Sandnessjøen Handelssted
Fra Vefsn kan vi tage vejen rundt om sydspidsen af Alstenøya og siden svinge nordover forbi Alstahaug gamle kirke og præstegård, som sikkert bevare mindet om Nordlands digterpræst Petter Dass. De syv søstre dukker snart frem. Skiller sig fra hinanden i en stolt række over den flade kyststrækning, hvor gårdene ligger lavt gemt bag bevoksede fjeldforhøjning. Øerne og holmene sejler forbi, og ude i vest stiger Dønna op med sine takkede tinder. Her på nord spidsen af Alstenøy ligger Stamnes og Sandnessjøen, ud til en lun vig, hvor Torolv Kvelduvson en gang i Harald Hårfagres dage lægger sine skibe op for natten.
Siden har der til stadighed været skibe på vej til og fra stedet, og på 1600 tallet var stedet kræmmerplads for udliggerborgere. Den første vi kende, var bergensborgeren Peder Nilsøn Aars (Århus), som var der allerede før 1669. Han tog senere borgerskab i Trondheim og fik ejendomsretten til 1 havbugt i Sandnes gård, som blev overdraget til ham for skyldig gæld. Dette medførte en langvarig strid med arvingerne, men endte efter en lang proces med at hans søm beholdt ejendommen. Sammen med sin kone – en præstedatter fra Brønnøy, fik han adskillige godser, men kom alligevel i gæld og måtte sælge disse i 1712.
Allerede i 1694 havde han overladt handelen til sin søn Hans Pedersen Aars, som endnu ved folketællingen 1701 sad på stedet og drev som tronheimsborger. Han overlod kort efter Sandnes til sin bror Peder Pedersen Aars og flyttede selv til Kulstadsjøen. Peder Aars blev som mange andre udliggerborger forarmet i krigsårene, han døde i 1713 i en stor gæld.
Handelsstedet gik herefter over til Lars Henriksen Walnum, som døde allerede i 1716. Boet viser at han havde 300 skyldnere, som i gennemsnit skyldte kun 2/3 rdl. hver, det tyder ikke på nogen større handel. Efter ham kom sønnen ? Andreas Walnum, som i 1720 sad på borgerleje med sin hustru, men uden tjener – indtægterne var meget små. Han drev imidlertid kræmmerpladsen som trondhiemsborger indtil han i 1761 flyttede til Onøya. Borgerlejet gik herefter over til Jochum Raanes, som tidligere havde været i tjeneste hos proprietær P. Dass på Tjøtta, og desuden havde været byggeprokurator på Helgeland. Han overdrog allerede i 1765 lejet til Svend Greger, som i 1770 solgte det til Jørgen Jensen Smidt, som var gift med Anna Henrikke Schmidt, enke efter Jochum Raanes. Han ser ud til at have drevet en stor ulovlig brændevinshandel og blev flere gange pålagt bøder. Fogden skriver 1786 at gæstgiveriet er flyttet til Stamnes.
Efter ham kom en tidligere løjtnant Bendix Ludevig Pflueg, som 14 september 1787 fik gæstgiverbevilling på Sandnessjøen. Denne mand var en ren eventyrer, men af god dansk familie. Som und løjtnant havde han lavet nogle gale streger og var blevet idømt en temmelig streng fængselsstraf. Men faderen, som var major, skrev til kongen og bad om nåde for sønnen, mod at denne forlod landet. Han kom til Nordland og blev gift med en datter af proprietær og regimentsfeltskjær Georg Wasmuth i Lyngen. Her i nord fik han bl. a. til opgave af amtet at gennemføre en stor ransagning med inddragning af ulovlige brændevins fade i 1770 årene. Det forhindre nu ikke at han selv senere blev anklaget for ulovlig brændevinssalg. Han har sansyligvis fået penge af svigerfaderen, til at etablere sig på Sandnessjøen, hvor han opholdt sig allerede i maj 1786. Han søgte da om at blive ejer af en gæstgivergård i Lynge, men fik den ikke. Sandsynligvis har han sløset pengene væk og langt fra været nogen forretningsmand.
I 1793 stak han af til København, og siden har ingen hørt noget til ham. Ved folketællingen 1801 sad hans hustru Kirstine Brun Wasmuth på Sandnes i yderst fattigdom med tre børn. Det fjerde en datter var i proprietærs hus på Bensjord i Troms.
Da Pflueg havde forladt stedet, fik Jonas Greger Walnum 11. juli 1795 bevilling som gæstgiver på stedet. Ved folketællingen 1801 boede han endnu på Nord Herøy, men drev gæstgiveriet på Sandnessjøen. Han var gift med Else Maria Meyer Hersleb og havde en storhusholdning med 22 personer. Det var vistnok i hans tid at Sandnessjøen fik den bebyggelse som i lang tid var den eneste på stedet, der blev blandt andet bygget en krambod, bolighus i to etager og en folkestue.
I 1821 solgte Walnum stedet med bygninger for 3000 spd. til Jens Alexandersen Lie, som var gift med Lorentze Sofie Møldrup Krogh, datter af Nordnorges første biskop. Det ser ud som om handelen ikke rigtig lykkedes for ham, og i 1833 solgte han stedet til Ole Andreas Andersen fra Forsland. Indtil da havde bygdens jektebrug været drevet af bønderne på Sandnesgård. Med Ole Andersen, som fik gæstgiverbevilling 26. november 1833, havde allerede fra tidligere drevet jektebrug og fortsatte med dette på Sandnessjøen.
Han opkøbte en del ejendomme i omegnen, købte en del af Stamnes gård og fik i 1852 skøde på den del af Sandnes som gæstgiverhusene var opført på. Efter ham havde sønnen Andreas Olai Andersen stedet fra ca. 1860 til1875. Senere gik det over til forskellige firmaer og mere moderne forretningsdrift.
Sandnessjøen ligger så heldigt at det har fået del i nutidens stortrafik. Allerede i 1850 årene fik stedet dampskibsanløb, fra 1867 fik det anløb af "Det Helgelandske Dampskibsselskabs" skibe og dermed forbindelse med store områder. Endnu i slutningen af 1870 årene var der meget få huse på Sandnessjøen uden for handelsstedet bygninger, men efter det i 1899 blev anløbssted for hurtigruten, voksede ekspansionen kraftigt. I 1899 blev således lokalselskabets administration placeret i Sandnessjøen, og stedes centrale placering blev på denne måde understreget. Allerede i 1920 havde Sandnessjøen over 1000 indbyggere.
