Kloven
Kløven Handelssted
Hvis vi fra Hamnvik styre nordover i Astafjorden, bemærker vi os på højre hånd det nyere handelssted Lavangsnes, hvor Holst'erne boede. Ved syd spidsen af Dyrøysundet ligger de gamle jektesæder søm Møkkelbostad og Hamn på Dyrøya, og gæstgiveriet Kastneshamn på fastlandet. Her er der gårde, eng og skov, et smilende landskab med sne på fjeldet og tinder på god afstand som baggrunds kulisser. Her snævres trafiklinierne sammen, og fra gammel tid af gik jekteruten og skibsruten gennem sundet mod nord og syd. Ved denne trafik åre, hvor kursen svinger skarpt rundt om næset mellem Finnfjorden og Solbergfjorden, lå i gamle dage det gamle handelssted Kløven med sin lune lille havn.
Kløven var et gammelt borgersæde, og den første udligger vi kender fra historien er Carl Johannesen, som tog borgerskab i Trondheim 1685. I 1690 pantsatte han by gård, jekt og borgersæde til købmand L. M. Angell i Trondheim for sin gæld. Senere udtog Elias Madsen Hoff i 1699 borgerskab på stedet, men har næppe overtage handelen på stedet. Allerede i 1700 tallet var gården forpagtet af Povel Povelsen trondhjemsborger, som drev handel der om sommeren. Gården var på ½ våg og tilhørte bispegodset, senere Trondenes kirke. Herimod 1720 var Povel Povelsen død, og borgersædet gik over til han enke Margrethe Mosesdatter, som døde før 1725. Handelsstedet lå da øde og uden handel en tid fremover.
Ovennævnte Elias Madsen Hoff havde egentlig sit borgersæde i Hekkingen, men købte nu "Vestnes-Kløven" af Margrethe salig Povelsens arving. Han overlod stedet i Hekkingen til sønnen Oluf Eliasøn, og flyttede selv til Kløven. – Han var gift med Maren Falch og havde foruden sønnen en voksen datter og en pige i huset, desuden 6 drenge, hvilke han hyrede ind fra Trondheim om sommeren og betalte deres rejse til han handelssted. Borgersædet var kun i brug om sommeren, om vinteren boede familien i Trondheim. Elias Hoffs jekt var under kommando af Johan Mejer, hvis far var bergensborger på Leivik i Fuskvåg.
Da Elias Hoff var død 1737, gik borgersædet over til sønnen Hans Eliassen Hoff, som tog borgerskab på stedet 1739. Men han overlod stedet til trondhjemsborgeren Helmer Buskmand, som drev handel og jektebrug en tid.
Fra 1753 overtog Hans Hoff selv besejlingen af Kløven, og sad der som borger til omkring 1783. En kortere tid synes Kløven at have været solgt til hans søstersøn James Colban. Men efter Hans Hoff kom sønnen Elias Hansen Hoff og benyttede stedet med sit borgerskab. Det var en dårlig forretning for ham og i 1790 årene flyttede han til Kløven med sin familie og levede der som bonde, uden handel og med et ubetydeligt jektebrug. Han havde to døtre og levede endnu i 1810.
Stedet gik nu over til Asmus Wraamand som fik gæstgiverbevilling 3. juli 1802. Omkring 1805 nævnes Carl Møller som bestyre af Kløvens handel, vistnok den samme som i 1807 blev gæstgiver på Gibostad. Samme år besøgte den tyske rejsende Leopold von Buch, Kløven - han nævner, at omkring 300 både passerede stedet på vej til Lofoten. De fleste af disse bådelaug benyttede sædvanligvis Kløven som overnatningshavn undervejs. Fiskerne lå da i småhusene og andre huse, hvor der var plads og ellers under presenninger i bådene.
Sin rette storhedstid fik Kløven da stedet omkring 1810 var gået over til en grosserer Vogelsang i København. Han lod handelen bestyre af Lorentz Peder Jessen, vistnok af dansk fødsel. Jessen købte i 1809 flere gårde i sognet, og forpagtede året efter en del af gården Solberg, hvor han bl.a. dyrkede kartofler og hør. Da kystforsvaret skulle organiseres i 1808, blev Jessen valgt til distriktschef, med kommando over kystværnet på landet og borgerkorpset i Tromsø by.
Under nød årene var handelen i Kløven godt forsynet, og Jessen sørgede for at ingen led nød. Kløven må på den tid have haft en betydelig omsætning. I 1816 blev der udskibet over 7000 våger fisk og over 400 tønder tran, det meste til Trondheim.
Som distriktschef og i forretningssager kom "Jessen i Kløven" ofte til Tromsø, hvor han var en populær skikkelse. Endnu i 40 årene huskede man med begejstring de lystige dage da han var i sin velmagt, historien gik: Å, du skulle have set, når Jessen kom med sin lystskonnert! Ingen prins kunne være blevet flottere modtaget, illumination i byen, kantonskud fra voldene, champagne fyren var kommet, men – det var den lystskonnert som ødelagde ham – sagde man. Beretninger på egnen fortæller også at Jessen var meget rig, men førte et vildt liv. Da amtet i 1814 valgte udsendinge til stortinget blev Jessen valgt som første repræsentant, men som de andre stortingsmænd nordfra nåede han ikke frem til at deltage i det overordentlige storting.
Jessen var gift med en frk. Museus fra Trondheim. Det ser ud som om han i sine velmagtsdage er blevet ejer af handelsstedet. Foged regnskabet fortæller at han havde gæstgiverbevilling. Vi må antage, at det var Jessen som byggede og indrettede den store hovedbygning i Kløven, som bl.a. havde en smuk storstue med pilaster . inddelte vægge. Denne var ifølge en skildring fra 1821 udsmykket med billeder af Carl Johan og andre berømte mænd. Senere i 1820 årene blev stedet ramt af handelskrisen, men Jessens ødselhed, har vel også haft en indflydelse. Han døde på Solberg, som var hans "lyststed". På denne gård havde han omkring 1814 ladet bygge en stampe- eller valsemølle. Hustruen overlevede ham i mange år, og døde til slut i yderst fattigdom. Sine sidste dage levede hun i et lille hus kommunen han bygget til hende.
Kløven gik nu over til Lorentz Øvre, som fik gæstgiverbevilling på stedet 3. februar 1827. Senere Øvre til Gibostad, og Kløven blev købt af Knud Moe fra Trondheim. Han fik gæstgiverbevilling den 10. januar 1832.Moe var gift med datteren af købmand Andersen i Trondheim, og de havde 4 sønner og 2 døtre. En af sønnerne var Carl Moe, senere provst i Ørlandet.
Efter Knud Moes død i 1863 blev hans søn Jacob Moe ejer af Kløven. Han var en hædersmand og en driftig mand, så stedet stod endnu i hans tid ved magten. Siden 1838 havde det anløb af "Prins Gustav", og det beholdt sin stilling som gennemfartssted så længe den gamle sejlads med nordlandsbådene var i gang. Jacob Moe drev direkte eksport af tran og fisk til Hamburg med dampskibene, så hurtigt om denne forbindelse kom i stand. Hans hustru – datter af lensmand Møller i Lenvik, var en driftig kvinde, flink til håndarbejde. Hun fik bl.a. guldmedalje for broderede ting på Tromsø udstillingen i 1870. Et bilede fra Kløven fra den tig viser Jacob Moe og hustru omgivet af en talrig familie og et stort tjenerskab. Her var stor gæstfrihed og aldrig tale om betaling for rejsende, ligedan for tinghold af øvrigheden to gange om året.
Omkring 1890 gik stedet over til sønnen Carl Moe , som samme år blev gift med Signe Simonette Schøning, hvis far var Arnt Schøning som i 1869 havde slået sig ned som første handelsmand på Lødingen og lagt grundlaget for dette knudepunkt i den moderne trafik nordover. Carl Moe var den sidste handelsmand på Kløven. Han forlod stedet i 1898 og var en tid ved dampskibsekspeditionen på Hammerfest. Senere flyttede han med familie til Lødingen, hvor hans sønner Jacob og Arnt Schøning nu leder forretningen og dampskibsekspeditionen.
Stedets fordum glans og herlighed på Kløven er det nu slut med. Gamle billeder viser at stedet havde en stor toetagers hovedbygning med valmtag og indgang i midten, senere er dette vistnok ændre til sadeltag og indgang fra siden. Der var mange andre huse på gården, og nede ved havet var det to store brygger. Stedet lå pænt lige ved havet, og med sine ærværdige hvidmalede huse var det jo et helt imponerende syn når dampskibet svingede om næset og kom lige ind til bryggen, fortæller nogle af de gamle på stedet. Nu er
trafikken gået over til Finnsnes på fastlandet, og med sine motorbåde er fiskerne i dag helt uafhængige af det gamle sted som gav deres fædre ly og beskyttelse på de lange rejser.
