KAP. XVI
Hauptmanden paa Kronborg Slot hed Thomas Nold af liflandsk Adel. Han, hans Frue og Søster, Jomfru Cecilie, var altid meget gode imod mig. De spurgte mig ofte om Island, hvilket morede dem meget. Jeg spiste og drak der ofte. Somme Tider savede jeg Brænde med mine Kammerater, især med min Kammerat Baltzer Lindhech. Vi var i samme Rode og kom godt ud af det med hinanden.
Der var en af Soldaterne, som hed Svend Skaaning, med hvem jeg to Gange kom i Klammeri. Første Gang yppede vi Kiv, efter at Vagten var trukken op i Byen, i det næste Hus ved Vagt- mesterens« Vi blev begge to sat i Claudit og Morgenen efter op paa den gamle Træhest, paa hvilken han ofte havde siddet formedelst Klammeri, men jeg aldrig før. Medens vi sad dér, kom Høvidsmanden, Thomas Nold, og befalede Vagtmesteren at lade mig løs, og sagde, at den anden kunde takke mig For, at han ikke kom til at sidde der til Aften. — En anden Gang udfordrede han mig dl Duel uden for Røde Port. Da kom Vagtmesteren tilllige med Hans Tobrich derhen. Han [o: Vagtmesteren] trak blank og sagde, at den, som tabte, vilde han prygle, thi vi gjorde dette, som alle, af Sædvane og af Praleri, og at han vilde mørbanke en af os saaledes, at andre kunde spejle sig i vort Exempel. Da tænkte jeg, at jeg vilde gøre mit bedste. Vi sloges hverken længe eller haardt, før Svend fik en Skramme paa Kindbenet. Det var aftalt, at den, som først huggede den anden til blods, havde vundet. Denne Svend var baade høj og stor. Vagtmesteren slog ham slemt med sin flade Klinge og skammede ham ud, saa at han fra den Tid aldrig kom i Klammeri med nogen, inddl Gud tog ham til sig tre Aar efter.
Derefter fandt der i lang Tid ingen Dueller Sted udenfor den røde Port.
I Helsingør var der en Enke ved Navn Kathrine LoUiks, der havde tre Børn, hvoraf to Sønner, som gik i Skole. Denne Kvinde begærede mig tilægte, men jeg havde ingen Lyst eller Vilje dertil, især paa Grund af hendes Børn. En Aften kom en ukendt Mand til hendes Hus, og udgav sig for en fornem og vidt berejst Mand. Da han havde siddet og drukket en kort Tid, begyndte han at fri til hende, men hun vilde ikke give ham Svar derpaa, før hun traf mig om Aftenen. Da jeg kom hjem fra Slottet, spurgte hun mig straks tilraads; men da jeg saa Manden, blev jeg noget ilde tilmode. Han vilde, at jeg skulde drikke med ham, hvilket jeg nægtede. Jeg raadede hende senere under fire Øjne dl at afslaa hans Tilbud, og ikke begære en saadan Mand, som hun slet ikke kendte noget til, hvilket hun straks gik ind paa. Derpaa gik han snart sin Vej. En Uges Tid derefter rygtedes det, at han baade var Tyv og Morder, og han blev grebet i Snidinge Herred, hvor han dræbte en Mand. Da dette blev bekendt, takkede Enken mig inderlig, fordi jeg havde forhindret det, thi alle mente, at han vilde have røvet alt, hvad hun ejede, og myrdet hende selv, thi sligt er ofte sket, baade i Danmark og andre Steder. Blandt Soldaterne var der én, der blev kaldt Rige Jakob j som var en af mine bedste Venner dér på Pladsen. En Aften, da jeg gik hjem fra ham til mit Logis, hændte det, at jeg mødte en rig Borgersøn, der var beruset. Han trak blank og vilde hugge efter mig med sin Kaarde; jeg trak da ogsaa blank, men bad ham godmodig om ikke at bringe Ulykke over mig eller sig selv. Han sagde, at jeg skulde forsvare mig, hvis jeg turde, og hvis jeg tjente Kongen som en ærlig Mand og ikke som en uærlig. Vor Kamp endte med, at han løb saaret hjem. Denne Mand havde længe forsøgt sig udenlands og ønskede at blive Tøjmester. Han fik Foretræde hos Kongen for at vise sit Mesterstykke, som bestod i, at han ved Midnatstid i Bælgmørke kunde ramme et opstillet Maal. Skiven blev saa opstillet i en Skov et godt Stykke Vej fra det Sted, hvor Kanonen stod paa en jævn Bro, og det lykkedes ham tildels godt at ramme den, men han blev dog tilsidesat paa Grund af andres Misundelse, der vilde have Embedet og som havde mere Held med sig.
Vinteren 1620 ud paa Fasten drog vor naadige Hr. Konge øst paa over Øresund med nogle Tusind Mennesker og forskellige Embedsmænd, op til Halmstad i Halland, for at mødes med Kong Gustav af Sverige. Dér sluttede de et varigt Forlis som strængt forbudt alle i Danmarks Krones Lande at tale ondt om de Svenske, hverken offentligt eller hemmeligt, i Sang eller i Tale. Jeg og min Staldbroder, Hans Skriver, havde stor Lyst til at komme med i denne Herrefærd; vi gik derfor fire sammen ned paa Broen, til den Færge, som gik over Sundet, under Befaling af Junker Grabow. Men just i det Øjeblik vi skulde til at gaa ombord paa Færgen, kom Høvidsmanden Thomas Nold og nappede os med skarpe Ord om Grabow. Vi maatte saa gaa slukørede hjem.
Saa længe Kongernes Møde og Sammenkomst varede og stod paa, faldt der saa megen løs Sne paa Helsingørs Gader, at det naaede op til Bæltestedet, og den blev liggende halvanden Uge. Derefter tøede Is og Sne op, og da vor Konge, paa sin Hjemrejse med sit Herrefølge skulde sættes over Øresund, var der mer end halvandet Hundrede Færger paa Vandet den Dag, som var en af Dagene omkring Palmesøndag. Nu hændte det, at der drev megen Is omkring i Sundet, da alle Færgerne sejlede over til Kjøbenhavn og Helsingør før Kongen, der satte over Sundet paa den sidste Færge. I de Timer stod jeg Skildvagt. Paa den Tid var Fru Christine (Christine Munk, gift med Chr. 4, 23. august 1615) paa Kronborg Slot, og hun var meget bekymret og opmærksom og raabte ofte ned til mig, dér hvor jeg stod, og bad mig raabe til hende og melde, naar jeg saa Kongens Færge komme over Sundet fra Øst. Men dette skete først langt ud paa Dagen; thi da Færgen var naaet midtvejs, rejste der sig et Uvejr, og det blæste dygtigt op fra Sydost. En stor Isflage blev af Stormen drevet fra Østersøen og i Vejen for Kongens Færge, saa at man ikke kunde komme forbi den, hverken med Sejl eller Aarer, thi Strømmen var meget stærk. De blev saa af Stormen, som stadig tiltog i Voldsomhed drevet langs med Isflagen halvanden Sømil op til den anden Side af Kobbermøllen, (Hammermølle ved Hellebæk) der ligger Vest-Nord- Vest for Kronborg. Dér slap Kongen saa, ved Guds store Naade, i Land med stor Vanskelighed, og blev gennemvaad samtidig slog Vejret om til en stærk Nordostvind med bitter Frost. Medens Kongen befandt sig i denne Fare, jamrede Fru Christine sig meget og opfordrede mig til at bede til Gud for ham, at det gik ham godt. Hun sendte straks en Vogn med 4 Heste Kongen i Møde, og han var meget medtaget af Frost og Kulde, da han kom hjem til Slottet. Han vilde ikke, at der skulde blæses paa Trompeter eller aflyres Kanonsalut.
En fjorten Dages Tid før, kom der et hollandsk Skib fra Spanien med alle Slags Varer og kostbare Frugter. I den Tid var der Is langt ude i Sundet, og der blev lavet en Rende for Skibet, mere end en Mils Vej lang, helt ind til Byen, af Folk, som intet andet Arbejde havde. Mange Folk gik ud paa Isen for at beskue Skibet og for at købe Æbler og anden Frugt. Kaptajnen paa dette Skib var en stor Herre, og ingen mente at have set hans Ligemand. Før Paasken kom der mange Skibe i Sundet, baade fra Østersøen, som ville sejle ud af Sundet, og andre, som kom mange. Steder Fra, fra Holland, England, Skotland og Norge, der vilde op til Sverrig, Dantzig, Rostock og Lubeck og mange andre Steder. Der var ialt 637, og de laa der Paasken over. Den 3. Paaskedag fik de Lov til at betale Told hos Christian Davidsen Kongens Toldskriver, og da der var mange, som skulde betale Told og gerne ville sejle bort, opstod der stor Trængsel i Toldbodens Forhal, og det hele endte med Slagsmaal, hvorved nogle kom til Skade. Derfor blev der sendt Bud op paa Slottet efter to Soldater og to Bøsseskytter, som skulde passe paa, at kun én ad Gangen kom ind. Jeg var en af de 4, som blev sendt derned. Vi fik store Drikkepenge, thi hver Skibsfører gav 4 danske Skilling til hver af os.
I Helsingør var der to Kirker paa den Tid; den ene blev kaldt den danske Kirke, hvis Sognepræst var M. Hans KmSy og Slotskirken; vor Præst hed M. Åugastinns'^) han prækede paa Tysk. Han var tilaars og en herlig Mand. Under hans Prædiken blev Slotsbroen trukken op, saa den lukkede for Slotsporten, og hvis nogen kom, efter at Broen var trukken op, maatte han staa dér eller ogsaa gaa hjem igen. Naar Prædikenen var forbi, blev vi Soldater og Bøsseskytter mønstrede og raabt op, og hvem der da ikke var til stede for at svare til sit Navn, blev straks opsøgt af Claudit og sat paa Hesten.
Den største Klokke i Kronborg Slots Taarn kaldtes Grynklokken. Den blev engang købt af en Enke i Landskrona i et Uaar, og som Betaling for Klokken fik hun kun saa mange Gryn, som den kunde rumme.^) Med denne Klokke ringedes der tre Gange ved Nitiden hver Morgen paa de store Højtider, og enhver Bøsseskytte eller Soldat, som ikke var kommen til Røde Port, naar den blev aabnet ved den tredje Ringning, blev sat i Claudit og maatte sidde dér hele Festen over, og den fjerde Dag skulde han sættes paa Hesten, hvis han da ikke blev fritaget derfor ved en særlig Naadesbevisning. Derefter blev de tre nærmeste Kanoner paa Slotsmuren affyrede, de saakaldte Nothslanger. (Slanger erdet 16. Aarhundredes almindelige Betegnelse for Kanoner af mindre Kaliber, Notbslanger er de svareste af disse) Af den Slags Kanoner var der kun fire paa Kronborg, men fem i Kjøbenhavn, som jeg før har omtalt. To af dem [paa Kronborg] vendte ind mod Byen, og den ene af dem, som jeg havde at gøre med, stod ved Lysthuset.^) Naar Skibene sejlede ind forbi Kronborg og fik Modvind, blev det store røde Flag hejst paa Lysthuset til Tegn paa, at de ikke behøvede at stryge Topsejl. Hermed slutter jeg min Beretning om Kronborg for denne Gang.