Mølleåen Nord for København
Chr. IV havde allerede set at sagkyndige indvandrere spillede en væsentlig rolle ved den industrielle ekspansion, som var velkommen i Chr. IV rige - dog satte religionen en begrænsning for kun med den Augburgske trosbekendelse var de velkomne, og det har helt sikkert forsinket den industrielle udvikling. Denne indvandring sat således et vældig skub i Københavns industrielle udvikling. Nord for København blev Mølleåen sæde for en spirende industri, der udnyttede vandkraften til en beskeden mekanisering. Omkring 1630 var ni møller i arbejde her, nogle endnu som kornmøller, hvad der var af gammel dato, med andre beskæftiget med andre produktioner. I Brede indrettes 1628 et nyt krudtværk, Stampen som farveværk, Strandmøllen og Papirmøllen Ørholm. Begge steder ham producere pair helt frem til 1890.
Jacob Petz fik tilladelse til at oprette en geværfabrik ved den gamle korn mølle i Lyngby og den tyske smed Christian Alckenbrecht anlagde en slibe og poleremølle ved Rådvad. Størst og mest avanceret af alle Mølleåens metalmanufakturer var nok det metalværk som Henrik Müller oprettede ved den gamle Hjortholm mølle i 1648 og senere supplerede med et kobber- messing og jernværk ved Nymølle.
Mølleåen var i 1650'erne kernen i Danmarks tidligste "industriområde". Christian 4. og senere Frederik 3. udnyttede åens fald fra Furesøen til Øresund til at drive en lang række vandmøller, der var afgørende for rigets militære og civile produktion.
Her er et overblik over de vigtigste værker omkring 1650:
De centrale industrimøller
-
Brede Værk: Omkring 1650 var dette en kobbermølle. Her hamrede man kobberplader til flådens skibe og til kobber-tage på kongens mange pragtbyggerier.
-
Raadvad (Radvad): Oprindeligt en kornmølle, men på dette tidspunkt blev den i stigende grad brugt til metalarbejde, herunder slibning af våben og værktøj.
-
Nymølle: Her lå en krudtmølle. Krudtproduktion var livsvigtig for militæret, men også ekstremt farlig – møllerne sprang jævnligt i luften.
-
Ørholm: Fungerede primært som papirmølle og krudtværk. Papiret var en mangelvare og nødvendigt for den voksende administration i København.
Arkitekturen og teknikken
Værkerne bestod typisk af store bindingsværksbygninger placeret direkte over eller ved siden af åløbet. Store underfaldshjul eller brystfaldshjul af træ trak tunge aksler inde i bygningen, som igen drev hamre, kværne eller slibesten.
Hvorfor lige der?
Mølleåen var unik, fordi den havde et fald på ca. 29 meter over en strækning på kun få kilometer. Ved at bygge dæmninger og opstemme vandet kunne man skabe præcis det tryk, der skulle til for at drive de tunge maskiner, som menneskekraft ikke kunne klare.
