Manuskripterne.
Hans Hansen Lilienskiold har efterladt sig en omfattende litterær produktion. De fleste af hans skrifter er skrevet i Vadsø. I de lange mørketider, i de mange vintermåneder (mørkt hele døgnet i nordnorge), og embedsopgaverne var få, sad Lilienskiold og studerede arkiverne, læste bøger, gjorde notater og skrev på flere værk som han også illustrerede. I enkelte tilfælde skriver han selv at værkerne er sammenskrevet, "udi tidens længsel under det Nord-Poliske Land Finmarchen" som det heder i indledningen til Speculum Boreale . Sammen med en litterært interesseret omgangskreds gjorde Lilienskiold sit til at der i løbet af 1680 og 1690 årene blev "udført en litterær produktion i Vadsø som få andre steder i Norge på denne tid" for at citere Einar Niemi i hans Vadsø Historie.
Lilienskiolds illustration
I denne sammenhæng er det hovedværket Speculum Boreale og Finmarchens Beschrifuelsis med heksedelen som er af størst interesse. Disse beskrives senere efter en gennemgang af øvrige skrifter.
Den senere amtmand hentede meget af sin erfaring og kundskap fra en lang rejse til mange af Europas byer. En rejse som inkluderede ophold og studier ved mange af Europas kendte universiteter og akademier. Den lange rejse begyndte i Bergen den 27. januar 1668 og må være afsluttet ud på sommeren 1671 - en rejse på tre et halvt år. Fra denne rejse er der bevaret to større rejsejournaler skrevet af Lilienskiold. Den første, som skildre strækningen fra Bergen gennem Danmark og Tyskland til Italien, og afsluttes med en beskrivelse af opholdet i Rom fra oktober 1669 til april 1670. Originalen af denne del af rejsen opbevares i Universitetsbiblioteket i Bergen 1 bind. Det andet bind findes i Universitetsbiblioteket i Trondheim. Bindet er en direkte fortsættelse af Bergens manuskriptet, idet den begynder med brødrenes afrejse fra Rom 23. april 1670. Gennem 410 håndskrevne sider følger vi de to til fods eller til hest gennem Norditalien, Schweiz, Frankrig, Nederlandene og til England. Opholdet i Paris varede et halvt år. De besøgte London i begyndelsen af maj 1671. Efter en måned drog selskabet til Belgien. Den sidste skrift i journalen et lavet i Antwerpen 18. juni 1671. Selv om Lilienskiold har kaldt sine skrifter for rejsejournal, er originalen ikke forfattet på selve rejsen. Den er skrevet i Vadsø på midten af 1690 årene på basis af notater fra rejsen. Begge folianterne er udstyret med kort, tegninger og landskabsakvareller.
Hvad er det så den ca. 20 år gamle Lilienskiold fokuserer på i sine beskrivelser fra større og mindre byer i Europa. Først og fremmest er han optaget af at skildre kirker, bibliotek, akademiske institutioner og folkeslag. Om Leipzig hedder det at byen er smuk og berømt for sit statelige akademi og gode øl. Han fortæller at ved Pauliner Collegio kan man på orgelværket se den store pibe som Djævlen gjorde brug af til al slags musik og stemmer. Biblioteket i Nürnberg er fyldt med bøger, skriver han, og fortæller videre at d fik lov til at se 12 store folianter som en nonne ved navn Margaretha havde skrevet på latin. Om flere tyske byer skriver han at de har gode boglader og trykkerier. Beskrivelsen af Köln er særlig udførlig. Kvinderne i byen Fulda får denne karakterstik af ham: "Jeg tror Venus må haffve vendt ryggen til dette Fruentimmer som ere meget hæslige", mens mændene i fjedområdet udenfor Bologna ser ud som bjergtrolle. Fra Dresden hører vi om arrangerede dyrekampe mellem bjørn og vildokse og om jagt på vildsvin. I Frankfurt am Main er det sådan, skrev Lilienskiold, at når en jøde skal hænges, må en anden jøde bære stigen til. I Genève fil rejseselskaber det Calvins grav.
Fra beretningen fremgår det at rejseselskabet mødte betydningsfulde personer og havde kontakt med danske ambassadører. Denne type kontakter og de kundskaber Lilienskiold erhvervede sig fra udenlandsrejsen, fik sikkert stor betydning for hans senere ansættelse og arbejde ved ambassaden i Stockholm. Af rejseberetningen ser man tydeligt at han nøje har nedtegnet afstanden mellem stederne de besøgte. Akkurat samme nøje afstandsbeskrivelser genfinder man i hans Finnmarks-Studier, for eks. når det gælder en rejse til Malmris I Nordrusland og fra Varanger gennem Sverige til København. Den sprogkyndighed han oparbejde sig i løbet af den lange rejse i udlandet, fik han meget glæde af ikke kun under Sveriges opholdet, men også i hans litterære arbejder. I det hele taget havde den unge mand skaffet sig en solid politur for resten af sit liv da han omsider var tilbage i Danmark-Norge hen på sommeren 1671.
Lilienskiold har forfattet, hvad man kan kalde to større historiske arbejder. Begge opbevares ved det kongelige bibliotek i København. Det fremgår tydeligt at han har benyttet de lange vinterdage i Vadsø hen til slutningen af 1600 tallet, til at skrive disse to arbejder. I modsætning til rejseskildringen og Finmarks beskrivelserne må Lilienskiold have udført sine historiske studier på grundlag af bøger. Ud fra hans nøjagtige henvisninger ser man tydeligt at han havde et righoldigt privat bibliotek i Vadsø at støtte sig til. Under boopgørelsen efter hans død fortalte hans hustru Maria Lem om alle de bøger hendes salige mand havde taget med på sine rejser.
Nordens Ære-Støtte, eller om de Nordiske folkefløtninger er om den ældre nordisk historie. Her skriver han om folk og familier som har sit udspring i Norden, særlig i Danmark. Som så mange andre skrifter fra hans hånd, er også dette rigt illustreret. Det dekorative udstyr består af symbolske figurer og forskellige våbenskjold fra danske familier. Værket udgør et foliobind på ca. 640 håndskrevne sider, Det andet historiske skrift omhandler italiensk historie og har titlen Historie om Kongerne i Italien fra 415 af.
I en fremstilling som er ført op til år 1000 kan man blandt andet læse om Romerrigets opløsning,, kejser Karl den Store og generelt om det Lilienskiold betegner som Italiens ulykkelige historie. Typisk for værkerne fra Lilienskiold er hans forklarende fremstillingsform, hvor han lader signe egne synspunkter komme frem, gerne som små kommentar. Italiens forfaldshistorie er, ifølge forfatteren, forårsaget af indbyggernes indre stridigheder og af deres utroskab overfor deres ledere. Til forskel fra mange andre forfattere på denne tid henviser Lilienskiold samvittighedsfuldt til sine kilder. Litteraturen og kildehenvisninger er et fremtrædende træk ved alle hans arbejder.
Der er som regel sådan at kapitlerne afsluttes med det han kalder "annotationer". Han Italienske historie baserer sig på skrevet ud fra arbejderne far den Italienske historiker Emanuele Tesaur, som der også henvises til i Speculum Boreale. Tesauro udgave flere historiske arbejder på 1600 og 1670 tallet. Sandsynligvis har Lilienskiold erhvervet sig nogle af hans bøger under opholdet i Rom. Lilienskiolds skrift om de italienske konger har et omfang på næste 800 sider. Teksten har en pludselig begyndelse og ingen indledning, kan det se ud som om at værket kan være bind to og at det første er gået tabt eller forsat ligger gemt i et eller andet arkiv eller bibliotek.