Proces 61 - 70
61.
Guri, Lauritz kone
Fra Ekkerøy. Hendes tilståelse om lærdommen.
Mor til Amund i Ekkerøy.
Hun lærte af Ragnhild i Ekkerøy og fik det ind i mælk. Derefter kom Fanden som en stor, sort mand og spurgte om hun ville tjene ham. Til gengæld skulle hun få god lykke med kvæg. Hun gav ham da sådant tilsagn, da hun allerede havde lovet Ragnhild at gøre det. Samtidig forsværgede hun Gud i himmelen.
Kunsten prøvede hun med et garnnøgle, hun fik det til at trille på jorden.
Da var hun allerede udlært.
Som tidligere beskrevet, var hun med de andre på Domen og dansede samt også for at bese helvede. Dog så hun ikke den flæskeskinke som Fanden lod koge. Hun kunne også den avindsbøn hvor hun gav kreaturet noget avindssalt i en drik, sådan at et ikke skulle kunne blive forgivet af andre. Ellers bekendte hun at det var sandt som de andre havde vidnet om hende.
Dommen over begge
Af den 29. januar 1663.
Siden de ikke kan fragå sig at have givet sig i Djævelens vold og omgået sig med trolddoms kunstner på adskillig vis, hvilket er uhørlig og ikke sømmer sig noget kristent menneske, som Gud bevarer enhver fra, viste vi derfor ikke anderledes her om at kunne erkende og dømme, end at de jo begge to skal lide for deres misgerninger og straffes på sine liv til ild og bål.
62.
Pigebarnet fra Vadsø
Ingeborg Iversdatter
Hun bekendte at have lært af sin moder Maren Sigvoldsdatter og fik det ind i en skål med mælk. Da hun havde drukket næste alt, så hun noget sort på bunden som hun hældte ud. Af mælkedrikken fik hun ondt i maven. Med det samme påkaldte moderen den onde, som straks viste sig som en sort hund. Med kæften bed han pigen i armen så det blødte. Derefter tog han hende med ud på marken til husene til Brass. Der forlod han hende og gik tilbage til hendes mor. Imens gik barnet udenfor og af og til ville Fanden have hende til at koge sort kød. Hun gjorde det ikke. Derfor kogte Fanden det selv. Dorthe var med dem og spiste af kødet. Da de nu havde spist, drog de af sted med hinanden til Lerviken på næsset i Vadsø og selv stod hun på bakken og så at Fanden blæste ild fra et horn for dem. Hun så at Solveig var med og de dansede omkring Fanden som spillede på en sort gige. Den gang var Fanden og de andre i skikkelse af sorte katte. Da de rejste fra hverandre, var alle i sine oprindelige skikkelser, mens Fanden løb fra dem til havs.
Hun bekendte også at efter hendes mor var fængslet, kom Satan en dag til hende og spurgte hvor hendes mor var. Barnet svarede at hun var nede hos Brassens, hvortil han svarede: "Ja, da går jeg ned til hende." Den gang var han i skikkelse af en sort hund. Senere, da moren var ført af sted, kom Satan atter til pigen, nu i skikkelse af en sort kat. Han spurgte igen hvor hendes mor var. Da svarede hun at hun ikke vidste det, sagde Satan: "Hun er ført bort for at brændes." Samtidig truede han pigen med at hvis hun ikke ville svare ham når han spurgte, skulle hun også brændes. En anden gang kom den onde igen til hende, men stod da bare og mumlede for sig selv uden at sige noget. Atter kom han til hende og ville have hende med sig i helvedet. Da hun ikke samtykkede i det, forlod han hende straks.
Da hun var ført ud til slottet, kom han igen til hende og spurgte efter hendes mor. Til det svarede pigen at hun var brændt. Han vikke ikke høre på noget sådant og gik derfor bort fra hende.
Julenat derefter kom han til hende i storstuen på Vardøhus, førte hende ud på pladsen, dyppede hende i sneen og kastede klæderne over hendes hoved. Da kom Fanden til hendes mor og sagde: "Er du her?" og da hun svarede ja. Tog han hende op af sneen igen fra den anden og lagde hende på skrinet i storstuen. Og mens hun lå sådan på skrinet, kom også Güntels Fanden til hende. "Ligger du her." Hun svarede: "Ja." Da sagde han: "Jeg tør vel bære dig ud i sneen igen." Hvortil hun svare: "Det tør du ikke gøre din stakkel." Alligevel tog han hende med ud idet han sagde: "Jeg akter dig ikke."
Sammen med Solveig drog hun juleaften fra Slottet og til Kiberg hvor Fanden førte dem. For at komme ud af slottet skabte de sig om til katte og krøb under porten. Natten over drak de i Anders Persens kælder. Den slemme lyste for dem med et horn som sad i siden på ham, mens Solveig og Sigri sloges med hinanden som de bedst kunne. Da de nu var kommet tilbage på Slottet, var Fanden hos pigen i en katte skikkelse. Da sagde han at han ville brænde hende op, og dermed forsvandt han.
Hun var med oppe på skorstenen da Sigri sad arresteret i underfogdens gamme. De ville have hende med sig ud, men siden folkene endnu var oppe, gik det ikke.
63.
Maren Olsdatter
Hendes bekendelser for sorenskriveren.
Hun lærte sådant af sin faster Marthe, Michels kone og hun fik det ind i noget øl som på bunden var så tykt at hun måtte tømme det ud. Men så snart hun havde drukket, kom Fanden som en sort hund med horn i panden der så ud ligesom to bukkehorn. To gange spurgte han hende om hun ville tjene ham. Hun svarede imidlertid nej, fordi hun tænkte at en hund kunne vel ikke snakke. Samme dag kom Satan igen til hende, men nu i skikkelse af en mand med horn på knæerne, med klør på hånd og fod og med sort hår og skæg. Han spurgte om hun ville tjene ham. Først tav hun, men da han atter spurgte hende om det og desuden ville give hende penge, sagde hun ja og lovede ham sådan tjeneste. Derefter fulgte hun ham ned til Helvedet. Hun syntes vejen var meget lang. Da hun omsider kom ind i helvede, så hun et meget stort vand som brændte sådan at vandet kogte. Det ude i vandet lå der fuldt af folk. Fanden havde en pibe af jern som han blæste ild ud af og sagde at hun skulle nyde det samme. Han stak også en flæskeskinke i det samme vand og tog den straks op igen og da var den allerede kogt. Vandet lå nede i en dal omgivet af det dybeste mørke. Folkene som brændte i vandet, både mænd og kvinder, skreg som katte.
Af de kvinder som fulgte med til helvede, så hun følgende: Kiberg-klokkerens Sigri i skikkelse som en måge, en kvinde fra Makkaur ved navn Ingeborg som gik med krykker og var i skikkelse af en due, Liren i havlittens skikkelse, Solveig fra Andersby som en alke, Guri fra Ekkerøy i skikkelse som en skarvunge og hun selv som en krage. Da de nu havde været en stund i helvedet, drog hver hjem til sit, men den følgende St. Hans nat tog de amme kvinder hende med til Domen. Der var Fanden til stede med en rød violin. De dansede og Fanden holdt Solveig i hånden, klokkerens Sigri holdt Solveig, Liren holdt Sigris hånd, Lille Maren i Lirens hånd, Guri holdt det lille pigebarn i hånden og Ingeborg i Makkaur i Guris hånd. Da de havde danset færdigt, skænkede Fanden dem øl af en lille sølvskål og sagde at når de var færdig med tjenesten, skulle de få i løn det samme vand som brændte i helvede. Siden førte den onde hver af dem hjem til sit.
Hendes faster lærte hende også at malke køer, hun tog et middel stort horn og satte det på bugen af koen og sagde at hun skulle malke i Fandens navn. Da malkede hun helt til der kom blod ud og da døde koen.
Hun kunne også lave sig om til en kat, men da måtte Fanden sende hende noget katteblod til at smøre sig ind med og et katteskind til at tage på sig. Når dette skete, var hun en kat.
Solveig og Sigri ville sætte ild på slottet, med de fik det ikke i gang fordi amtmanden altid læste og bad til Gud om nåde. Derfor måtte de gå derfra med skam.
Solveig satte også ondt i foden på præsten Hr. Hans´ hustru, men over ham selv kunne de ingen magt få.
Videre bekendte hun at hun, Guri og Sigri forleden var på et mørkt sted og bad Fanden om et plaster til lensherrens fod og arm, men den slemme nægtede dem det med den begrundelse at det ikke ville hjælpe. De ville alligevel slippe for ham. Hun bekendte også at Solveig skulle have sammenføjet trolddom ved at have foran sig et stykke af en hørklud med noget sort uldtråd. Dette så hun at Solveig havde sat i et hul i væggen hos sig, og med det agtede hun at forgive amtmanden. Da hun blev det var, havde den slemme skabt hende om til en kat. Grunden var at amtmanden ville have Solveig fængslet, men da hun blev lagt i jern, kastede hun denne troldskab fra sig. Senere blev den efter pigens anvisning og fundet og fremlagt for retten.
Hun blev senere gift i Vardø, men døde forleden år.
64.
Et andet pigebarn
Fra Vadsø.
Karen Iversdatter
Af otte års alder.
Hun erkendte det samme som sin søster Ingeborg havde tilstået, nemlig at de begge havde lært trolddom af deres mor i mælk. Dagen efter kom Satan til hende i døren som en sort hund og bed hende i armen. Mærket efter biddet fremviste hun for retten. Siden kom han ind til hende hos hendes mor som en sort mand og moderen gav da Fanden barnets hånd på at hun skulle tjene ham. Selv lovede hun ham det samme og hånden var kulsort. Hun lovede også at hun altid skulle kalde på ham som sin Gud ved navn Christopher.
Hendes bedrifter.
1. Hun var på Slottet med klokkerens Sigri, en tøs fra Andersby ved navn Ellen og en kvinde fra Ekkerøy, alle i krage habit, for at dræbe amtmanden med knappenål. Det skete en aften. De kunne alligevel ikke fuldbyrde deres værk fordi amtmanden altid læste og bad Gud om nåde. Derfor tog de deres vej tilbage.
2. Hu var med Nils Skysskaffers kone i skikkelse af en hvid fugl på et fjed ved Andersby. Der drak de øl som Fanden skænkede til dem fra en kande. Selv fik hun intet og der var mange hun ikke kendte.
3. Da hendes mor boede i Vadsø, havde hun ofte omgang med Satan. Han præsenterede sig da som en middelstor sort mand og lå hos hende i stalden en nats tid.
4. Maren Olsdatter fastholdt at hendes forrige bekendelse var sandfærdige både om sig selv og den hun gav den 26. januar. Hun tilstår også at det er sandt som Karen har bekendt, nemlig at de var hos hende da de ville forgive lensmanden. Ligeledes at da lensherren med in jomfru var rejst fra Slottet og ind i fjorden og jomfruen blev igen i Vadsø, havde Liren været hos Fanden og bedt ham om noget til at plage jomfuen med i hendes hoved.
5. En dag da amtmanden og fruen drog til Vadsø i en slæde, var klokkerkonen, pigen Ellen samt den kvinde fra Ekkerøy, iskikkelse af krager udenfor døren og ville ind fro at stifte ondt mellem ham og fruen. De kunne alligevel intet udrette fordi det synes for dem som om stuen var fuld af dejlige mennesker klædt i hvide skjorter.
6. Hun er nu gift med Erik i Sandskjær.
Deres dom for hjemmetinget
Den 27. februar 1663.
Efter som disse tre børn, Karen, Ingeborg og Maren, tit og ofte på Vardøhus, tidligere har bekendt at de har lært trolddomskunster og øvet sig i dem ,er de, efter at de kom til slottet af lensherrens flittige tilholdelser og ved præstens daglige flid og formaning, forsøgt omvendt fra den onde ånd Djævelen og til Gud i himmelen, uden at dette har været til nogen nytte. Efter egen bekendelse fastholder de nemlig fremdeles at de holder sig til den onde ånd og ikke kan løsrive sig fra ham. Hertil kommer at dette lille pigebarn Karen, som er Ingeborgs søster, også efter egen bekendelse har lært trolddoms sager og de begge af deres moder. Siden den onde ånd altid tidligere har været hos dem og de endnu ikke kan blive af med ham, uanset hvor flittigt præsten har taget sig af dem og forsøgt at få dem omvendt til Kristus, så vil den onde alligevel ikke slippe dem, fordi de er ofret til ham af deres moder. Efter sådanne omstændigheder samt præstens betænkning blev det for retten nedlagt påstand om at de måtte miste deres liv, sådan at de ikke skulle udvikle sig videre i Fanden kunster og at ikke andre børn, efter Fandens indskydelse, skulle forføres af dem.
Efter tiltale, forsvar og sagen omstændigheder kan forannævnte børn ikke fragå at de jo har lært trolddomskunster, alt ifølge deres vidtløftige bekendelser, sådan som det foran er beskrevet i sig selv udviser.
Men siden de bare er nogen små umyndige børn som ikke er kommet til skels år og alder og heller ikke nogen gang har været til Guds bord for at modtage det højtværdige alters sakramente, samt er ganske ukyndige, er dette en vanskelig sag at dømme i. Derfor vil vi heller heri ikke anderledes kunne erkende, end at henvise sagen til vor overdommer, velbyrdige hrr. Lagmand.
Lagmand Mandrup Schønnebøls dom
Over Maren Olsdatter.
Eftersom Maren Olsdatter kun er for et barn at regne og har været undrlig overfor sig selv og andre, ved jeg herom i denne sag ikke anderledes at kunne erkende og dømme end at nævnte lille tøs bliver ar sende herfra og til Bergen for der at forblive i tugthuset en tid.
Af aktens begrundelse.
1. Et barn på tolv års alder.
2. Græd og bekendte intet for lagmanden, men på forespørgsel gengav nogle stykker af katekismen. Heraf slutter lagmanden at hun har indbildt sig selv at hun kunne omgås med trolddomskunster og det til trods for præstens flid til at få hende omvendt sådan som det fremgår af hjemtingets akt som anført her foran.
3. Hun er af Ane, fru magister Rhodius, lokket til at lyve overfor sig selv og andre. Derimod finder jeg hverken at Ane, fru Rhodius, har fået lov til at tage til genmæle eller at hun er straffet for dette. Andre troldkvinder er gået til døden efter en del bekendelser som både dette barn og de selv har vidnet mod hverandre, også om barnets forhold, uden at dette på nogen måde fremgår af akten. På den måde må de jo være uskyldig dømt, siden hverken deres egne bekendelser eller lovlige vidnesbyrd derom har haft sin gyldighed. Følgelig ville dommene derfor ved overprøvning måtte blive tilsidesat.
At trolddom mere består som et produkt af fantasien og ikke som en realitet, synes vel hellere at have været lagmandens tanke.
65.
Ellen Gunnersdatter
Født i Sunnhordland len. Udlagt af Maren Olsdatter
Og Karen Iversdatter.
Hendes bekendelse.
Til at begynde med ville hun intet bekende, selv om de to børn havde tillagt hende fuldkommen troldkunst. Efter egen begæring blev hun derimod prøvet på havet. I alles påsyn viste det sig da at hun flød som en bøje. Da gik hun omsider til denne godvillige bekendelse om sin lære, nemlig: Først havde hun tilegnet sig to avindbønner. Den ene for at læse over kvæg når de ikke ville give mælk. Den anden havde hendes madmor købt af en omvandrede kvinde for at lære hende og den lød som følger:
Jesus og Jomfru Maria gik over den grønne græsmark, hvor hun hørte en som kom opgivende og klagende. Hvad plager dig, spurgte Jesus. Min mælk er mig frastjålet af hyrder, af ånder, af piger og troldmøer. Rolig, rolig sagde Jesus.
Jeg vil dig selv helbrede, med malt og salt, med til fingre, med 12 gode Guds Engle, enten du er glemt under sten eller ramt af lidt avind.
Du skal drikke af bækken, give mælk i spanden og mælk til madmor og det ved tre navne: Gud Fader, Sønnen og Hellig Ånds. Amen.
Den anden bøn var til at forgive anden mands dyr med og lyder som følger:
Jeg gik mig over den vilde fjeldmark. Der mødte jeg alle mine avindsmænd med fæ og får, med gråd og vrede. Hvor skal du hen, spurgte konen. Jeg har tænkt mig til bondens gård, skræmme og urolige bondens dyr og ondskaben skal fare ilde med hans kvæg, bo og afgrøde. Nej, det skal du ikke. Jeg skal selv sende dig tilbage til manden som sendte dig. Da skal jeg kaste dig i det stinkende hav fuld af djævelskab, der skal du stå til dommedag. Hverken list eller lempe eller bålvakt, skal vælte en sten for at få dig hjemsendt.
Du kan bare komme igen når jeg sender bud efter dig.
Efter den dag hun havde lært dette, kom Satan ofte til hende med formaning om at hun måtte øve sig flittigt.
Hun bekendte at hun havde været på Vardøhus sådan som Karen Iversdatter havde fortalt om hende og at hun var blevet ført dertil i skikkelse af en strandryle af sin Gud Morten. Han lovede at føre hende til Bergen for at dræbe Asbin, Per Jensens kone i Sandviken, hos hvem hun før havde tjent og dette for to slette daler hun havde til gode i løn. Da skulle Lille Maren have været med og det bekendte hun selv at være sandt.
Hun bekendte også at en aften var der en uendelig hob, så mange som sand på jorden, af troldkvinder på Slottet og alle i fugle skikkelser. En del var fra mange steder sydpå i landet. Dem kendte hun egentlig ikke og kunne derfor ikke navngive dem. Alle var forsamler der for at forgive amtmanden.
Hun tilstod at Karen, Klokker Villads kone, samt finne Elin fra Vadsø tog hende med sig til underfogdens hus i Vadsø den dag amtmanden kom hertil. De ville forgive ham om natten mens han lå i sengen. De skulle blæse på ham i den ondes navn, men siden vor herre Jesus var mellem ham og hans kæreste, lod det sig ikke gennemføre. Villads Karen var den gang i egen gestalt, men dog usynlig. Elin var i en ørentvist habit, mens hul selv var som en strandryle. Desuden var der tilstede adskillige andre troldhekse, i forskellige skikkelser og habitter, som hun dog ikke kendte. På denne bekendelse ville hun gerne dø.
Dommen af den 27. februar 1663.
Efter tiltale, forsvar og sagens omstændigheder og siden hun jo ikke kan fragå at have lært trolddom og givet sig i Djævelens vold, ved vi derfor ikke anderledes at erkende og dømme end at hun jo har forbrudt sit liv til ild og bål.
66.
Karen, klokker Villads kone
Fra Skatøre. Hendes bekendelse.
Erkender at Dorthe Larsdatter gav hende en grød af mælk og mel med godt smør på i hendes barselsseng. Af grøden fik hu meget ondt i maven i en 14 dages tid, og i denne tid var Dorthe stadig hos hende. Hun lagde mærke til noget sort i grøden på størrelse med et bygkorn. Rundt tre uger efter kom Satan til hende i en katte skikkelse. Han befølte hendes legeme fra fødderne og op til munden.
Der talte hans hendes tænder og så begærede han hendes tjeneste mod lykke til kvæg og fæ. Seks gange kom han til hende før hun endelig gav sit samtykke, og til forsikring gav hun han en af sine fingre. Han kaldte sig Isak og var i skikkelse af kommerkorn, sådan som vokser på tæer og han sagde at hu stadig skulle malke anden mands kvæg. For øvrigt bekendte hun at det var sandt som de andre troldhelse havde sagt og vidnet om hende. Derfor blev hun på en sådan måde dømt til at miste sit liv til ild og bål.
68.
Ragnhild Endresdatter.
Hendes bekendelser om lærdommen.
Mor til Mikkel og Arnes koner.
Efter hendes bekendelser havde hun lært af Finne-Ragnhild i Ekkerøy. Kunsten fik hun ind med mælk og den fik hun så ondt af at hun kastede op. Siden sagde Finne-Ragnhild at hun ville skaffe hende en husbond som skulle være god nok at tjene. Til det svarede hun: "Er han god, så vil jeg; men er han ond, vil jeg ikke tjene ham." Fire dage senere kom Satan ind til hende som en mand, spurgte om det samme og lovede hende meget godt. Da gav hun ham sin hånd på at tjene ham. Derpå mærkede han hende på hendes venstre arm over albuen. To dage senere prøvede hun kunsten på sit lam. Hun lod det drikke noget fiskevand idet hun sagde disse ord: "Drik til du sprækker", og straks skete det. Hun forsøgte det også i Vadsø på Morten Jensens ko som hun malkede. Da var hun i skikkelse som en and, mens Ragnhild var i skabelse og dannelse som en krage.
Den gud hun tjente, kaldte sig Hans.
Om tiden efter at hun havde bosat sig i Kiberg, bekendte hun.
1. Med de andre havde hun været på Domen, sådan som det fremgår af Margrethes bekendelse. Margrethe mistede sin sko da hun dansede med Fanden, men han skaffede den straks igen. Da skænkede Gjertrud i Krogen både øl og vin for dem af et tinbæger.
69.
Sigri Jonsdatter
Ole Johansens kone fra Vardø.
Hun lærte i Krogen af den rige Mette der samme sted og fik det ind for ni år siden i spegesild og brød. Samme dag kom Fanden til hende som en sort hund og lovede hende at dersom hun ville tjene ham, so skulle det lykkedes hende vel, hvad hun end slog ind på. Så tilsagde hun ham sin tjeneste og hun kaldte denne sin Gud for Jacob. Han mærkede hende på det yderste led af lillefingeren på vestre hånd.
Frivillig bekendte hun det samme som de andre havde fortalt: At de havde været på Domen, jaget fiskene fra landet samt at de ville forgive Jens Ottesens skib. Dermed stadfæstede hun alt hvad de andre havde sagt, var sandt og derpå ville hun gerne dø.
Kunsten prøvede hun på en gris som straks døde.
70.
Margrethe, Størker Olsens kone.
Hendes bekendelse om sin lærdom.
Hun ville aldeles intet bekende før hun, efter egen begæring, var prøvet på havet. Derefter faldt hendes tilståelse på den måde at hun havde lært i Tromsø len mens hun tjente hos fogden Morten Heggelund, og det af Brite Rasmusdatter, budeia (pige som passer køerne, malkepige) på fogdens gård. Hun gav hende det ind i en ost og mælk og hun fik så ondt af det at hun straks måtte kaste op. Dagen efter prøvede hun kunsten på et får. Hun gav den mælkedrik, sådan at den straks sprak og døde. Samme dag kom den onde til dem i stalden som en stor mand. Han begærede hendes tjeneste og gav løfte om en god lykke til fæ og kvæg. Først ville hun ikke give sit samtykke, men Brite satte meget ind på at overtale hende. Da svarede Fanden at om hun ikke gjorde som Brite bad hende om, så skulle hun alligevel være i hans tjeneste. Derefter faldt hun fra Gud og gav sig fuldkommen i Satan vold og forblev i hans tjeneste. Han kaldte sig Zacharias.
Om hendes idræt.
1. Hun var en jule nat med Solveig fra Andersby, klokkerens Sigri fra Kiberg samt Lille-Maren i Anders Persnes kælder i Kiberg og de var da i katte skikkelse. Hun havde også to gange været på Domen sammen med Gjertrud i Krogen, Sigri, Ragnhild Endresdatter, Gunnhild, Christen Hansens og Dorthe i Vardø. Der dansede de, drak både øl og vin og spillede brætspil med hver sin Gud. Satan selv spillede for dem på fele (violin), mens Gjertrud den gang skænkede for dem. Det stod på halvandens times tid før de andre troldkvinder fra Vadsø og Ekkerøy kom indefra. Da rejste de slev bort, for de ville ikke være i deres selskab.
2. Hun havde sammen med Solveig og præstens Mari forgivet skovbåden tilhørende amtmand Jørgen friis, som skulle have været østover, men folkene kunne de ikke få nogen magt over fordi de frygtede Gud, Selv var hun da i skikkelse af en måge, Solveig som en sæl og Mari som en nise (marsvin). De gjorde det fordi Nils Smell havde friet til hende, men han ville ikke opfylde det.
3. Hun var også med til at jage fisken fra landet med bladtang. Selv var Margrethe den gang som en måge. Gunnhild som en sæl, Dorthe som en nise og Sigri i skikkelse af en størje (tunfisk eller kongestør). Alle havde bladtang i sine hænder og med det hagede de fiske bort fra øerne. Gjertrud, Søren Christensens kone i Krogen, var imidlertid i sin egen skikkelse. På sig havde hun en sort trøje, et rødt buffelboi skørt, en rød hue med guldkniplinger på og et hvidt halstørklæde. Hun sad i vandet med tang i hænderne og rundt om sig.
4. Sigri gjorde det fordi hun var vred på sin udlejer. Gjertrud fordi hun bedre kunne holde de folk hun havde lejet i ave, siden de efter at have fisket godt næsten var blevet skyldfrie. Selv gjorde hun det fordi hun var vred på Kirsten, Hans Ørbechs kone, som hun da tjente.
5. Hun var også i selskab med de andre da de ville forbande skipper Jens Ottesens skib for Brass skyld. Da var hun og Sigri begge i skikkelse som sæler. Været udgjorde de på Vestersanden, mens troldkvinderne indefra var samlet ved Stegelnæset og startede stormen der. Dermed for de til skibet, men kunne ikke få nogen magt over det. Stormen varede indtil de var kommet forbi Nordkapp.
Heksehængning