KAP. XVII
Samme Foraar, (1620) efter Paaske, blev jeg, sammen med mine Kammerater kaldt bort fra Kronborg og ind til København. Vi var alle kede derover, men vi fik dér en god Modtagelse af alle vore gode Bekendte.
Nu vil jeg først fortælle om min første Tur tilsøs paa Kgl. Majestæt og Rigets Vegne, hvilket skete, Aaret efter min Indtrædelse i Regimentet 1616, og efter at Kgl. Majestæts to Krigsskibe havde taget en særdeles berømt og mægtig Fribytter, ved Navn Mandausa oppe under Rusland, hvorom der er følgende at fortælle.
Det var Kgl. Majestæts Sædvane hvert Aar at udsende Skibe, som skulde krydse i danske Far- vande, alle ærlige Søfolk til Frelse og Forsvar, som havde skriftlig Tilladelse til at besejle disse Farvande, og rejse med deres Varer fra det ene Land til det andet, og hvis Pas var udstedt under Rigets Segl i Danmark, Holland, England og mange andre Steder, hvor Kgl. Majestæt havde sine Factores. Da man skrev Aar 1615, det samme Aar som jeg sejlede bort med Englænderne fra Island, som før omtalt, udsendte Kongen to Skibe, nemlig "Victor" og "Jupiter'', der skulde sejle ad Nordvestsøen hen til Norge og Rusland. Da de landede i Norge, fik de Efterretning om den førnævnte Fribytter Mandausa, som nylig var kommen dertil fra Færøerne og kort forinden var gaaet i Land og havde røvet Faar i Flekkerø for at proviantere sig.
Da den danske Admiral Jørgen Dam, som var paa "Victor", hørte om dette Sørøverskib, gjorde han intet Ophold, men tog straks afsted og sejlede sammen med "Jupiter" ud af Havnen og forfulgte dem, saa hurtigt han kunde. Hvor de danske Skibe kom op til Landet eller i Havnene paa Norges Nordkyst, blev der sagt dem, at Sørøverne nylig havde været der og igen var bortsejlede. Da Kongens Folk kom til Kjelden (Kildin) i Rusland, fik de den Efterretning, at Sørøverne havde opholdt sig der i to Nætter, og at de for 3 Nætter siden var sejlede nordøst for Rusland til det saakaldte hvide Hav. Admiralen lod strax blæse til Afsejling fra Havnen; Ankrene blev trukket op og Sejl hejstes. Fire Mil fra den sædvanlige Vej laa en ved Navn Malmis.( Malmla eller Kola). Derhen sendte Admiralen det mindre Skib "Jupiter", for at se, om de skulle være kommen derhen. Dette havde dog ikke været Sørøvernes Hensigt, men derimod, som før bemeldt, at sejle til det hvide Hav og der lure paa et hollandsk Skib, som de var fuldt forvissede om vilde komme gennem Veigat paa Hjemrejse fra Indien, hvilket dog er en usædvanlig Vej, og kun 3 Skibe har sejlet der igennem. Derom har jeg nu ikke Tid at skrive, men det er at berette, at da Admiralen kom ind i det hvide Hav, flk han Øje paa Kaptajn Mandaus under Sejl, og da der var ypperlig Bør, benyttede han sig deraf og føjede sig saa godt for Vinden, som han kunde. De slog Vand i Storsejlet og trak Bonnet(Sejl ti at fortørre storsejl) derunder, og satte Læsejl til paa Kanterne for at forøge Sejlmassen. Da Sørøverne saa denne skarpe Forfølgelse, gjorde de det samme. Endelig naaede Kongens Folk saa langt ind paa dem, at de kunde skyde paa dem, og Røverne besvarede Skuddene, men uden at skade de Danske. Alle de danske Kugler, som gennemhullede Sørøverskibene, lod Mandaus bære ned i Kahytten og forevise for sig, for at han kunde bedømme deres Størrelse. Sørøverne havde en dansk Kahytsdreng, som Mandaus spurgte, om han troede, at hans Landsmænd, de Danske, havde endnu større Kanoner ombord; Drengen sagde, at han godt kendte deres Skik, først at affyre de mindre Kano- ner og dernæst de store bagefter. (Denne Dreng ønskede dem nemlig alle ad Helvede til). Mandausa troede dette, og søgte derfor ikke at gøre Modstand, men flygtede saa hurtig han kunde, indtil de kom til de 7 Øer i det Hvide Hav. Dér kom "Jupiter" imod ham, hvis Kaptajn var Enevold Stygge. Og eftersom dette Skib var en udmærket Sejler, lykkedes det at sejle forbi Sørøverne, som nu forsøgte alle Kneb og kastede mange Pakker med Fløjl og Silke overbord, for at de forfølgende Skibe skulde forsinkes ved Optagelsen af dem, hvilket dog blev forbudt af den danske Admiral. Før "Jupiter" naaede forbi dem, maatte de sætte deres Skib paa Grund. De vilde dog ikke overgive sig, men lod deres Blodfane vaje fra Skibets Runddel, Den danske Admiral sendte to Mænd over til dem, nemlig sin Tjener Morten og en anden ved Navn Gotschalky som var Bøsseskytte, med et kortfattet Brev. Mandaus modtog dem godt og lod dem traktere paa det bedste med øl og Mad, derfor dvælede de vel længe hos ham, hvorover Admiralen blev meget ærgerlig, saa de nær var blevet straffede derfor, hvilket de dog undgik, idet man mente, at de ikke selv havde været Herrer over deres Frihed. Mandaus skikkede to Mænd tilbage til Admiralen med et Brev af det Indhold, at han, saaledes som Sagerne stod, ikke vilde overgive sig til ham, men udfordrede ham hovmodigt til en Kamp i Land. Da nu Admiralen vidste, at han selv havde altfor uøvede Krigsfolk og desuden mange ombord, som ikke var gode Skytter, blev han først ængstelig ved dette Budskab, men vovede dog ikke at afslaa det. De gik da i Land fra de danske Skibe med Trommehvirvler og Trompetklang og stod saa opstillede til Kamp, naar Signal gaves. Men da nu Hævnens Time var slaaet for Mandauas j faldt det ham ind at overgive sig, eftersom han overtænkte, at han var i et fremmed Land, berøvet sit Skib, der paa mange Steder var sønderskudt og beskadiget af Kugler og desuden stod urokkeligt paa et Sandrev. Han raabte derfor med høj Stemme til Admiralen og spurgte, om han stod i høj Gunst hos sin Herre, Kongen? Admiralen bekræftede dette. Han spurgte da endvidere, om han troede, at han kunde forskaffe ham og hans Skibsfører og Kaptajn Liv og Naade? Admiralen gik med Glæde ind paa dette og sagde, at hans Herre aldrig vilde lade en saadan Mand aflive. Mandauas troede dette fuldt og fast og gik saa frem for at overgive sig til den danske Admiral, hvilket blev til Sejr og Lykke for de Danske, men til Død og Fordærvelse for Sørøverne, som Hævnen nu kaldte paa. Mandauas maatte da forlade alle sine ulovlig erhvervede Rigdomme, og selvfemte overgive sig til de Danske, nemlig: han selv. Kaptajn Braay hans Skipper, hans Styrmand ved Navn Jacoby en from og retskaffen Mand, der ikke bifaldt deres Røverier, og som var kommen i deres Selskab uden at kende dem, thi han troede, at de var ærlige Søfolk, da han tog Hyre hos dem, og endelig den danske Kahytsdreng, som fik Pardon sammen med Styrmanden. Alle de andre tog de Danske tilfange og henrettede dem paa den Maade, de selv ønskede, idet de blev halshuggede, saaledes som de forhen havde henrettet andre, og derefter to og to sammenbundne til et Bøssekammer(Jernklods) og sænkede i Havet, saa at de hurtigere kunde synke tilbunds. De Danske tog saa alle deres Rigdomme og førte dem over til deres egne Skibe. Der var 8 Kister fulde af al Slags Sølvmønt, der var saa tunge, at da de kom til Kjøbenhavn, maatte der 4 Mand til for at bære den mindste op paa Slottet. Den 9de Kiste var fuld af pur Guldmønt, og der maatte 10 Mand til for at bære den. Ingen kunde huske, at der nogensinde var kommet et Skib til Kjøbenhavn med saa store Rigdomme. Sørøvernes Skib blev opbrændt paa Stedet af de Danske. Derpaa drog de hjem i god Behold og gav Gud Ære for det skete. Tre Dage efter Ankomsten til Kjøbenhavn blev der rejst en Galge udenfor Østerport, og til den blev saa de tre førte, selve Hovedanføreren Mandaus Kaptajn Braa og Skibsføreren Ruhenzius, men Styrmanden og den danske Kahytsdreng blev benaadede. Den tredobbelte Guldkæde, som Mandauas bar, skænkede han til Admiral Jørgen Daa da han tog Afsked med ham, før han blev henrettet, idet han sagde, at han skulde have den, eftersom han havde overvundet ham paa ærlig Vis. Da de blev ført ud til Retterstedet, holdt de tre hinanden i Haanden og gik med blottede Hoveder, under Sang og Glæde. Mandauas sagde, at han takkede Gud, fordi han fik Lov til her at udstaa sin skyldige Straf, idet han haabede paa Guds Naade og sine Synders Forladelse og et evigt Liv, alene for Jesum Kristum.
Man havde lavet en ny Vippe til dem. Saa vidt jeg kan huske, modtog de Sakramentet, Før de blev ført til Henrettelsen, efter hvad tilstedeværende fromme Folk har fortalt mig, da jeg kom til Kjøbenhavn i Efteraaret 1615, kort efter at de var blevne henrettede; og de hang der, da jeg kom til Byen, hele og uskadte i deres Silkeklæder besatte med Guldsnore og guldbroderede Sko. Al deres ydre Pryd fik Mestermanden, lige indtil Underklæderne. Og hermed slutter Beretningen om Manduas og hans Røverier, der varede i 15 Aar, hans Ulykke og Nederlag og endelig hans sørgelige Ende og Død. Hvilket være alle Ugudelige til Advarsel og Paamindelse og Omvendelse fra syndigt og ugudeligt Levnet I