KAP XIV
Næstt Sommer blev der efter Sædvane holdt almindelig Herredag paa Kjøbenhavns Slot,^) hvor hele Danmarks Raad og Adel samledes. Der kunde man se mangen fornem Herremand tillige med deres Fruer og Døtre og Tjenere, som Følger dem. Enhver af de ældste har sin egen Gaard, hvor de logerer, medens de opholder sig i Byen. Blandt andre Rigsraader var der en ved Navn Manderap Parsberg,^) en ypperlig og fornem Mand, skøndt dengang noget tilaars. Han holdt daglig 7 Tjenere, hvoraf fire var Vaabendragere, det vil sige, de bar Værger og Vaaben ved deres venstre Side, tre af dem bar deres Værger under Armen. Denne Mand havde en Herregaard i Jylland og et stort Len, men sin Gaard i Kjøbenhavn havde han ved Byens Østerport.
Det skete, at hans Stegevender, et ungt Meneneske ved Navn Herman, en Dag blev syg, da han gik ud af Østerport til den Forstad, som var dér ligesom andre Steder uden om Byen. Da han gik ud, var han klædt i sort, men kom tilbage i rød Klædning og var bleven gal. Han løb op paa Herresalen, som ogsaa kaldtes Spisesalen, og angreb sin Herre og sin ædle Frue med draget Værge, men til Guds Lykke gjorde han ingen Skade. De blev alligevel angst og bange og sendte den Kone, som passede deres Lintøj, ud efter en Mand, som baade var paalidelig og stærk, der skulde paatage sig at vaage over ham en eller flere Nætter, i Fald det gjordes nødigt. Denne Kone, som hed Elisabeth, gik hen til min Bolig og bad mig, som hun kendte lidt, om at gaa med sig derhen og for Penge og god Betaling at vaage en Nat over denne Mand. Dette føjede jeg hende endelig i, skøndt ikke gerne. Da vi kom der, gik hun til Fruen og sagde, at hun havde skaffet den omtalte Mand. Fruen kom strax fra Spisesalen og efter venlig at have hilst paa mig, bad hun mig holde nøje Vagt over hendes kære Tjener, Herman. Hun spurgte mig venlig om min Familie og mit Navn, og hvem jeg tjente. Da jeg havde svaret hende, bød hun mig Mad og Drikke. Jeg svarede hende, saa godt jeg kunde, og sagde, at jeg ikke var min egen Herre. Hun takkede Gud, at jeg tjente Kgl. Majestæt, da hun sagde, at hun, om hun vilde, kunde tage ti af hans Folk. Jeg svarede, at det maatte først siges oppe paa Tøjhuset, hvilket hun lovede, og spurgte, hvem vor Befalingsmand var. Jeg sagde: Adolph Frederik Grabow. "Han skal rette sig efter vor Vilje", svarede hun. Derpaa fulgte hun mig ned i det Kammer, hvor Manden laa, hvilket var nede i Gaarden. Han var nylig falden i Søvn, da jeg var paa Vejen derhen, og hun sagde, at jeg bragte Held med mig. Da det var bleven Tid til at spise til Aften, bad hun sine Folk tage mig med op i Spisesalen og traktere mig godt og satte imidlertid to Arbejdsfolk til at passe paa ham. Disse Hoffolk havde efter Sædvane gode Drikkevarer, men jeg listede mig bort til min Patient, vaagede den Nat alene hos ham og læste i en Bog som hedder: "Den aandelige Herredag". Han vaagnede ikke for den lyse Dag, hvorpaa han begyndte at fantasere og tale vildt. Jeg gik hen til ham og bad ham paakalde Gud, men han svarede mig næppe og faldt igen i Søvn, vaagnede derefter og spurgte, hvor han var. Jeg fortalte ham det, og han spurgte derpaa, om han havde gjort nogen noget Ondt. Jeg svarede nej. Derpaa kom Folk til, ligeledes Herremandens Frue, der med megen Glæde ønskede mig og ham Goddag og frydede sig over sin Tjeners Helbredelse. Hun og hendes Mand, Manderap, forærede mig en Rigsdaler og takkede mig hjærtelig for min Ulejlighed. Jeg var der i to Nætter og nød god Omgang og megen Agtelse. De bad mig besøge dem igen, naar de næste Gang kom til Staden, i Fald det af Skæbnen var bestemt, at vi skulde mødes igen. Stegevenderen gav mig halvanden Rigsdaler, hvorpaa jeg gik hjem. Da jeg næste Dag kom for at mønstres, spurgte Grabow mig, hvor jeg havde været i de to Dage. Jeg fortalte ham det, og han vovede ikke at skænde paa mig derfor.
Dette samme Efteraar blev jeg tillige med 30 andre Bøsseskytter, indskrevet til Kronborg, hvor vi var i to Aar. Efter Bøsseskytternes Ret og Frihed fik vi aarlig 18 Daler og hver Maaned til vor Kost 5 gamle Sletdalere. Det tilfaldt hver Rode eller Kvarter at gøre Vagt hver tredie Nat paa Kronborg Slot, og i hver saadan Vagt var 50 Mand, 10 Bøsseskytter og 40 Soldater. Denne Vagt skulle samles, naar Klokken slog fire efter Middag, hvilket er en Time efter Non, ved Røde Port, hvor de af Vagtmesteren blev nøje undersøgte, hvor vidt de var berusede eller røde i Ansigtet, thi fandtes der nogen, som var rød i Ansigtet, blev han af Vagtmesteren straks anset for at være fuld, og hvis Manden benægtede det, lod han Klaudit^) tage ham til sig, og en tynd Jærnring blev løselig lagt om hans Haandled, uden at den gjorde ham ondt. Paa den Ring staar indhugget C4, det er Christian den Fjerde. Soldater') og Bøsseskytter stimler da sammen om ham for at drikke med ham, men den, som er kommen i den Stilling og kaldes Fange, drikker frit. Der sidder han til om Morgenen og venter Slotsherrens eller Vagtmesterens Bestemmelse, om han skal gaa fri for Straf og igen gøre sin Vagt paa Slottet sin Tid ud, som han burde, nemlig at staa paa Post som Skildvagt en Dag og en Nat, eller om han skal straffes og sættes paa den store, skarpryggede Træhest, der staar i Slotsgaarden og uden al Naade sidde dér med Jærn om Fødderne under Hestens Bug For at trykke ham længere ned (om disse er der en stærk Laas) og han hænger dér saa længe, som det er blevet bestemt.
Nu begynder jeg, hvor jeg slap, at Vagten samles til bestemt Tid ved Røde Port ved den Vagtstue, som dér stod, og venter paa, at den til den bestemte Tid skal trække op. Vagtmesteren, der hed Caspar, en Tysker, sad midt paa Gavl-Bænken, og paa hver Side af ham sad en Rodemester, der kommanderede den Vagt, hvortil jeg hørte. Den ene af dem hed Hans Tobrich, og den anden Andreas Muler [Møller], en meget gammel Mand, begge to fromme og fortræffelige Folk, som var mig i Faders Sted. Andreas Muler havde en Søn i Kjøbenhavn, der var Bartskær og som hed Mester Blasius, en from Mand, der havde opereret tre Mennesker og taget Skaden ud af dem med Guds Hjælp. Paa Bænken tilvenstre sad Soldaterne, paa den tilhøjre Bøsseskytteme. Trommeslageren gik to Gange frem for at slaa Trommen, men da han slog tredie Gang, traadte alle tillige med Vagtmesteren an i Geled og paa den Plads, hvor enhver først havde faaet Ordre at staa og gaa. Vagtmesteren gik foran med sin forgyldte Hellebard, Trommeslageren gik paa højre Haand af ham. Piberen gik dernæst forrest i Geleddet, derpaa kom de saakaldte Korporaler og saa de andre Soldater, derefter gik Bøsseskytterne, eller som de ogsaa kaldtes, Bøssemestrene paa samme Maade som i første Geled. Geled kaldtes Fronten af en Slagorden, men Rode dens Dybde.
Derefter førte han Vagten over Slotsbroen, der hver Aften bliver trukken op og om Natten tjener som Lukke for Slotsporten, og gennem hele Hvælvingen, der gaar i Zigzag til de Sten- trapper, som fører op paa Slotsmuren, der gaar rundt om hele Slottet. Han gaar saa videre sønden for Slottet ud paa en jævn Plads, hvor der findes en udhugget og glat firkantet Sten, der er indmuret i Pladsen og paa hvilken staar indhugget C4. Vagtmesteren, Trommeslageren, Piberen og Mønsterskriverne stiller sig her, og Soldaterne og Bøsseskytterne slaar en Kreds om disse fire. Herpaa tager Vagtmesteren sin Hovedbedækning af og de andre ligesaa, idet han siger paa tysk Tungemaal: "Gud give Eder Soldater og Bøsseskytter en god og lykkelig Nat". Vider, at denne Vagt, vi nu have, er Guds og vor Vagt, hvorfor jeg vil paaminde enhver ærlig Soldat og Bøssemester om at tage godt Vare paa sig og sin Post, saa at der ikke kan ankes derpaa, samt at I nu svarer til Eders Navne. Derpaa oplæser Vagtmesteren enhvers Navn. Klaudit (fange/fængsel vogteren)gaar omkring og tager dem, han finder berusede, bort med sig. Slotsmuren er firkantet. Paa hver Kant er en Runddel, hvor der staar en Mand med Sabel ved Siden og en Bøsse, den femte staar udenfor Døren til Soldaternes Vagtstue. Saaledes staar disse fem Mennesker Vagt paa disse 5 Steder paa engang, men til Afløsninger finder Sted i Løbet af en Dag og en Nat. Det er altsaa 50 Mand, som hver Dag og Nat holder Vagt paa Slottet Denne Skik bliver dér bestandig overholdt.
Vagtmesteren lukker selv Porten hver Aften og er selv hver Nat tilstede paa Slottet, undtagen naar han beder Hauptmanden om Tilladelse til at sove hjemme i sit eget Hus. Fire forfarne Adelsmænd gør desforuden Tjeneste paa Fæstningen, og kaldes Adelburser^) eller Gerunden, thi de skiftes at vaage saaledes, at hver har sin Nat at visitere Vagten og gaå om paa Slotsmuren for at gribe dem, som holde uforsvarlig Vagt, og for at se, om nogen findes sovende, der saaledes falder i Hænderne paa denne Patrouille.
Det staar i disse betroede Mænds Magt, naar de finder en sovende paa sin Post eller uforsvarlig at holde Vagt, saa at han af den Grund bliver greben, straks at dræbe ham eller tage ham levende med sig til Vagtmesteren, saa at han kan fængsles , Og næste Dag henrettes, hvilket ofte sker paa Slotte og Fæstninger, naar man er uheldig. Det havde nylig hændt sig for en, noget Før jeg kom dertil med mine Kammerater. De, som saaledes bliver henrettede efter Krigsmaner og Sædvane, bliver paa en bestemt Plads ihjelskudte af 5 af deres Kompagnibrødre og bedste Venner, som de selv udvælger af hele Kompagniet.
Da vi kom derhen, blev tre Dage efter paa det tilhugne Stenhus, som staar yderst paa Muren og som vender ud til Sundet og Helsingborg, Kongl. Majestæts Artikler oplæst For os, hvorpaa vi aflagde Ed og svor Kongen og Kronen Troskab og Huldskab. Dette skete tre Gange i de to Aar, jeg var der, at Eden blev Fornyet.
Hver af os fik to Kanoner at passe og raade over. Jeg fik to Kobberkanoner, der laa nærmest
Stenhuset, som ogsaa kaldtes Lysthuset. Disse to Kanoner var 3 Favne lange og skød 16pundige Kugler over Øresund, to andre vendte imod Vest ind imod Byen, som kaldes Helsingør, men Slottet hedder Kronborg, og dets Mure gaar helt ned til Søen. Jeg erindrer ikke, hvor høje de var, men jeg tror ganske vist, at de var omtrent 15 Favne høje. Nede ved Vandets Overflade var der mange Huller, hvori der laa meget gamle og græsselig store Kanoner. Der var Aabning For hver Kanon, der ligger i lige Linie med Skibene, naar Pantningen skal forsvares. I disse Huller blev der gemt haard Tørv baade til Slottet og til begge Vagthusene, af hvilke det ene var for Soldaterne, det andet for os [o: Bøsseskytterne], og i disse Vagthuse var der store Kakkelovne, hvor der brændte Ild saavel Nat som Dag fra den Tid det begyndte at blive koldt, til langt mod Paaske.
Det frøs meget den anden Vinter, jeg var der, saa at Øresund tilfrøs i januar og blev tilfrosset til langt ud paa Pasten. Bønderne fra Helsingborglandet, som er Skaane, kom paa Vogne over Øresund. Der er en Sømil i Bredden mellem Kronborg og Helsingborg. I Helsingør holdt de Torv med allehaande spiselige og uspiselige Varer efter gammel Sædvane, naar Øresund tilfryser, uden at betale noget derfor, men ellers ikke. Dette skete det Aar, Kosten eller Kometen saaes paa Himlen.