Fra det tre måneder lange togt for fire hundrede år siden foreligger der to rejseberetninger. De to dagbøger er skrevet af to af kongens nære medarbejdere, Jonas Carisius (1571-1619) og Sivert Grubbe (1566-1626). Carisius udførte også en del tegninger på turen. Som eksempel på hvad vi kan finde i disse righoldige og til tider underholdende beretninger, tager jeg med nogle tidsbilleder fra besøget i Vardø i maj 1599.
I Christian IV´s store følge finder vi alle slags mennesker, blandt dem flere præster. Hvert af de otte orlogsskibe havde sin egen skibspræst. Deres opgave var at holde søfolkene til gudsfrygt med kor og gudstjeneste. De to dagbøger indeholder flere humoristiske historier om skibspræstens gøremål. Efter at danskerne skød og dræbte en hollandsk skipper i Vardø, gav kongen ordre om at hr. Niels skulle holde ligtale over manden. Præsten var imidlertid så fuld at han gjorde talen og begravelsesceremonien meget kort. Både hr. Niels og andre tørstige dansker havde forsynet sig godt med mængder af vin de havde fundet på den konfiskerede båd fra Nederlandene.
Således forretter den "dygtig beskænkede" skibspræst den 29. maj begravelsen i Vardø: Hvor han er født, det ved jeg ikke, lige så lidt som hvem der er hans forældre, hvorledes han levede, er mig heller ikke bekendt, derimod ved jeg til punkt og prikke, hvorledes han er død, men da jeg i andre lo også vide god besked dermed, så behøver jeg ikke at udbrede mig vidtløftig derom og derfor slutter jeg hermed min tale."
Grubbe fortæller også at sognepræsten i Vardø, hr. Claus Christensen, var et uvidende asen. Det gjorde ikke så meget fordi hele menigheden, "er som præsten. Han besidder stor autoritet hos disse bæster" for at medtage danskernes karakterstik af Vardøværingerne. Bland sine sognebørn gik præsten for at være en fortræffelig sjælesørger. Gennem Grubbes notater får vi at vide at hr. Claus blev udvist af professorerne ved universitetet i København for sin udsvævende livsførelse og slette opførsel. Ved universitetet var præstestudenten til stor skam og forargelse. "I dag", skriver Grubbe, "takkede han professorerne i København for at de havde relegeret ham fra universitetet". Det eneste Claus havde at klage over i Vardø var at det øl han bryggede på affaldsmassen fra Vardøhus fæstning ikke smagte særlig godt.
Danskerne må have ment at præsten levede i stor fattigdom. Præstegården gjorde ikke særlig indtryk – Grubbe var på besøg hos Vardøpræsten i det han kalder en elendig jordhytte. Af et brev forfattet på Hans Kongelige Majestæts skib Victor i Vardø 29. maj 1599, fremgår det at kongen har givet stedets præst 10 daler årlig for at han skulle få det lidt bedre. Og Claus fortsatte i sit kald.
Han var fortsat stedets præst til år senere med samme løn fra kongen.
Fiskersamfundet Vardø gjorde ikke særlig indtryk på rejseselskabet. Stanken af tørfisk var uudholdelig, folket levede i underjordiske huler, kirken mindede mest om et rensdyr og Vardøhus fæstningen var en ussel ting- det rigeste danskerne overhoved havde set af fæstninger. Den kan umulig klare sig i en kamp, konstaterer Carisius. Grubbe og Carisius er begge enige i skildringen af fiskesamfundet: "Her på stedet er der en ulidelig stank og dårlig lugt af tran og fisk. Den grusomme stank kommer fra fiskehoveder og fiskeben, som var henlagt på standen for at tørre. Får og geder går og gnaver på disse fiskeben – de får ikke anden føde året igennem. Ve blev snart kede af stedet."
Fem år tidligere, altså i 1594, besøgte hollænderen J.H. van Linschoten (1563-1610) Vardø. Han var på vej hjemover sammen med flere skibe som havde været på ekspedition i nordområderne. Linschoten lavede både tegninger og nedskrev en topografisk skildring af sit møde med Vardø. Her følger nogle uddrag fra hans beretning fordi den skiller sig ud fra danskernes negative indtryk af samfundet. Hollænderen er heller ikke imponeret over Vardøhus fæstning. Den er af "ringe styrke, halvt fortalt og kan vanskeligt holde stand mod et godt udrustet skib." Men når det gælder beskrivelsen af andre forhold, giver Linschotens iagttagelser et andet billede en Grubbe og Carisius. Vardøværingerne holder husdyr, okser, køer, får, bukke, geder, grise og høns. Om sommeren går disse ude og æder hele dagen og om natten bliver de lukket ind i de huse og lader som de har bygget til dem. Græsset bliver slået, afskåret og tørret, for at kunne fodre dyrene om vinteren, så de er fede og i god stand," skriver hollænderen, som også fortæller at landet "var grønt og smukt at se på, uden nogen sne eller tegn på det." Bussesundet, mellem fastlandet og øen hvor skibene lå for anker, er der ifølge beretningen "meget godt at ligge. Denne ankerplads er god i alle vindretninger, uanset vinden kommer fra nord eller syd." Linschoten og hans følge forlod Vardø fredag 26.augsut 1594 " da vinden var sydlig og vejret meget smukt, klar og lyst med solskin, en så smuk sommerdag som vi ikke havde haft i lang tid." Som historikeren Alf Ragnar Nielssen 1984 har peget på, ligger forskellen mellem danskernes negative billede og Linschotens positive indtryk af Vardø i at de besøgte stedet på forskellige årstider. Danskerne var der i maj og oplevede husdyrene på græs hos fiksehovederne i forårets græsknaphed. Hollænderne besøgte Vardø på sensommeren hvor bland andet dyrene havde spist sig tykke gennem sommerens friske græs.
