I-C-Dahl-Bergen-2
Henningsvær Handelssted
Udover fra Vågan langs ofotvæggen får vi følgeskab af Lofotfjeldene på højre hånd, og i syd ligger den åbne Vestfjord, kun brudt af enkelte holme. Men når vi nærmer os sydspidsen af Austvågøya, har vi det gamle fiskevær og handelssted Henningsvær foran stævnen. Denne øgruppe direkte ud mod det åbne hav skulle ellers ikke indbyde til en permanent bosætning. Men fiskerigdommen på bankerne lige uden for har lokket folk til at slå sig ned. Samtidig har fremmede fiskere søgt hertil og slået sig ned i stadig større tal.
Henningsvær tilhørte i middelalderen Rømer slægten, og gennem fru Inger til Austråt kom det i den danske adelsslægt Ugerups hænder. Omkring 1600 gik stedet over til adelsslægten Schønnebøl, som i generationer var lagmænd over Nordlandene og boede i Steigen. Den sidste af dem solgte i begyndelsen af 1700 årene Henningsvær til proprietær Mogens Hartvigsen Jentoft i Ramsvik. Matrikkelen i 1723 viser at der allerede var kornavl og kreaturhold på gården.
Allerede i begyndelsen af 1600 tallet boede i Henningsvær en skipper Claus Bilde, muligvis en bror af lensherren over Nordland Hartvig Bilde. Men senere finder vi ingen skipper eller handelsmand før Hans Mogensen Jentoft, søn af Mogens Hartvigsen og Anna Jentoft i Lyngvær. Han bosatte sig på Henningsvær og grundlagde handelsstationen på stedet. Han sad i 1740 som selvejer på gården, som var vurderet til 1 våg, og drev jektebrug ,men ikke handel. Han var først gift med Anna Marie Rasch og havde med hende sønnen Johan Rasch Jentoft, født 1743, som blev kaldt Johan Rasch. Allerede i 1760 var Hans M. Jentoft flyttet til Lyngvær, og sønnen Johan Rasch havde overtaget bedriften på Henningsvær, som han senere købte for 200 rdl. Hans Jentoft var anden gang gift med Anna Cathrine Kildal, datter af præsten Sigv. Kildal i Vågan.
Johan Rasch Jentoft fik gæstgiverbevilling på Henningsvær og Festvåg 18. november 1780, og fortsatte med jektebrug som bygdefarskipper. Han var først gift med Karen Ellingsen, datter af Lars Ellingsen af Benkestokslægten, skipper på Leivset i Skjerstad. Da hun var død, blev han omkring 1787 gift med hendes søster Birgitte, som endnu lever i folkemunde under navnet "Bereth Rasch". Hun var en myndig og mandhaftig kvinde, som havde mest at sige på stedet. Men samtidig var hun god og hjælpsom, ikke mindst mod sine søskende, af dem var flere optaget som plejebørn i huset. Fra denne tid stod stadig i 1940 de ældste bygninger i Henningsvær – Kjøpstua og Sengstua.
Johan Rasch og hustru varbarnløse. De indsatte som deres universal arving hendes søsterdatter Ingeborg Pedersdatte Ryberg, hvis far var gæstgiver på Mjønes i Skjerstad. Hun var netop blevet gift med Jørgen Christian Zahl fra Nordvika i Herøy, da Johan Rasch døde i 1809 og da overtog Zahl Henningsvær. I testamentet var det bestemt at de skulle give Vågans skoleklasse det "boets formue formår". Men så døde Ingeborg Ryberg allerede i 1810, og Zahl giftede sig igen med hendes slægtning Karen Robertine Hasselberg, som også tilhørte slægten Zahl. Hun var datter af Jens Mogensen Hasselberg, lensmand og gæstgiver på Gimsøysand. Zahl var en sær driftig mand, som snart formåede at føre stedet frem blandt de førende i Lofoten. Han fik gæstgiver bevilling 19 september 1817 – indtil da havde enken Bereth stået for bevillingsretten, for hun levede helt frem til 1825. Gæstgiverbevillingen var i 1820 hele 32 spd. Den næststørste næstefter Finneset.
Efter Zahls død i 1826 fik enken utlagt Henningsvær for 600 spd, og hun blev kort efter gift med Lars Nicolai Rener, som indtil da havde været gæstgiver på Finneset. Rener fik gæstgiverbevilling på Henningsvær 30. juni 1829, mod 30 spd i årlig afgift. Han opførte sit nye store etage hus, som stod endnu i 1940 under navnet Renergården. Fru Karen havde to døtre, en i hvert ægteskab. Hun døde 1877 i Henningsvær, 80 år gammel og overlevede således sin anden mand Rener, som døde 73 år gammel i 1844.
Den ældste datter Birgitte Lucie Zahl var i 1842 blevet gift med Jens Henrik Klæboe Dreyer, søn af handelsmand Jens P. B. Dreyer på Sund i Flakstad. Han skulle have sejret og vundet den 19-årige arving i skarp konkurrence med mange andre handelsmandsønner. Han kendes mest med sit andet fornavn Henrik Dreyer, og var 31 år da han kort efter brylluppet overtog Henningsvær for 6000 spd. Undr ham fik stedet straks en kraftige udvikling. Han var en mand med visioner, forstod at planlægge og gå i spidsen når det gjaldt, men forlangte også meget af sine folk. Handelen havde han på Heimøya, fiskeforretningen på Hellandsøya og brændevinshandelen på Saltværingsholm – godt gemt af vejen. Hans betjent skænkede helle ikke mere en gæsterne kunne tåle, men så fik også øgenavnet "Knip Niels". (knipen påholdende nærig)
Foruden sit nye hus "Dreyergården" byggede han en række fiskerhuse på stedet og gjorde alt for at trække fiskerne til. Han var den første som drev garnfiskeri med maskinkraft, og havde til dette brug købt et lille dampskib "Glunten", senere fik han også dampskibet "Rener". Til Bergens farten brugte han jekterne "Oscar Fredrik og Henningsvær". Hans forretning blev da også en af de største i Lofoten, og Dreyer i Henningsvær gik for at være en af Nordlands rigeste mænd. Der gik længe historie i folkemunde om den magt og myndighed han kunne lægge for dagen når det var nødvendigt. Ved højtidelige lejligheder hejste han sit eget "Henningsvær flag", og da han 1852 havde fået rejst kapellet i Henningsvær, fik han – som den herre han var – sin egen stol i kirken.
I hans tid byggede staten fyret på Henningsvær og Dreyer skaffede i 1862 den første telegraflinie i Lofoten til brug i fikse sæsonen – senere tilsluttet rigsnettet. I samarbejde med Kaarbø firmaet fik han bygget kaj anlæg og fik dampskibsekspedition. Han støttede også anlæg af en fiskeguanofabrik på stedet, og endelig skaffede han stedet sygehus og fiskerilæge i 1873.
Dreyer var barnløs, og de nærmeste slægtningen var vel anbragt andre steder. Da han døde i 1882, næsten 71 år gammel, blev stedet købt af Nordlands amtskommune for 245.000 kr. en vældig sum der klart viste værdien af Dreyers livsværk. Der var da i Henningsvær 133 fiskerhuse med plads til 3.400 mand, 7 brygger, 7 bygninger, 3 pakhuse, kullager, brændelager, salteri, bageri, trankogeri, smedje, lade, stabbur, posthus og telegrafbygning.
Handelsforretningen blev købt af tre forskellige liebhavere. Heimøya blev overtaget af Dreyers fuldmægtig Hans Bordewich fra Lyngvær, tidligere handelsmand på Sundklakken. Bruget på Hellandsøy blev solgt til handelsmand Røring fra Skålvær i Helgeland, han var søstersøn til Jørgen Chr. Zahl i Henningsvær. Og Saltværingsholmen blev købt af Mogens Jentoft fra Selsøyvik, som havde bestyret dette udsalg for Dreyer om vinteren. Han optog senere sin søn Henrik Jentoft i forretningen.
Som "mønstervær" i amtets hænder
fik Henningsvær en nok så krank skæbne. Det skyldes delvist at Svovlvær voksede til en føre position på Lofoten, og de nye dækskibe gjorde afstanden til fiskepladser af mindre betydning. Alligevel er Henningsvær fortsat et af de større og blomstrende steder på Lofoten. Måske står endnu de ældste huse på handelsstedet fra Johan Raschs dage.
