Melbu
Melbu Handelssted
Tilbage fra Lofotodden er det sikreste at sejle tilbage i ly af Lofotvæggen og ind i sundet ,mellem Aust- og Vestvågøya. Her løber den stærke Gimsøy strømmen forbi Sundklakken, som var et gammelt jekteleje og siden gæstgiveri. En tid får vi så det åbne hav udover i nord vest, men vi stikke indover Hasselfjorden med de takkede Lofotfjeldene på styrbord og den lavere, grønne Hasseløya for agterstavnen. Det bliver en helt anden natur her i Vesterålen. Lave, lyse strande og slanke skovpartier strækker sig op mod de forholdsvis lave fjelde på disse øer, som ligge og svømmer her ude mod havet. Her er en fed og næringsrig jord med talrige oldtidsfund som vidner om gammel kulturbebyggelse.
På sydspidsen af Hasseløya i et smilende landskab ligger Melbu, som allerede i vikingetiden var en storgård og i nyere tid værdsat til 4 våder, der største brug i sognet næst efter præstegården. Her var et gammelt skipperleje antagelig ved 1700 tallet drevet af Hans Olsen. Hans søn var den Giæver, som 1731 opsagde borgerskabet i Trondheim og flyttede til Nordland. Hans søn igen bar Jens Bloch Giæver, som i 1729 blev gift med Johanne Andersdatter Brønlund, enke efter Ole Danielsen Hveding, Melbu. Jens Bloch Giæver ejede hele Melbu og drev skipperbrug på stedet. Han var gift anden gang med Ingeborg Margrethe Rasch. Han døde omkring 1755, og enken med øvrige arvinger blev da ejere af gården.
Enken blev i 1757 gift med Søren Røgh Schielderup, søn af præsten Rasmus Schielderup i Skjervøy. Ingeborg Rasch omkom på havet i 1763, og fire år senere blev han gift med Sara Røst Grønbech, vel en datter af Trondheimsborger Christopher Grønbech på Stokkmarknes, og havde i dette ægteskab 9 børn. Efter hendes død blev han i 1795 gift tredje gang med Jonette Andrea Moursund (fra borgerslægte fra Moursund i Skjervøy). Han drev fra starten af som bondehandler og jekteskipper på Melbu, men fik så 1. april 1775 gæstgiverbevilling på stedet. Han fortsatte jektebruget og ejede bl.a. den store gård Guldstad på 2 våger 1 pund, som tidligere havde været sorenskrivergård.
Han boede endnu i 1801 på Guldstad - 75 år gammel - med sin 42 yngre kone og to piger, ligeså sønnen Jon Røst Schielderup, som havde overtaget jektebruget og var blevet skipper.
Den ældste søn Rasmus Andreas Schielderup havde overtaget gæstgiveriet på Melbu, hvor han fik bevilling 6. februar 1796. Afgiften var da 12 rdl, så omsætningen må have været af en vis størrelse. Desuden drev han jektesejlads så længe han levede. Ved folketællingen 1801 boede han på Melbu med sin hustru Fredericha og to børn, og desuden var der i huset en mængde mennesker – i alt 24 personer!
I 1830 blev gården med handelssted købt af Erich Leganger Coldevin, søn af godsejer og krigsråd Hans I. Coldevin på Dønnes. Han fik gæstgiverbevilling på stedet 1, februar 1833 mod 15 spd. I årlig afgift. Coldevin var en dygtig og fremdriftsmand. På Melbu hovedgård var der dengang efter gammel tids byggeskik en mængde større og mindre huse, som han lod nedrive for at skaffe plads til sin nye hovedbygning, som i lange tider gik for at være den største nord for Trondheim. Han forbavsede også sin samtid ved at lægge en vandledning indtil gården, noget som dengang var et ukendt fænomen i hele Nordland. Vandindtaget lå et stykke oppe i fjeldet, og ledningen måtte føres over en slette og op på den forhøjning hvor hovedgården ligger. Men naboerne kunne ikke fatte hvordan vandet kunne rende opover bakken til huset. Coldevin måtte være i forbund med hemmelige magter.
Coldevin døde i 1847, og hans enke Sara Berg fra Svolvær styrede da handelen og landbruget med god hjælp af sine tre døtre. Det var under dette "interregnum" at den engelske rejsende Frederick Matcalfe i 1855 besøgte Melbu, han har givet en fornøjelig skildring af livet på stedet. Den ene af disse tre huslige døtre blev siden gift med A. Frederiksen fra Røros. I hans tid var landbruget overladt til Nordlands Amts landbrugsskole, som senere flyttede til Bodin.
Efter A. Frederiksens død i 1883 gik Melbu handel over til sønnen Christian Frederiksen, hvis navn er uløseligt knyttet til stedets fremdrift i de sidste menneskealdre. Han var kun 17 år gammel og allerede farens fuldmægtig da denne døde, i 1891 overtog han forretningen for egen regning, og nogle år senere også landbruget. Frederiksen havde et åbent blik for stedets muligheder og forstod at udnytte dem. Det vil føre for langt her at give en detaljeret skildring af hans virke.
Han startede en række industrielle anlæg på Melbu eller ledet derfra, som: mejeri, uldspinderi, konfektionsfabrik, sæbefabrik med blikkenslagerværksted, smørfabrik og olieklædefabrik, foruden at han hjalp mange andre i gang. Han anskaffede en hel flåde af moderne fiskedampere og mortorkuttere, og fik moderniseret havne og kajanlæg. Frederiksen virke i det offentlige liv er også velkendt.
På Melbu hovedgård står der stadig i 1940 meget af den gamle bebyggelse fra Coldevins tid. Den store hovedbygning er et toetagers laftet hus, et såkaldt dobbelt hus med rummene fordelt på begge sider af en midtervæg på langs i huset. Det har lodrette plankebeklædning og et tegltag med en lille kvist mod havesiden. Vinduerne er høje og udstyret med empire-rammer, ligesom portalerne på huset. Havefacaden er symmetrisk udformet og ligger ualmindeligt smukt med sine faste vinduesgrupper bag de store træer i haven. Coldevin skal selv have været arkitekt for dette byggeri. Gårdspladsen danner en åben firkant, begrænset af hovedbygningen, stabburet og andre sidebygninger, alle hvidmalede med lodrette planker. Længere bag de store udhusbygninger og nede ved havnen ligger firmaet havneanlæg, af alle slags bebyggelser.
Ellers bærer Melbu præg af et moderne og velbygget samfund med hovedvægten på fiskeri og industri. Sildeoliefabrikken "Neptun" er let synlig ude på holmen og inde på land ligger industrianlæg og boligkvarterer i smukke omgivelser. Mens så mange gamle handelssteder er gået bagud af dansen, høre Melbu til de heldige som har alle muligheder for en moderne udvikling.
Her er et stort opland med gode og veldyrkede gårde, rigt fiskeri og frem for alt en god infrastruktur. En god ringvej føre hele vejen rundt om Hasseløya, og ved hjælp af hurtigruten, lokalbåde og kystruter har stedet de bedste forbindelser med sit nærmeste opland og de fjerneste fiskerier i Lofoten og Vesterålen.