Christian IV fra norsk perspektiv

I dette kapitel betragtes Christian den Fjerde ikke fra den sædvanlige danske synsvinkel, men gennem norske briller, og billedet der træder frem er langt mere tvetydigt end den folkekære kongemyte. Artiklerne følger hele regeringstidens bue: fra de tidlige konflikter om Nordkalotten, hvor Sverige under Karl IX truede med at underlægge sig den nordnorske kyst, over Kalmarkrigen i 1611-13, hvor Kongens planer om at mobilisere norske bondesoldater strandede mod befolkningens modvilje, til den endelige katastrofe i Torstenssonfejden. Den dybe splittelse mellem kongen og det danske rigsråd danner et gennemgående tema. Kongen førte en stadig mere egenrådig udenrigspolitik, mens rådet advarede forgæves, og Norge forblev en passiv ressource. Centrale skikkelser som kansleren Jens Bjelke og statholderen Hannibal Sehested tegner et drama af personlige alliancer og rivaliserende magtcentre. Særligt slående er, hvordan Norge under Sehesteds statholderskab i 1640erne for første gang fik en egentlig hær og begyndende selvstændig finansforvaltning, blot for at denne udvikling blev bremset af danske provinsadels mistænksomhed. Freden i Brømsebro 1645 viste den bitre konsekvens: det blev de norske landsdele Jämtland og Herjedalen man ofrede.