Vintervejen 3
Jens Munk:navigatio septentrionalis
Mens dette stod på, var der indtruffet en række alvorlige begivenheder omme på den anden side af jordkloden, hvor Ove Giedde fortsatte sin sejlads med omtrent det samme mål som Jens Munk. Siden den unge admiral den 3. mal var kommet på det rene med Boschouwers flugtforsøg med "David", havde der hersket en utryg stemning i eskadren. Ville hollænderens opførsel ende i åbent mytteri? Skulle man komme til at opleve den dag, da danske kanoner måtte rettes mod danske skibe? Ove Giedde turde ikke åbenlyst bekræfte sin mistanke over for Boschouwer ved at forstærke vagtmandskabet på hans skib og indskrænkede sig til fra "Elefanten" at holde omhyggelig kontrol med "David" s bevægelser. Langsomt stod skibene sydpå over Guinea-Bugtens blanke tropehav med kurs mod Taffelen, som Kap det gode Håb kaldtes dengang. Ove Giedde havde en meget trykket stemning og skørbug blandt besætningen og tilbragte en måned på Kap Det gode Håb og forlod Kap det gode Håb den 5. august, samme dag som Jens Munk traf beslutning om at sejle fra Haresund. Trods alt så Ove Giedde fremtiden i møde med en vis fortrøstning. Nok var helbredstilstanden og diciplinen blandt folkene ringe, nok måtte han indstille sig på ubehagelige overraskelser fra den fordægtige Boschouwer. Men det var ikke det væsentlige. Med forstærkning af vagtmandskabet, mente han at have bragt "Davids" manøvre under kontrol, og for at styrke disciplinen blandt de menige greb han til et middel, han længehavde holdt i reserve med dette formål for øje. Det måtte statueres et eksempel, og kort efter afrejsen fra Taffelbjerget lod han sørøverkaptajnen fra Cap Verde klynge op i "Elefantens" bovspryd. Mågerne huggede den hængtes øjne ud, med det blodige kadaver dinglende foran stævnen fortsatte skibene rejsen mod det fjerne mål. Det var det væsentlige. De havde passeret Kap det gode Håb. Vejen til Østen lå endelig åben.
Det sammekunne man ikke på dette tidspunkt sige om Jens Munk. Mens Ove Giedde styrede opi det rolige indiske ocean, tumlede han af sted i oprørt sø, for fuld fart indi en af labyrintens farlige blingange. William Gordon havde virkelig taget fejl, og denne gang fik fejltagelsen større konsekvenser end i Fobisher Bay. I Haresund havde de ikke, som han troede, befundet sig ved det vestlige udløb af Hudson strædet, men kun midtvejs i dette, og da de den 9. august styrede sydover, blev følgen uundgåeligt at de ramte strædets modsatte kyst. Det skete lidt vest for det punkt, hvor den store Ungave Bay skærer sig ind i landet mod syd. Det værste var at, at synet af denne bugt fik Gordon til at insistere i sin fejltagelse. Han opfattede Ungave Bay som Hudson Bay og fortsatte stædigt mod syd.
Jens Munklod Gordon løbe linen ud, skønt han selv øjensynlig ikke troede på hans beregninger. Navigation var styrmændenes anliggende, og Munk ønskede ikke ved et for tidligt indgreb i deres dispositioner at skabe misstemning om bord. Ganske vist var tiden uhyre kostbar for ham nu, men han huskede stadig Henry Hudsons skæbne og ville ikke betale sine fremskridt med den mindste risiko for at vække en modvilje hos sine undergivne, der senere kunne blive ansatsen til mytteri. Han skriver i dagbogen, at "den 10. Augusti satte Styremændene deres kurs sydelig hen, menendes at vi skulle komme udi den store Bugt (Hudson Bay), hvilket dog fandtes anderledes at være". Men han var klar over, hvad hans eftergivenhed kostede ham i retning af nye forsinkelser. Under vejen sydpå fulgte de en stærkt indskåret kyststrækning, og ha nævner at, "uden Tvivl skulde der vel mangesteds findes gode Havner, om man havde derom flittigen søgt, og Tiden havde sig tilstrækt." Kort sagt, der skulle ikke spildes mere tid end højst nødvendigt på dette eventyr. Nogle dage senere passerede de midt i Ungave Bay øen Akpatok, hvis yderste pynt Munk gav navnet Alkenæs. Med ad Gordon efter at have passeret dette punkt stadig insisterede og lagde kursen sydvest, blev han endelig fanget i sin egen vildfarelse, og nu spores der i dagbogen en let utålmodighed fra kaptajnens side: Efter Alkenæs gik der også en stor bugt ind, strækkende sig ret Sydvest, hvor vi komme til et lavt og fladt Land, hvilket den engelske Styrmand de Ord og den Mening blev snart igenkaldt. For Tidens Korthed, som ikke stedte os længe der at fortøve, satte vi vores Kurs ud af den omtalte Sønderbugt, vores Rejse og fart videre at fremme". Meningen er klar. Gordon var på en skånsom, men bestemt måde bragt til at indse sin fadæse, han havde taget fejl, men det fik ingen følger for det gode forhold om bord, Jens Munk kunne venskabeligt bede ham sejle nordpå igen, og den 20. august noterede han med tilfredshed i dagbogen, at "da vare vi atter udi vores rette Farvand".
Det var Hudson strædet. Men da havde fejltagelsen kostet dem ti dyrebare døgn, samtidigmed at den havde bragt dem et godt stykke tilbage i forhold til den position vedHaresund, de havde betalt med så stor farer og anstrengelser. Siden de halvanden måned forinden sejlede fra Munkenæs, var de i virkeligheden kun kommet en ubetydelighed mod vest. Men nu var der ikke basis for flere divergenser og svinkeærinder, de følgende døgn gik sejladsen rask vestover, strædet var isfrit, og en uges rid senere nåede de dets vestlige udløb, hvor de to øde klippeøer, Digges Island, markerer begyndelsen af Hudson Bay. jens Munk ofrede et par dage på at gå rundt om øerne for at skaffe sig pålidelige oplysninger om sejlads og isforholdene på dette sted, der i modsætning til klippehavnene i Ungave Bay var et vigtigt punkt i Nordvestpassagen. Øernes navn ændrede han til Søstrene. Navnet blev ikke stående, det gjorde derimod hans anbefaling af den nordlige rute, der endnu i vore dage følges af skibsfarten. Den samme opmålings operation gentog sig, da han kort efter fandt den lave Mansfiels Island et stykke længere mod vest.
Nu var han iHudson Bay, som han kaldte Novum Marum, og omsider kunne Gordon med godsamvittighed lægge kursen sydvest. Det var den 4. september. En dags tid efter,at de havde forladt Mansfield Island, blev de overfaldet af et af de pludselige uvejr, der er så hyppige i dette farvand. Munk taler i dagbogen om "Storm og Uvejr, Snefog, Hagl og Tagge." Da modtog han atter en foruroligende melding fra udkiggen: hvad de hidtil lykkeligt havde undgået var nu sket, "Lamprenen" var forsvundet. Det var håbløst at søge efter skibet i det hårde vejr, Munk satte sin lid til de aftaler om kurs og findingsplads han før afsejlingen havde truffet med Henriksen og Watson og fortsatte mod sydvest.
De 7.september fik han det søndre land i sigte, en lav kyststrækning med sparsom skovbevoksning og med en klippe-odde, der skød sig ud i havet og beskyttede den snævre indsejling til en fjord. I den hårde storm havde Munk mere end nogen sinde brug for "Lamprenen" ril at løbe i forvejen og dirigere "Enhiørningen" gennem det ukendte indløb, men jagten var stadig væk, og i stedet måtte han nu føre den tunge fregat ind gennem brændingen til den sikre ankerplads i fjorden. Få tildragelser i hans lange historie vidner i højere grad om hans søkundskab. Erfarne skippere, der får forelagt enkelthederne i den manøvre, han gennemførte den 7. september, fatter ikke hvordan han bar sig ad. Endnu i vore dage, da dette farvand for længst er opmålt og afmærket, betragtes det som et af de vanskeligste anløbssteder i verden, ingen skibe går herind uden assistance fra bugserbåde og lodser, ja, i perioder med storm kan man se det ene skib efter det andet lægge sig underdrejet ude i bugten for at afvente stille vejr til den farlige passage.
Den 7.september 1619 blæste der på dette sted vindstyrke 10 fra nordvest med snefog, hagl og tåge. Brusende fremad mod kysten med vinden agtenfortværs og en fråde ag skum for boven dukkede Jens Munks fuldriggede fregat op i det grå, usigtbare vejr. I de få minutter, der nu stod til hans rådighed. lykkedes det han alene ved at manøvrere med sejlene at sætte skibet ind gennem den tværgående brænding, og tage bestik af tide vandstrømmen og afdriften, at lokalisere det farlige undersøiske klippeskær, som strækker sig ud fra den østlige odde, og undgå grundstødning, og, da han først var inde i fjorden, hvor han intet anede om dybder og bundforhold, at løbe farten af skibet, lægge det i vinden, få sejlene flået ned og lade ankeret falde. På er øjeblik var det hele overstået. Uden for odden tordnede brændingen videre mod klippekysten, indenfor var havets raseri reduceret til en stilfærdig klukken hen langs skibsside, "Enhiørningen" var i sikkerhed.
"Havne indsejling" som beskrevet af Jens Munk senere vinterhavn
Nu gjaldtdet om at få varskoet "Lamprenen", og næppe var de nødvendige ankerpejlinger fra hånden, før Munk fik sin sluppe, som han på hvalfangermaner medførte i seks adskilte det, sat sammen og halet udenbords. En flok matroser roede i land forsynet med brænde, klude og en tønde tjære, og da mørket faldt på, blussede et vældigt bål oppe på den højeste af de lave, afrundede klipper. Den 8. om morgenen var der stadig ikke en prik at øjne ude på det oprørte hav, mange begyndte at frygte for de 16 kammerater, hele dagen gik hen med urolig venten, og da mørket atter nærmede sig, måtte nye forsyninger af brænde og tjære sejles i land. Det blev en lang nat. Det ene stykke træ efter det andet slængedes på ilden, flammerne slikkede i vejret, ude i det tætte mørke over havet viste der sig et lysglimt. Men ved daggry kunne bålvagten se sporene af en rig, det lignede en halvt udvisket blyantstegning i havgusen, skibet måtte ligge for anker et godt stykke fra kysten, men der var ikke noget at tage fejl af, det var "Lamprenen".
Nu blev detmandskabet fra "Enhiørningen", der måtte lodse jagten gennem indsejlingen og snart lå de to skibe atter forankret side om side. Folkene på den lille båd var stærkt forkomne hos flere af dem fandt Munk symptomer på begyndende skørbug. Han kendte naturligvis den frygtede sygdom, men i modsætning til Ove Giedde vidste han tilsyneladende også, hvor let den kunne bekæmpes med friske frugter. Hvad Ove Giedde havde opgivet midt i det sydafrikanske paradis lykkedes for Jens Munk midt i den arktiske uørken: "Jeg lod de syge Folk føre af skibet ind på Landet, og der funde vi endnu nogle Multebær, Stikkelsbær og andre, som udi Norge kaldes Tyttebær og Kragebær. Desuden lod jeg dagligen gøre en god ild for de syge, hvoraf de bleve vederkvægede, og derefter komme de smukt til deres helbrede igen". Da der et par dage efter viste sig en isbjørn i færd med at æde en belugahval inde på stranden, skød han den selv og lod kødet uddele til folkene, som efter den lange tid med saltmad var glade for at sætte tænderne i et stykke fersk bjørnesteg.
"Lamprenen" fandt "Enhiørningen" den 9. september. Nøjagtig tre måneder efter afrejsen fra København var de to skibe nået frem til det punkt, hvor Jens Munk efter instruksen skulle indlede eftersøgningen af Anian strædet. Det var en del senere end beregnet. Reparationen i Karmsund havde kostet 4 døgn, fejltagelsen i Frobisher Bay 2 døgn, is vanskeligheder havde medført 5 døgns ventetid i Rensund og 12 døgn i Haresund, og endelig var der 10 døgn, de havde spildt i Ungave Bay, i alt en forsinkelse på over en måned. Dertil kom, at vinteren i bunden af Hudson Bay viste langt tidligere på færde og langt hårdere, end det var at vente på denne breddegrad. En måned forinden ville de stadig have haft en mulighed for at finde frem til den efterstræbte passage, nu måtte Munk modstræbende erkende, at håbet om en genoptagelse af sejladsen blev mindre og mindre for hver dag. Den 10 og 11. september var der på ny "saadan skrækkelig Snevejr og Storm, at der intet kunne udrettes", den 13. sendte han sine to understyrmænd Hans Brok og Jan Petersen i hver sin skibsbåd vestpå og østpå langs kysten for at undersøge havnemulighederne her, den 16. vendte den sidstnævnte tilbage med negative resultater. De følgende dage tog frosten til, der opstod en ny snestorm, og man begyndte at frygte for Hans Broks skæbne i den spinkle jolle. Til sidst kunne Munk ikke afvente hans tilbagekomst yderligere og samlede sine officerer til rådslagning. Alle var enige, det hårde vejr umuliggjorde en fortsættelse af sejladsen. Det var den 18. september 1619. Da mødet var forbi, måtte Jens Munk sammenkalde de to skibes mandskab på overdækket af "Enhiørningen" og gentage Henry Hudsons skæbnesvangre ordre: Vi forsøger en overvintring.