Erik Munk og Dragsholm Del 1
Jens Munk var søn af Erik Munk en norsk adelsmand som ikke kunne få nok og som efter adskillige nederlag ved herresdagene var blevet til, skammens far og hans mor var udtryk for fattigdommen.
Fra: Torkild Hansen, Jens Munk 1965
Mellem Sejrøbugten og den nu udtørrede Lammefjord løb der i tidligere til en lav og smal landtange, som forbandt Odsherred med det øvrige Sjælland. Tangen blev kaldt "Draget", derfor kom den borg, som opførtes her i Middelalderen til at hedde Dragsholm. Placeringen var strategisk velberegnet, på dette sted kunne fæstningen aflåse hele Odsherred, og samtidig var den svær at nå frem til for evt. angribere. Uvejsomme søer og sumpe omgav den på tre sider, så der kun var let adgang til den fra nord, den anselige borgbanke ragede højt op over de vandsyge engdrag og var omgivet af fire dybe grave. Dragsholm var både højborg og vandborg, som det er karakteristisk for forsvarsværkerne i Valdemartiden, da de militære hensyn krævede, at borgene lå smukt.
Lundbye Dragsholm
Dragsholm ligger meget smukt. J.Th. Lundbye har malet landskabet herud en sommermorgen 1840, i forgrunden nogle marksten, de flade enge og moser, der fra fjordens inderste vige strækker sig hen mod slottet, i baggrunden ses Sjællandskysten, som ved Vejrhøj rynker brynet mod Kattegat, og over det hele Lundbyes himmel, en sølvtone i lyset, som kunde han med sin pensel og sine oliefarver male selve den klare luft. Men Dragsholm selv ligger i skygge, og i stedet for det nuværende hvidkalkede slot, der også lå her i 1840, har Lundbye indsat den oprindelige, strenge Middelalderborg med dens røde munkesten og dystre hovedtårn i sit billede, rundt om den breder sig det smilende landskab, med Dragsholm smiler ikke igen.
Heller ikke i historien. Navnet dukker op første gang i nogle kirkeregnskaber fra 1334, da fæstningen med den vindebro, hovedtårn og fire alen tykke nordmur hørte under Roskildebispen. Undr Grevens fejde belejredes den af Lange Herman, som lige havde erobret Kalundborg, og det fortælles, hvordan dens næsten udsultede forsvarede daglig lo et får pine på gårdspladsen, for at dyrets skrig skulle give belejrerne det indtryk, at her stadig var rigeligt at slagte. Siden blev det andre klager, der genlød mellem de tykke mure. Efter reformationen blev Dragsholm et kongeligt regnskabslen, takket være borgens isolerede beliggenhed, dens voldgrave og solide murværk, fandt kongerne den velegnet til statsfængsel. I årenes løb kom dette fængsel til at huse adskillige prominente personer, men da befolkningen i et oderne demokrati interessere sig mere for en udenlandsk greve, der har været gift med en dronning, end for en almindelig danske, der ikke har været gift med en bartskærerdatter, er den berømteste af disse fanger ikke Erik Munk, men jarlen af Botwhell.
Jarlen af Bothwell
Hans skæbne var ingen undtagelse. Det var blevet en regel at fangerne i dette fængsel betragtedes som borgerligt afdøde, ville statsmagten af forskellige grunde nødigt vække opsigt med en dødsdom efterfulgt af en offentlig henrettelse, kunne pågældende bekvemt indsættes på Dragsholm, for også her var man skaffet af vejen og slettet af samfundet. Ingen af fangerne kom ud igen, før d blev båret over vindebroen med fødderne forrest. Når det i samtiden hed sig, at fangerne på Dragsholm altid endte med at tage skade på deres forstand, kan denne kolde dødsdom og ublodige henrettelse måske sandsynliggøre, at rygtet ikke var uden en vis makaber baggrund. Det synes desuden notorisk, at i hvert fald jarlen af Bothwell døde i en tilstand af fremskreden sindssyge. Hans landsmand og samtidig fange i fængslet, den gådefulde kaptajn Clerk, opførte sig alt andet end normalt i sine sidste år. Erik Munks skæbne vil der senere blive lejlighed til at komme ind på , men værst stod det sikkert til med den uhyggelige seksualforbryder Eiler Brockenhuus, som også spiller en vigtig rolle i denne beretning. Endelig er det rimeligt at nævne Sigfried Reinschatt, der sad her fra 1609 til 1626, og som uden den mindste tvivl var splittergal.
Selv om begge de sidst nævnte nok havde en skrue løs, allerede da de kom, kunne disse mange parallel tilfælde for så vidt være en tilstrækkelig forklaring på disse stedlige tradition, der i dag som "Jarlens Fængsel" udpeger et fugtigt kælderrum under slottes hovedtårn, hvortil en lokalhistorisk interesseret person endda har været så elskværdigt at levere en rusten jernkæde. Forskellige dokumenter taler dog for, at fangecellerne på Dragsholm ikke var anbragt i kælderen, men i tårnets øvre stokværk. Hvad der er foregået i disse tårnkamre, som kan motivere de mange psykiske sammenbrud, ved vi ikke. Vi ved, ar Eiler Brockenhuus i over tre år sad indespærret i et værelse uden vinduer og uden lys, men det er kun et enkelt eksempel, og lidelsen kende mange veje ind i det menneskelige sind.
Dette forhindre naturligvis ikke at fangerne, når de, efterhånden som behandlingen skred frem, begyndte at vise sig besværlige, blev stoppet ind i et af de hundehuller, som knap rummer et menneske i sammenkrøben tilstand, og som i mangel af gummiceller fandtes i slots muren, hvor de stadig kan beses. Der kunde den gale i hvert fald sidde og skrige uden at forstyrre nogen. For samtidig med at tjene som fængsel var Dragsholm jo også remmen om lensmandens herlige liv. Kongen kom her på besøg, der var jagtselskaber i borgstuen, bryllupper i slotskirken, baller i riddersalen. Man spiste dyreryg og drak lutendrank, man dansede og man forlovede sig, og lød der nu og da et halvkvalt brøl bag murene, afbrød det hverken den muntre latter eller de ømme kys. Det kunde jo bare være en kvie, der var ved at kælve, en hingst, som vrinskede i staldene. Dragsholm smiler ikke igen, men den ligner livet, lykken og elendigheden sover under det samme tag, og i vinternatten kommer stormen ude fra Kattegat, farer hen over det alt sammen, hyler lidt i skorstenene, og så er den allerede ude over den vidtstrakte Lammefjord, og så er Lammefjorden allerede udtørret, og tårerne er tørret vær, hvad betyder det nu hvem der græd af glæde, og hvem der græd af nød.
Til dette sted ankom velbyrdige Erik Munk så i året 1586efter vor frelse. Hvad der er gået for sig i det forløbne år i København, ved vi ikke, men der foreligger ingen retsreferater, ingen domsudskrifter, intet tegn, som tyder på, at den tidligere lensmand er blevet lovmæssigt domfældt. Sagen Erik Munk har været et af de tilfælde, hvor regeringsmagten havde al interesse i at handle diskret. Det drejede sig trods alt om en adelsmand, der i manges øjne måtte stå som noget i retning af en nationalhelt. Det er ikke troligt, at bøndernes oprør har været den egentlige årsag til Erik Munks fald. Det er Mogens Bårdsøns genistreg, at han i modsætning til sine forgængere på anklagebænken forstår at alliere sig med de stærke kræfter i København, der også arbejder på Erik Munks ruin, omend det sker ud fra andre motiver. Uden dem var det ikke gået . En flok bønder alene kan ikke fæld en lensmand. Med al respekt er deres klage da heller ikke mere omfattende, end at den kunne være rettet mod mange andre ag de hårde danske lensmænd, der virkede i 1500 tallets Norge. Det er Eriks modstandere i den danske adel, som behændigt har udnyttet den norske uro i deres egen sags tjeneste, men de er dygtigere til at skjule deres spil end Erik Bårdsøn. Eriks dommere er imidlertid lutter danske adelsfolk, og det ser ikke godt ud, at den lensmand, Henrik Vind , der nu tager sig kærligt af ham på sit berygtede Dragsholm, er en bror til den Christen Vind, som Erik ragede uklar med på togtet til Nordkap. Men selv om bøndernes klage naturligvis udadtil skulle stå som den virkelige årsag til Erik Munks fald, måtte også det opfordre til stor forsigtighed. Det ville ikke være smigrende for regeringen, hvis den under en retssag måtte indrømme, at en af dens lensmænd i Norge havde begået overgreb mod befolkningen, og styrtede ham i fuld offentlighed, løb man en ikke ubetydelig risiko for at undergrave statsmagtens autoritet andre steder, hvor den i forvejen ikke var velfunderet. Alle gode runde talte altså for t dysse sagen ned. Men rotterne får naturligvis færten at den rette sammenhæng og forlader i hast den synkende skude: Movritz Pode busk finder ud af, at Erik skylder ham penge og vil have det skib den faldne lensmand har liggende i København, Albrit Christensen har solgt Erik Munk for 40 daler flæsk og skynde sig at indkræve pengene i rentekammeret. Der er klar over, hvad der forestår. Erik Munk skal henrettes. Der må bare ikke komme en bloddråbe til syne. Det er klart. Det kan man ordne på Dragsholm.
Den 8. august 1586 ruller han over vindebroen, der i dag er erstattet med en dæmning. Foran ham rejser fæstningen sig, de røde mure har fået deres grundskud under Grevens Fejde, munkestenene bære tydelige ar efter Lange Hermands kanonkugler. Erik Munk indsættes i hovedtårnet, det skydes i grus under svenskekrigene hundrede år senere, så der er intet tilbage af hans fangecelle. Alligevel ved vi noget om hans tilværelse her, som virker mere uhyggeligt end alle ydre spor, alle ægte eller uægte lænker.
Har er ikke alene. Flere tegn tyder på, at man for at knække sejrherren fra Stinvigsholm og Akershus har fundet et middel, der ville virke både hurtigere og mere effektivt end en enecelle. Dan den tunge dør smækker i bag ham, får han øje på en anden skikkelse, og Erik Munk har straks været klar over, hvem det drejede sig om. Fangen er berygtet i hele Norden. den mand, der står ludende foran ham i tårnkammerets halvmørke , er den sindssyge storforbryder Eiler Brockenhuus.
I 1586 havde Eiler Brockenhuus allerede siddet her i to år. Han har da været omkring de fyrre, han fødtes mellem 1540 og 1550, som medlem af Brockenhuusernes højt ansete adelslægt og skal ligesom Erik Munk have deltaget i syvårskrigen. Det var dog andre bedrifter end de militære, der havde lagt grunden til hans navnkundighed. Han hørte hjemme på Søndergårde i Vends Herred, hvor befolkningen endnu to hundrede år senere vidste at fortælle om den #gale Iler Brekkehus" og hans ugerninger. Han mishandlede sine undergivne, en dag havde han for at prøve krudtets kraft ligefrem sprængt en skorstensfejer i luften på sin gård. Ved en anden lejlighed havde han anstillet sig som død, og der var indbudt et stort følge til den højtidelige begravelse, da han i sidste øjeblik kravlede ud af kisten med et brøl af latter over de tilstedeværendes rædsel. Ved hans bryllup med Tale Mouridsdatter ymtedes tvivl om brudens jomfruelige tilstand, men værre var det, at han kort tid efter fik et barn men svogers enke, Margrethe Ranzow. Det var ikke alene en alvorlig sag efter tidens strenge ægteskabslov, stod man forhold til sin svogers kone, blev det betragtet som blodskam. Eiler Brockenhuus kunne dog for den sags skyld også tilfredsstille en senere tids definition af dette begreb. Da han blev pågrebet i 1584, var sigtelserne mod han uhyrlige. Han havde pisket og mishandlet sin kone. Han havde truet med at slå Kong Frederiks ihjel. Han have myrdet sin mor. Han havde avlet børn med sin søster, forgivet hende og ombragt den nyfødte med sine egne hænder. Dette var mere, end regeringen turde fremlægge ved en offentlig retssag, og den 14. august 1584 blev Eiler Brockenhuus bragt af vejen og indsat på Dragsholm. I fængslet udfoldede han en hektisk aktivitet i form af lange skrivelser til regeringen, der som årene gik, bar stedse tydeligere præg af hans formørkede tankegang.
Snart vidste han, hvordan man kunne forøge kronens indtægter med 36.000 rigsdaler årligt, snart havde han opfundet et hemmeligt våben, som ingen fremmed krigsmagt kunne modstå. Så havde to engle åbenbaret for ham at rigsrådet havde taget kongen af dage, og at havde samme planer med hans efterfølger, fremgik med største tydelighed af nogle vedlagte bibelcitater. Jo grovere beskyldninger, jo grummere blev naturligvis hans vilkår på Dragsholm. Vi har her kun få pålidelige oplysninger at støtte os til, ingen statsmagt opreklamerer sine straffemetoder hverken over for samtiden eller historien, men alle midler har været taget i anvendelse.
Det skyldes ikke tilfældigheder, når navnet Brockenhuus hundrede år fremover i det danske sprog betyder en straffecelle af strengeste kategori. Men i hvert fald slog dets bærer i en henseende alle tidligere og senere rekorder på Dragsholm. De fleste fanger bukkede under efter et kortere tidsrum og sad sjældent mere en 3 - 4år. Det var ikke tilfældet med "gale Iler". Han har i sin sindssyge haft ressourcer at tære på, der gjorde det næste håbløst at komme ham til livs. Eiler Brockenhuus sad på Dragsholm i 27 år.
Om Erik Munks følelser ved mødet med dette fængsel og denne med fange kan der ikke herske megen tvivl. Døden for skarpretterens sværd, retterstedet korte, hvide minut vilde være mindre fornedrende end den langsomme henrettelse i selskab med en gal. Men krigeren i ham er gjort mat endnu. Som så ofte før, søger han også her at vende det desperate i sin stilling til egen fordel. Jo værre, jo bedre, det gjaldt foran fjendens kanoner, og det gælder også i fængslet. Vanskelighederne skal smedes om til murbrydere, håbløsheden skal hvæsses til en kniv. Ved at spærre ham inden sammen med Eiler Brockenhuus har hans fjender i rigsrådet troet, at de skærpede straffen over ham. Erik Munk indser koldt, at de har begået en fejl. Få måneder efter sin ankomst har han indsamlet de fornødne oplysninger, fagmæssigt gennemgår han i tankerne fæstningens styrke og svagheder, ser for sig murene, voldgraven, de vidtstrakte sumpe ned mod fjorden. Så er forberedelserne tilendebragt og planerne rede.
Erik Munk vil flygte fra Dragsholm, og den gale Eiler Brockenhuus skal hjælpe ham.
