BEGREBER I HEKSEVERDEN
På kontinentet er heksesabbatten et meget markant træk i rets processerne, og heksenes fremstilling af denne djævelfest er meget ensartet. Sabbattens forløb følger som regel et bestem mønster, hvor det individuelle blot dukker op i detaljer.
Man har undre sig over alle disse næsten ens bekendelser, noget som har været vand på møllen for de forskere der hævder at sabbatsfestlighederne hviler på realistiske oplevelser. Men i for sig er denne ensartethed ikke så svær at forstå: Under forfølgelserne skabtes der en psykisk norm for oplevelsen af det onde. Fra prædikestolene har gejstligheden fortalt menighederne om heksesabbatter til skræk og advarsel for almuen. Under rettergangen har man skælvende lyttet til alle uhyrlighederne. Beretningen om, hvorledes det hele foregik, er løbet fra mund til mund. Alle vidste hvad man skulle opleve hos Djævelen. Fortællingen om sabbatterne og menneskets hele relation til det onde lå i folks bevidsthedsliv. Det blev underkuet rædselsslagent i den daglige tankeverden, men dukkede skadefro op i drømme livet. Det, som lå mere eller mindre latent i sindet, blev råstof for heksenes bekendelser.
Her skal der ikke fortælles om en enkelt sabbat, men en slags prototype, bygget på de mange beretninger fra fortiden.
Tid og sted.
Sabbatten afholdtes mandag, onsdag og fredag, men også søndag og torsdag er nævnt. Valborgaften (1. maj) og Skt. Hansaften er heksenes store udfærdsaftener. I bekendelserne nævner heksene også ofte de store kristne højtider som jul, påske og pinse. Heksene hævder, at de valgte de kristne højtider, for at det specielt skulle være den kristne Gud til spot og spe. Tidsrammen er fra midnat til hanegal.
Sabbatten holdtes som regel på en bjergtop. Fra gammel tid har man i mange kulturer forestillet sig, at dæmoners yndede tilholdssted var bjergegne. De mest berømte hekse tilholdssteder var Brocken eller Bloksbjerg i Harzen. Efterhånden blev dette Bloksbjerg et begreb. Man talte om, at heksene fløj til Bloksbjerg, når de drog til sabbat, ligegyldigt hvor mødestedet var.
I heksenes bekendelser finder vi også sabbatterne henlagt til korsveje og kirkegårde. Kirkegårdene er vel med på grund af det makabre ved at feste et sådant sted, korsvejen er som bjergtoppen et urgammelt tilholdssted for dæmoner. Det er ikke det kristne korstegn, der gemmer sig bag ved dette. Korsvejen som tilholdssted for mørkets magter går meget længere tilbage end kristendommen.
Rideredskaber
Heksene red gennem luften til sabbat, set ud fra bekendelserne kunne de ride på næsten hvad som helst. På kontinentet er det oftest riskosten, der er det foretrukne transportmiddel. I dag er den blevet heksens faste attribut, ligegyldigt om man møder hende i brugsen eller som reklame for sølvpudsecreme og undertøj. Også fra kontinentet finder man en del samtidsstik, der viser heksen på rejse. De sidder som regel alle på kosten med kvasten fremad, og ofte vender de ryggen til fartretningen. Man vil nok vide, at i alle moderne fremstillinger af heksen vender hendes kost med kvasten bad ud, som om hun red på en slag kæp hest.
Det er dog ikke riskosten, der har været det foretrukne rejse redskab i de norske procesakter. Dette ride redskab ser ud til først at have slået igennem i den mundtlige tradition fra 1800-tallet og fremefter. I de norske retssager rides der som regel på levende væsener, som regel på dyr. Det ser ud som om at det foretrukne rejsemiddel har været ulven, men også hesten træffer vi.
På kontinentet fortæller heksene under diverse rettergange, at de smøre der, de rider på, med en salve, som djævelen giver dem, efter at de har sluttet pagt med ham (se heksesalve). Desuden bruger de som regel magiske ord, en rejse formel som var meget enkel: Op, ud og frem", Op og ud til Bloksbjerg" eller lignende, og så går det i susende fart udover mod sabbat.
Djævelen
Den djævel som vi møder i bekendelserne på kontinentet er uhyggelig og grotesk. Det mørke og blege, det sorte og røde karakteriserer ham. Man forsyner ham ofte med stråleglans, ligesom han er forsynet med syriske attributter som kløer, horn, hale, klove og loddenhed.
Kirkens propaganda mod ham har tydeligvis gjort sit til at forme det enkelte menneskes opfattelse af denne dæmon. Rædslen for ham slår imod os i heksenes bekendelser om deres forhold til ham.
Homagium og djævlepagt
(Novicer bliver taget i ed – forsværger sin kristne tro)
Når sabbatsgæsterne er samlet, optræder Djævelen på arenaen. Alle kaster sig til jorden og tilbeder ham, hylder ham som deres mester og Gud. De gamle hekse gentager den pagt, som de engang har svoret, og de novicer, som for første gang er på sabbat, bliver taget i ed (homagium). I Europa ser ud som om man har haft stærke forestillinger om et forhold Djævelen og heksene imellem, der mest ligner et lensherre/vasal forhold.
Ved indgåelse af djævelpagt forsværger heksen sin kristne tro. Hun lover Djævelen sin sjæl og krop, og at hun skal gøre hvad hun kan, for at gøre så meget ondt som muligt for at skade den kristne menighed, og forsøge at hverve så mange nye medlemmer som muligt til heksesekten. Til gengæld lover Djævelen hende rigdom, ære og held i hendes jordiske liv. Han giver hende et smørehorn med heksesalve, så hun har mulighed for at komme til sabbat og en lille smådjævel, som hun skal bruge i sit onde virke.
At man virkelig har forestillet sig, at man kunne slutte en konkret pagt med Djævelen, der enten gjaldt for hele livet eller for et vist åremål, viser de små blodige lapper, som man har fundet, ofte stukket ind i kirkedøren eller denne lås. Fra Norge kendes kun et eksempel på forskrivning til Djævelen. Den er i 1705 indberettet til biskop Nils Randulf af præsten Christen Nilssøn Weinwich. Det var en korporal under Voss kompagni, der havde forskrevet sig til Djævelen, men forskrivelsen var ikke lykkedes. I hvert fald havde Djævelen ikke taget imod papir lappen. Den blev fundet og over leveret til korporalens kaptajn, der så bragte synderen til præsten. På lappen stod der således at læse:
"Jeg hilser dig min herre og Gud Satan, at jeg vil være dig huld og tro og give dig min sjæl og krop, dersom du vil give mig 300 rigsdaler og det i atten år. Når de atten år er ude, da kan du tage mig længe nok til dig. Herpå er jeg begjærdende, at du vil skrive mig et ord til igen derom i morgen, så vil jeg give mig ind i din vold. Johannes Geremiæssøn egen hånd".
I indberetningen til bispen udtrykker præsten sin glæde over at synden ikke var fuldbyrdet, hvad korporalen har bekendt og hvilket præsten også slutter af, at den onde ikke har åbenbaret sig og taget seddelen.
Stigma diabolicum
Når en heks har sluttet pagt med Djævelen, mærker han hende med sit stigma diabolicum. Han rækker sin hånd ud og rører ved heksen. Det er forskelligt fra sag til sag, hvor Djævelen sætter sit mærke , men ofte er det på venstre side af kroppen. Venstre side er den onde side i folketroen. Det er en almindelig folkelig forestilling, at der hvor Djævelen rørte ved heksen, blev der en følelsesløs, undertiden blodløs plet. Dette har spillet en afgørende rolle som bevæggrund for den såkaldte nåleprøve. Havde den anklagede lidt mærkelige pletter på kroppen af helt naturlig karakter, så blev disse ofte udlagt som et stigma diabolicum. Det hænder også, at heksen uopfordret viser retten et mærke, som hun hævder er et djævelmærke.
Den sorte messe
Efter pagtindgåelse følger den sorte messe. Denne har den kristne messe som forbillede, men alt udføres så blasfemisk som muligt og med satan som guddom og kulturcentrum. Han går på prædikestolen og holder prædiken for sin heksemenighed, formaner den smukt, at vedblive at gøre så meget ondt som muligt og holde fast ved, at de har forsvoret deres kristne tro. Han påpeger, at det ikke er ganske forbudt at gå til de kristne messer og til Herrens bord, når man blot har den rette onde indstilling, dvs. at man under messen skal sidde og forbande den kristne gud og hans lære, og går man til naveren, skal det være for at få nadverbrødet med sig hjem, så man kan bringe det til Djævelen ved næste sabbat. Dette brød mente man Djævelen brugte til at gøre ondt med.
I den sorte messe kan indgå dåb, nadver og ofring. Mønsteret er stadig den kristne messe, men de midler, man bruger under den "hellige" handling, har taget farve af det djævelske, groteske. Der er f. eks. Ikke tale om at man bliver dødt i vand, men i svovl, salt eller blod. Hostien er sort og sej som en skosål og kalken er bitter og ilde smagende.
Det er som regel naturalier, heksene ofre til Djævelen, men i den sidste tid med processerne også penge.
Man høre også, at Djævelen tager sine hekse i skrifte. Det er de som har ladet deres fordums gode sind løbe af med sig og gjort noget godt.
Undertiden synes man at have haft forestillinger om, at heksene skulle aflægge en slags rapport til Djævelen om, hvad ondt de havde bedrevet siden sidst og hvis dette onde ikke tilfredsstillede Djævelens krav, blev de straffet korporligt.
Måltid
Efter den sorte messe følger den mere muntre del af sabbatten. Man sætter sig til Djævelens bord og spiser og drikker. Vi kan ud fra det kontinentale materiale skelne mellem to hovedformer for beskrivelser af dette måltid. Det kan beskrives som overdådigt med alle de lækre retter, som fattigfolk meget sjældent så, men som de må have fantaseret om over grøden og det tørre brød, som var hverdagskosten. Så kan det også skildres som en samling af uhumskheder, slim, snegle, indvolde, ekskrementer og ikke at forglemmer de spæde børn, som var en af heksenes yndlingsspiser efter folks udsagn at dømme.
Den første form for måltid passer øjensynligt dårligt ind i forfølgerens billedbog. En sådan beskrivelse af bordets glæder kunne muligvis friste svage sjæle til at forsøge at få del i dem. Derfor finder vi ofte, at heksen må indrømme, at ganske vist var det dejlig mad, Djævelen serverede, men det var kun et skindmåltid. Man rejse sig lige så sulten som man satte sig.
Undertiden fortæller heksene, at maden ikke smagte af noget, fordi der ikke fandtes salt på Djævelens bord. Der var fordi salt var helligt i den katolske kirke. Men der er ingen form for logik i heksebekendelserne, hverken fra heksenes eller den dømmende myndighedsside. Man skal derfor ikke forundres over, at der sommetider bruges salt til heksenes dåb, eller at de ellers bekender, at de håner, alt hvad der er helligt.
Med hensyn til beskyldningen om at spise spædbørn, så er denne tanke ikke af ny dato. Den blev først rettet mod de første kristne, mod tempelherrerne, gennem tiderne mod jøderne, ja myten dukkede også op under anden verdenskrig. Da beskyldte nazisterne frimurerne for at spise børn på deres lukkede møder.
Det var jo ikke muligt for de offentlige myndigheder at kontrollere disse sabbatter, som heksene bekendte, at de havde været med til. Ville man være med måtte man jo forskrive sig til Djævelen, og det var der vel ingen der havde lyst til, selv ikke for fædrelandets skyld. Det gælder for både kristne, tempelherrerne og frimurerne, at de holdt lukkede møder, som det var vanskeligt at kontrollere. Det var selvfølgelig en torn i øjet på samfundet, at man på den måde undgik kontrol. Samtidige kunne enhver jo gisne om hvorfor man holdt lukkede møder og derfra er det jo ikke langt til beskydninger om kannibalisme.
Malleus Maleficarum hævder, at heksene spiser børn, noget som selvfølgelig skaber lynchstemning hos alle forældre. Som bevis tager bogens forfattere en heks´ bekendelse. Hun fortæller, at heksene tog de børn, der ikke var korset eller bedt over og bragte dem med til sabbat. Man kunne også, for bedre at skjule sit skumle forehavende sørge for at forældrene lagde børnene ihjel, noget som muligvis slet ikke har været sjælden i de overfyldte sengesteder. Når de små så var anbragt i kapellet eller i graven, kunne man stjæle dem herfra. PÅ sabbatten blev de, som ikke blev spist, brugt til at koge heksesalve af.
Ofte står de kontinentale hekse anklaget for at have dræbt deres egne børn og ført dem med sig til sabbat.
Det formodentlig også på grund af deres store kontakt med spæde, ubeskyttede børn, at jordemødre specielt fik rettet mistanken for trolddom mod sig. På den anden side kan man også tænke sig, at disse kvinder, som gang på gang assisterede ved fødsler og ved sygdomme i det hele taget kunne lidt af hvert.
Dansen
Efter måltidet gik dansen. Djævelen kunne have sit eget orkester bestående af hekse og smådjævle, men han kunne også selv underholde sine gæste med sit spil. Undertiden synger heksene også til, når de trådte en dans. Jævnt over i Europa har man været enige om, at der blev spillet og danset på heksesabbatterne. Når inkvisitorerne har spurgt, om heksene dansende med djævelen og med hinanden og de herre smådjævle, har de fået et bekræftende svar. Men et er at få et menneske til at sige et ja under pres eller tvang, noget andet er at få det til at give en detaljeret beskrivelse af, hvordan denne fiktive dans har foregået, hvorledes man dansede, hvad man sang, hvad der blev spille osv. Op lysningerne om dette er da også meget mangelfulde i akt materialet.
Dansen beskrives som pardans eller kædedans. Ofte kommer det normale bagvendt ind, eller muligvis var det bare det groteske, fordi det er hops Djævelen at det foregår, man dansede med ryggen mod hinanden eller med ryggen mod midten. Det var ikke nogen smuk dans som udtrykte nogen form for livsglæde, som vi kender dansen. Musikinstrumenterne var derimod de kendte, fløjte, tromme, trompet, harpe osv. – men kunne også være af mere uhyggelig art, lavet af kranier eller knogler af forskellig art.
Får vi detaljerne, aner man klart toturen i baggrunden.
Hvorledes man pressede de stakkels hekse til at forsøge at huske hvad der var foregået, kan vi lade en skotsk proces tjene som eksempel på.
Fra tidligere i denne beretning kender vi Jakob den Sjette, som måtte hente sin Anna i Oslo, p.g.a. hekseri i Norge kunne hun ikke komme over til ham. Han var svoger med Christian IV og sammen var de berømte heksejægere og de var begge besjælet af ideen om at få renset deres lande mest muligt for hekse og trolddom. De drev begge forskning i marken og optrådte begge i torturkamrene for at få heksenes misgerninger så friske som muligt. Som ung ledede Jakob den Sjette i Skotland en stor heksejagt, der varede fra 1590 til 1592 og som indviklede en række personer i anklager for trolddom.
Masseprocessen fandt sted i North Berwick. Hele miseren begyndte med, at man fik mistanke til en ung pige ved navn Geillis Duncan, der synes at have haft evner som "klog kone", idet hun forstod at lindre alle slags smerte og sygdomme. Hendes husbond, der var amtmand i byen, torturerede hende uden nogen som helst ret, men det lykkedes ham ikke at få hende til at bekende noget. Da han til sidst ved at stikke hende fandt en følelsesløs plet på hendes bryst, som han udlagde som et stigma diabolicum, brød hun samme og tilstod alt hvad hendes plageånder ville have hende til at tilstå.
Hun blev overgivet til de verdslige myndigheder og i fængslet fortsatte torturen og hun blev tvungen til at angive en række medskyldige, bl.a. en ærværdig gammel kone, Agnes Sampson. Denne fru Sampson lod Jakob meget ihærdigt afhøre. Hårdnakket holdt hun stand mod torturen, men måtte til sidst give op og fortælle, hvad den videbegærlige Jakob ønskede.
Hun må have været en klog kvinde. Hun var klar over, at slaget var tabt, men hun må have ment, at der var tid at vinde. Hun lod nu, som om hun var meget velbevandret i heksevæsen, og Jakob den sjette blev begejstret for denne kilde til ny viden. Agnes lod som om, hun var samarbejdsvillig, men forsøgte at trække tiden ud. Nu nøjedes Jakob ikke med den forklaring hun gav, at hun med 90 kvinder og 6 mænd havde danset rundt om kirken i North Berwick og bagefter havde kysset Djævelen i mandsskikkelse i retum inde i kirken. Han ville også have at vide, hvad de havde sunget til dansen. Den vise, som fru Sampson bekendte var nærmest kun en børnesang, som hun måtte opfinde teksten lød: Gå foran mig du, og vil du ikke, så lad mig gå foran" gentaget i en uendelighed af disse Djævelens håndlangere, mens de dansede rundt om kirken. Melodien hævdede hun dig at hun ikke kunne huske. Efter hendes forslag blev så den unge Geillis Duncan hentet, da hun var udlagt som den der anførte dansen. Til Kong Jacob fryd blæste så Geillis på sin lille trompet den melodi heksene havde danset efter.
Agnes Sampson blev en så uvurderlig kilde til Jakobs indblik i dæmonverdenen, at han i sin kongelige nåde lod hende benåde til at blive hængt, før hun blev brændt.
Seksuelt samkvem
Under og efter dansen benytter Djævelen og hans smådjævle sig af deres ret til heksene. Djævelen har kønsligt samkvem med alle, ligegyldigt af hvilket køn. Hans favntag beskrives som ubehageligt. Coitus med ham er koldt og ofte smertefuldt. Her er altså ikke tale om elskovsglæder, et begreb, som den tids kvinder knapt nok kendte til.
Hele festivalen kulminere i et seksuelt orgie, hvor man har kønslig omgang med alle og enhver uden hensyn til alder, køn eller slægtsbånd. Bekendelser om den slags orgier gjorde nok mere indtryk på menigmand dengang, end sådanne beretninger ville have gjort i en retssal i dag. Det satte sindene i kog og hidsede stemningen endnu mere op imod heksene og det passede i hekseforfølgernes kram.
Den lille hjælpe djævel, heksen fik tildelt af Djævelen, når hun havde sluttet pagt med ham, er hendes faste kavaler på sabbatten. Selv om Djævelen kan gøre krav på heksen når som helst, er det også smådjævlen, der opfylder sin herres forpligtigelser i det daglige. Man har efter heksenes bekendelse at dømme alligevel været i tvivl om, hvorvidt Djævelen kunne have fast kontakt med alle sine hekse dag ud og dag ind, til trods for at han på kontinentet skildres som den mandlige potens an sich.