Maj
Den 3. maj blev vejret noget roligere mod aften og pludselig svingede den mod øst. Det varede ikke mere en to timer, så gik vinden i nordøst. Vi kunne ikke andet end at lægge om igen i vinden til
Den 6. maj om eftermiddagen. Der fik vi nogen hjælp af nordlig vind. Dog var vi så langt ude i havet at det var vanskeligt for os at vide hvor vi lå, eller mod hvilket land vi sejlede. Desuden turde vi ikke gå den rette kur af frygt for at gå lige ind i svælget, en malmstrøm med en omkreds på en mil.
Den 7. maj. tidligt om morgenen, blæste en god sydøst. Men den kunne vi fortsætte vores påtænkte rejse. Vi
beholdt samme vind i 8 dage. Vi fik god ikke land i sigte før
Den 9. maj. Styrmanden havde ment at vi var kommet længere nord for Trondheim end det skulle vise sig at vi var. Derfor sejlede vi ret mod land sådan at vi senere måtte sejle ug på to mil. Den dag kom vi så langt at vi kunne se et mægtigt højt fjeld.
Den. 11 maj nåede vi Nordkap. Det var meget koldt, og vi så ikke andet end høje, sneklædte klipper.
Den 12. maj nåede vi Nordkinn.
Den 13. maj sejlede vi langs landet, fik en nordøst vind, lagde rundt om Nordodden med den og satte kursen sydover.
Den 14. maj klokken tre om morgenen kom vi ind uden Vardø. Der lagde vi ind og fandt to englændere fra Hull som lå for anker. Den ene på to mers og den anden på et. De blev straks bordet. Det viste sig at ingen af dem kunne give en fornuftig besked. Særligt den ene som havde fisket ulovligt. Det andet skib var netop kommet ind og havde ankret op sammen morgen. Endnu havde de hverken fisket eller handlet med nogen i Nordland. Englænderne blev taget til fange og ført over på Victor. Det lidt som fandtes af tøj på skibene, fik bådsmændene som prise.
Det største af de to skibe var på to mers og næsten 30 lester, og var halvt lastet med saltet fisk af stor torsk i bunker. Mere end 200 ferske fisk som var fanget samme morgen. lå på dækket. Skibet var rigget ned og sejlene lagt væk. Derfor måtte vi vente til vore bådsfolk havde klargjort redskaberne og skibet var besat med besætning. Det kunne ikke gøre den dag.
Mod middag tog kaptajnen i land på Vardø hvor Vardøhus ligger. Der så vi ikke andet end usle hytter. Nogen lå under jorden og var nøjsomme, nogle var af tømmer, men små og svage.
Tømmerhusene var ikke større i længde og bredde end 6 eller 8 alen og havde kun et rum. De underjordiske hytter havde tre adskilte rum med tre døre før man kom ind til stuen. I disse rum var der ingen lys andet end det som kom ind gennem hoveddøren. Når nogen skulle ind i stuen, måtte en gå foran for at lukke stuedøren op, sådan at man kunne gå efter lyset derfra. Stuen var beklædt indvendig med tømmer. De havde i det ene hjørne et lille ildsted men ingen skorsten. Midt på taget var der imidlertid et lille vindue som gav nogenlunde lys.
Her på Vardø er der meget skiffer som de havde lagt som gulv i hytterne. På skifferen strøede de en slags sand som holdt gulvet tørt. Sandet var groft og hvid, ligesom en havbugt.
Kirken i byen var et lille hus byget af tømmer. Der inde kunne der stå måske hundrede mennesker. Under koret ligge Christopher Ulfeldt og Henning Falster begravet uden nogen grav skrift eller sten. Eller stod der i kirken mange rim med russiske bogstaver. Jeg nedskrev nogle bogstaver som for det meste var græske. De læses som Pomelon Sktelton og betyder Dominus Propitator meus (Herren er mig nådig). Kirken lå lige ved slottet, som er så simpelt udstyret med bygninger og andre bekvemmeligheder at man neppe har set et ringere fort. Der var seks små huse, et her og et der. De var alle bygget af træ på samme måde som de andre huse i byen. Omkring var der en lille mur bygget af skiffersten. Den ene var lagt ovenpå den anden uden mørttel, og over dem var der opgravet jord. Dette udgjorde fæstningsvolden og på den stod fire jernkanoner.
Her på slottet gik et tamt rensdyr. Det stak vores kaptajn med en hellebard før det blev ført om bord til os på skibet.
Lensherren, Hans Olsen, lod tilberede et måltid, men der var så lidt at tage sig til vi straks derefter gik om bord.
Vardø
Der er en uudholdelig stank på stedet, af fisk der hænger til tørre. Fisken hænger i store mængder. Dog kom den værste stank fra fiskehoveder og ben som lå på strande for at tørre. På disse gik får og geder og gnavede. Året igennem får de ikke anden føde.
Landet lå fuldstændig dækket af is og sne. Frem til dagen før vores ankomst havde det ikke været sommer vejr endnu.
Sammen med Sivert Grubbe besøgte vi præsten i hans hus. Han boede i stor armod i en jordhytte. Han beklagede over at han ikke drak andet end det han bryggede på masken som han fik fra slottet.
Grundplan af slottet Vardøhus 1711
Da vi var kommet om bord i skibet igen, satte vi straks sejl og sejlede ud fra Vardø sammen med Raphael, mens de andre skibe lå tilbage. Vi sejlede mod Lavis som vi nåede ved 12 tiden om natten. Næste morgen, som var
Den 15. maj, kom vi til en havn. På havet mødte vi en båd fra et københavnsk skib som lå bag en klippe. De beklagede sig over en englænder som havde påført den stor skade ved at komme dem i forkøbet i handel med russeren. Vi lagde der ind, bordet det engelske skib og beslaglagde det. Skibet var på et mers og tog 50 læster. Det var lastet med næsten 200 fisk, saltet i bunker. Mandskabet blev straks ført fra skibet og sat i jern på Victor. I stedet blev skibet bemandet med vore folk. De fik ordre om blive der til admiralens ankomst. Han var forventet til natten.
Derfra sejlede vil til Kildin, en meget smuk og velbeliggende havn, som ligger mellem fjeldene og en stor klippe udenfor. Kaptajnen mente at vi der skulle finde et skib, men da vi kom var de sejlet der fra.
En og en halv mil længer oppe ligger en anden og noget mindre havn som kaldes Olenja. Der fik vi øje på to engelske skibe som havde lagt sig ind i en lille bugt under fjeldene. Udenfor dem var der mange klipper og skær, både undervands og synlige.
Vinden var stærk og god og strømmen var med os. På grund af en nok så stor klippe som lå kun et stenkast fra skibet, var det ikke helt tilrådeligt at lægge til og borde dem. Dog fandtes ingen mulighed for at ankre op i strømmen på 30 favne. Ve sejlede derfor lige mod englænderne. Dermed gik Victor på et undervandsskær. Sammenstødet var så kraftigt at besætningen faldt omkuld og over hinanden, splinterne fløj og et langt stykke af stævnen kom fri af vandet. Der blev meget råb og skrig, for der var vel ingen som viste eller troede andet end at vi straks ville gå til bunds.
I fortvivlelse løb vi her og der som afsindige folk uden at vide hvad vi skulle gøre. Og de som skulle befale, kunne ikke blive hørt gennem alle råbene. Straks løb man til pumperne, og det viste sig at vi var slået læk. Gud den almægtigste, som i al evighed skal være æret. Han hjalp sådan at vi med uafbrud pumpning fik kontrol med vandet.
Vi fik et tov i Raphael og senere en anker agter. Sådan kom vi af, for ebben var med os. Da vi var flot, kunne vi nemlig se den blotte klippe. Havde skibet været svagt, kunne denne hændelse umuligt have fået andet udfald end ag det var knækket over.
Mens vi stod på klippen, anråbte vi de to englændere og bad dem komme om brod. Da de var sene til at svare, skød vi tre skud mod dem. Et af skuddene traf galionen på det mindste af skibene. Da gjorde de sig straks klar til at komme om bord.
De blev modtaget, men i tumulten var der gav særlig agt på dem. De havde jo intet godt i sinde og før man viste et ord af det, havde løsladt de fanger som sad på kobryggen. Da dette blev opdaget, blev de imidlertid låst inde igen.
Endnu mens vi stod på klippen, drog vores kaptajn over til den anden engelænder. Han gik ombord i skibet og mødte skipperen selv og to andre. Tolv mænd var i land. Skipperen ville værge sig med en kordelask (kort bred sabel).
Han havde også ladet to gøtlinger (kanoner) som stod bag kahytten, vendt ned mod indgangen. Disse var fyld med skrot og forsynet med to lunter. Det var tydeligt at han havde til hensigt at dræbe folk. Han blev imidlertid forhindret i at bruge krudtet. Dermed måtte han overgive sig sammen med sit selskab. Dog var det med nød og næppe at han kom derfra med livet i behold, for han fik mange hug.
Skipperen blev sammen med to bådsmænd og en skibsdreng sat i jern på Victor. På skibet fandtes salt og penge for 1500 daler, deriblandt en mange russiske penge. Havde denne skipper haft sin besætning ombord, ville han næppe have givet sig så let. Dem som var gået i land, havde han sendt til de nærmeste fiskelejer. De kom ikke tilbage. Det andet skib var ubevæbnet. Det have kun to umonteret kanoner. Besætningen derfra kom straks om bord til os og blev låst inde.
Klokken ni natten efter kom vi løs. Vi lagde os for anker og omlagde lasten, sådan at man kunne konstatere hvor lækken var. Natten gik med dette arbejde. Det var storm med hagl, sne og kulde, sådan at ingen kunne opholde sig på dækket.
Mod morgenen mærkede vi at stævnen havde løsnes sig og at det ikke var muligt at tætne lekagen med mindre man ville hugge barkholtet (afsluttende planke). For at begrænse lækagen så den kunne beherskes med pumperne, blev der brugt poser med ærter, bly, spæk og blåler.
Denne dagen, som var
Den 16. maj lå vi stille i havnen "Ætin" (Uttin). Vores kaptajn anbefalede ikke at vi sejlede før vinden løjede af. Han ville nemlig til Kildin, hvor skibet kunne lægges over for besigtigelse. Fra morgenen til aften havde vi storm fra sydøst. Det var så tykt at man ikke kunne se en hånd for sig. Pumperne var aldrig stille, og det kunne ikke mærkes at lækagen aftog.
Himmelfartsdagen var
De 17. maj. Det så bistert ud på alle kanter med tåge og sne, men mod middag klarede det op. Da kom nogle russer og vild-lapper om bord. Russerne havde medtaget et stort rugbrød og et lille stykke flæsk som de ville forære kaptajnen. Gaver blev modtaget og russerne trakteret med alicantevin (vin fra Portugal) til den ene slæbte den anden væk.
Disse personer var undersåtter af den russiske bojar (adelsmand, tsarens rådgiver). De var kommet fra indlandet for at fiske her i Lapland. Russerne var farverigt og velklædte. Tøjet havde ærmer som hang en halv alen nedenfor hænderne. Underkjortlerne var som lange præstesamarier, foret med lammeskind som de havde byttet sig til hos englænderne mod egernskind. De havde ikke bukser på.
Lapperne så også meget fattige ud. Tre af dem kom med hund og bøsse ud til os i en lille båd lavet af fyr. De fortalte at de ville drage til fjelds for at skyde rensdyr, og bad om bly og krudt.
Det fik de, sammen med deres andel af mjød og vin, ligesom russerne.
Deres klæder var af rensdyrskind med den lodne side ud af. De havde ingen linklæder. Kjortelen så ud som en kort samarie som under livet var bundet sammen med et bælte/snor. Også bukserne var lodne og lignede gamle pigbroger (lærredsbukser som bruges til skibsbrug). Når de kravlede på hænder og fødder lignede de til forveksling en rensdyr kalv. På grund af deres påklædning kunne de derfor komme meget tæt på alle slags vilde dyr.
En russer og en Kola-same i sine karakteristiske dragter.
Mod klokke otte om aftenen løjede vinder mod nordøst. Skipperen fik besked på at lette anker og sætte sejl. Så drev et af de engelske prise skibe på Victor. resultatet blev at det måtte ned hugge mesanmasten.
Derefter drev det på os en gang til, så at vores bovspryd kom ind i skibets hovetov. Det var nær på at stormasten var gået over bord. Mærset som stod på vores bovspryd gik i stykker. Det gjorde også nogle af englændernes hovedtovværk. Skibene blev dog skilt fra hinanden uden yderligere skade, og ed engelske kom under sejl.
Olenja på Kola, hvor de to engelske skibe ligger inde i havn og Victor og Raphael ligge udenfor.
Derefter satte Raphael sejl og så Victor. Men straks efter vi havde sejlet så lagt ud at vi fik føling med vejret, blev det så tykt og mørkt, at man ikke vidste hvad man skulle tro. Vi fik imidlertid snart forklaringen. Vinden løjede nemlig til øst før vi var vel ude af havnen. Vejret var maget barskt, og de var med nød og næppe at vi kom klar af klipperne. Vi var kommet ud til havs med drev fluks ind under bjergene så der hverken var råd eller rum til at vige mere. Alle så den skinbarlige død i øjnene for vi var ved to undervandsskær, et på hver side , og vi viste ikke hvordan vi skulle undvige dem. Fra hver mand kunne der ses og høres megen jammer. Til sidst vidste ikke andre råd end at hente de to engelske skippere som var sat i jern, for at høre om de kendte løbet.
De kom op og fik set hvad som var på færde, viste de sig meget erfarne og kyndige. De fik straks merssejlet til at virke bedst muligt og fik os dermed gennem disse klipper og skær.
Derefter sejlede de os ind i en lille havn lige i nærheden som hed Tiberi.
Havnen var lille og ikke større end at den kunne tage seks eller otte skibe. Den lå mellem klipperne og havde et smalt indløb med mange undervandsskær. Det erfarede vi rigtig om morgenen da vandet faldt. Der var en af de engelske skipper vi havde taget til fange som først havde fundet denne havn, da han tidligere havde hensat et skib her. Den findes ikke på noget søkort, og det gør Olenja heller ikke.
Vi kom lykkeligt ind i denne havn, Gud være lovet, mellem klokken et og to.
De 18. maj. Selv om det var mildere vejr, rådede den engelske skipper os til ikke at forlade havnen før vinden var i rigtig hjørne. Vi blev derfor liggende.
Vi gik i land og fandt vejen over en klippe til en dal hvor russerne havde et lille fiskerleje. Der var fire, fem huse eller hytter hvor der boede ca. 50 mand.
De tog kaptajnen og hans besætning ind i en varm hytte. Midt i hytten stod en rund ovn som lignede en bageovn, og omkring den var sengene hvor de lå. De bar brød, smør og en hvid ost som så ud som talg og var fremstillet på rensdyrmælk. Til vores kaptajn skænkede de en hvid rævepels. Senere inviterede de os til at se på brydekamp. To par fremkom, nøgne til bæltestedet. Men stor behændighed og styrke tumlede de rund imellem hinanden i sandet. Når en af dem måtte give fortabt fordi han ikke længere kunne forsvare sig, rakte han hånden i vejret. Dermed skiltes de. I denne havn lå vi stille til
De 19 maj kl. 12 om natten. Da fik vi sydvest og med denne sejlede vi ud og til Kaldin. Der lå Josaphat og Gideon sammen med de tre skibe som var taget i prise. Vi ankom mellem klokken tre og fire på morgenen.
Den 20. maj. Det var klart og solen skinnede hele natten, det var så lyst som om det var midt på dagen.
Før vi forlod Tiberi, kom tre russiske både til os med stor torsk. Kaptajnen købte 300 stykker for ni rigsdaler. Fisken blev saltet og uden hoved og ben fyldte den ni tønder.
På land lå endnu meget is og sne. Intet var begyndt at grønnes undtagen nogle vilde palmer, smat en urt som de kalder orpin og som russerne bruger mod skørbug. På strand i denne havn fandtes mange koraller og en slags muslinger med rød skal som var så store som østers.
Klokken 11 på natten den 20. fik vi vind og med den løb vi en halv mil til Kildin. Over alt loddede vi bunden for at finde et sted hvor vi kunne lægge skibet over til reparation. Vi fandt intet egnet sted, for overalt var der stengrund. Men nøden var dog så stor at vi måtte få skibet til lands.
Den 21. maj blev alt skytset sat over på Gideon. Idet ebben gik ind, blev skibet trukket mod land for at man skulle komme så højt at omfanget at skaden kunne klarlægges. Det var nemlig så brat dybt, at mens stævnen stod på tørt land, lå agten på 14 alen. Dette forårsagede betydelig arbejde både nat og dag, lide så tit floden kom, til
Den 23. maj. Som frygtet kunne man do ikke få fuld oversigt over skaden på kølen. Den var kun synlig i en længde af næsten 6 kvarter af krumningen. Der var den også revet op og sammentrykt helt ind til plankerne. Disse var løsnet i sammenføjningerne og revnet. Dette blev repareret bedst muligt, men da vandet ikke fald ved pumpning, stod det klart at skaden måtte være mere omfattende detfor blev det besluttet at skibet skulle ud i strømmen igen, og forhales over til Raphael. Alt gods, både stort og småt, blev udskibet til land. Besætningen blev sat over på andre skibe, så mange der var plads til. Resten blev indlogeret o nogle jordhytter på land.
Samme sted hvor skibet blev trukket mod land, var der nemlig et fiskerleje med russer og finn-lapper. De lå i nogle jordhytter som ligner hundehus. Mange stod ledige fordi alle fiskerne endnu var kommet ned fra indlandet. Jeg var inde i en af disse hytter. Den var rummelig som et temmelig stort hundehus.
Da godset var udskibet, den 23 hen på natten, lagde Raphael til borde, og straks begyndte Victor at overhale. Da skibet lå på siden, begyndte det at fyldes med vand, for kanonportene var ikke tætne som de skulle. Derfor måtte skibet igen over ende, tømmes og tætnes. Senere, da det igen var omme på siden, viste det sig at kølen også havde en anden skade. Ret under var den stødt fladt ind til plankerne i en længe af ni alen. Mellem den første skade og denne var det to alen uskadt køl. Ved det første møde med skæret havde skibet rejst sig på klippen, sprunget frem og senere rettet sig efter vinden sådan at det kom til at ligge vandret. Ingen planker var knækket, men to store jernbolte og en hel masse søm var ødelagt. Dette blev rettet op og dækket med bly.
Den 24. maj indskibede vi godset igen, men pumperne lettede ganske lidt.
Denne ø, Kildin strækker sig fra syd mod vest og kan i omkreds være tre jyske mil, den er ikke beboet af nogen, undtaget den som kommer på visse tider for at fiske. Over alt er der høje bjerge og klipper, som dog let lader sig bestige. Den ser ud til at være frugtbar med græs og urter, for mange steder især i dalene, var jorden dækket med vissent græs. Da græsset ikke har været høstet, lå det som om man havde ville dække jorden med hø. Finn- Lapperne behøver ikke hø, fordi rensdyrene fodres med mos.
Mange steder lå der endnu meget sne,og på en slette ved fiskerlejer var der et ferskvand som endnu var islagt. På den sydlige side er landet er der et halv mil stort birkekrat, der holder mange bjørne og ræve til. Oppe på klipperne viste mange sorte og hvide ræve sig. Disse bliver ikke jagtet af nordfolket, men nogen af dem blev skudt af vore folk. Ingen andre fugle end ravne og små falke var at finde. Derforuden en slags vilde gæs som kaldes jerper. De var noget større end agerhøns, hvide med nogle få grå fjer på vingerne, havde lodne fødder og var røde rundt om hoved og på næbbet.
På strandsiden lå store stenbunker af kamp og malm. Fra naturens side var de formet runde som kugler, både store og små. Kaptajnen lod indsamle flere bådfulde. Han ville bruge den til stenkuler. I strandkanten fandtes allehånde sølvsand og skønne marmorsten som havet uden tvivl havde brækket af klipperne. Der lå også så mange slags kvalitetssten at man havde kunne laste nogen skibe med dem.
Mens vi lå stille her i havnen, kom der fra Malis to både med russere. Med sig havde de nogle skind af mår og sorte ræve, rensdyrhuder, russiske handsker og hermelin. De havde også rugbrød bagt i store leiver som på dansk vis var flotte og runde.
Finnerne i lejren havde sin kone og barn med og hver sit rensdyr med slæde. Dyrene var tamme som køer. De holdt sig sædvanligvis på klipperne for mosens skyld. Finnerne blev spurgt hvorfor de valgte at lade dyrene gå uden hyrde mod bjørn og ulv. De svarede som sandt var, at rensdyrene let løber fra når de fornemmer nogen.
Rensdyrene er heller ikke større end små hjorte. Men de har ganske brede fødder, og når de, knæler de ved hvert trin som om benene skulle være brækket. Der findes dem der kan løbe 30 mil om dagen i sne.
De vilde rensdyr er meget større end de tamme og kraftigere i farven. De kan også forsvare sig meget bedre mod fjender, som ulve og bjørne. Eller er der ingen forskel på dem.
De tamme bruges til mælk, smør og ost. Et dyr kan malkes en pot mælk tre gange om dagen.
Når de slagtes, tager finnerne med flid senerne ud og bruger dem til at bygge fiske både, for de bruger ikke søm. Når de stødes eller revner, sammensætter de dem og sætter klamper på som når man syr et stykke klæde på et andet. Senerne, eller trådene, skæres ind i træet, sådan at knapt er synlige, især ikke på udvendig side.
Rensdyrsælderne er lavet på samme måde. De er lange, men sjældent mr end tre sjællandske alen og to og en halv kvarter brede. Formen er som en lille båd, men de er spidse foran og flade bagtil. I bunden går de sammen i en spids på en håndsbredde. Slæderne er sat sammen af små stykker, bredde som en hånd. Dyret trækker med en sele som går mellem benene og styres med en tømmestreng.
På havsiden af øen Kildin findes en urt, at finnerne og russerne kaldet orpin, som er meget god at bruge mod skørbug. Roden dufter som roser, og når man har den i øl, giver det en liflig smag. Der vokser også en anden urt i store mængder som de kaller bechla. Det er den som på latin benævnes pyrula, og den bruger de til at læge sår med. Ellers findes en slags saxifraga som jeg ikke har set beskrevet af nogen. Pastinakrødder vokser i store mængder, men de smager noget sødere end dem man dyrker i haven.
De urter som lå visne, og som efter vinterkulden endnu ikke var grønne, vidnede om at der voksede allehånde sjældne arter. Over hele landet, på bjerg og i dal, var der overalt myrica og hedenkrut. Disse er de første som grønnes om foråret.
Da Josaphat løb ind i havnen ved Kildin sad skibet for nær dybet. Dermed førte strømmen det ud. Dagen efter måtte man derfor sætte sejl for at søge ankerplads en mil nedenfor os. Vi blev liggende og ventede til Josaphat kom tilbage til os.
Den 25. maj og pinseaften, den 26. til klokken ni om aftenen, lå vi og ventede på Josaphat. Da hun ikke kom, gjorde vi os færdige, løb ud i havet og sendte bud til Josaphat om at hun skulle komme efter til de fandt os under Vardø.
Jan Van Linschoten 1594 Kildin
Da vi løb ud, var vinden vest sydvest, men den løjede straks efter til nordvest. Vi måtter derfor gå til og fra havet (krydse ud).
Pinsedag blæste vinden op med sne og regn. Det var så koldt at ingen kunne klæde sig af. Med undtagelse af dem som var på vagt på skibet, var der vel næppe nogen der ikke gik i seng. På grund af kulden blev vi liggende hele dagen og natten med.
Den 28. maj var anden pinsedag. Mod middag drejede vinden igen mod sydvest og senere mod syd, men dog kun en svag vind. Den dag og nat løb vi mod Vardø og vi ankom og ankrede der tredje pinsedags morgen klokken 3.
Efter vores kaptajns befaling var Duen og Papegøjen blevet liggende her. De havde anholdt et hollandsk skib på to mers fra Amsterdam. Skibet havde ikke gyldigt pas, kun et som var to år gammelt. Straks efter at vi havde kastet anker, kom kaptajnen på Duen og gav dette til kende.
Da hollænderen ikke havde gyldige papirer, blev besætningen ført over til de andre skibe. I stedet blev d hollandske skibe bemandet med danske besætning. De havde 18 mand med styrmanden, som en af vore overivrige skød af vavare. han døde straks. Hollænderen var lastet med salt og vin og havde også mebragt en stor sum penge. De havde været i Malmisfjorden og der lastet en del andre varer.
Efter middag drog vores kaptajn i land. Det gjorde også alle de folk som ønskede det. Straks blev der bestilt brændsel og vand til flåden. Der blev også bestilt alt hvad der var til at få fat i af fisk. Man havde derfor nok at bestille indtil den 31. maj.
Vardø er et lille, stenet sted. Det er snarere to øer end en. På begge sidder løber der en bugt ind så øen næsten er delt i to. Der er kun et stenkast land mellem dm. I alt kan denne ø have en omkreds på en halv mils vej i lænden, og den strækker sig fra nord til sydøst.
Stedet er så ufrugtbart at der ingen steder kan pløjes eller såes. Halvdelen er nøgne klipper, dog ikke særlig høje, og halvdelen fladt land hvor der gror lidt græs.
På øen bor der ingen udenfor Vadøhus fiskeleje. De har intet kvæg, kun nogle få geder og køer. De fodres med fiskeben om vinteren.
Slottet og byen ligger så lavt at de ikke kan ses før man kommer mod syd der hvor standen skære ind. Slottet er firkantet med lige sider, hver på 80 fod. Rundt om er der opført en ringmur af store stykker til hugget skifersten. Mellem stenene er der opfyldt med grus og jord. Muren er fire alen bred sådan at man kan oppe den, men den er ikke egnet til at modstå et angreb. Der står tre træhuse. Desuden et brygger- og bagerhus som er jordhytter. Anlæg og gårdsplads er ganske enkle. Dog stod der et flot vand springvand hvorfra vi hentede vand til skibenes behov.
Den smalle tange mellem de to landområder bruges til at tørre fisk. Til det var der opsat mange rekker (tørrestativer). De hang alle fulde af bergfisk (tørfisk) som endnu ikke var tør. Lige ved disse stod lager boderne. Disse havde åbent panel omkring, sådan at man straks kunne lægge fisken ind efterhånden som den tørrede, sammen med den tran som de uvant af torskeleveren. Fra fisk og tran lugtede og stank det så dårligt af vi snart bed ked af stedet. Efter at vi havde taget laster brænde og vand, gjorde vi os derfor klar til at begive os ud til søs.
Hans Majestæt fik besøg af nogle finne fogeder. Blandt dem var der en som kunne gande. De blev modtaget på et af de engelske skibe hvor de fik forfriskninger.
Den 31. maj, ved femtiden om morgenen, satte vi sejl med en sydvest ved Vardø. Denne dag var vejret skønt, og mod klokken otte om eftermiddagen var vi lige udenfor Kamfjord som ligger ni mil fra Vardøhus.