KAP V
Da vi som før omtalt havde dvælet lidt i Gravesend, sejlede vi derfra op til Skagen, der fik vi en stor Storm af Østen, men det Skib, jeg var paa, nåede formedelst Guds Nåde Norge i den Fjord, som kaldes Flækkefjord. Det andet Skib Jonas' med Adelsmanden ombord, kom ind til en sydligere Havn i Norge og kom til Danmark en halv Måned for os. Adam Bülow rejste straks til Kongen, som paa den Tid var ovre i Jylland og agtede at blive der indtil Foråret. Jeg saa ikke denne Bülow i tre År derefter, men Magnus tog sig af mig og rådede mig til at tjene som Staldknægt og Berider i Kongens Stald, hvilket jeg var meget villig til.
Kongens Stald var dengang ved Højbro i Kjøbenhavn ved den Side af Porten, som vendte mod Slottet.^) I det Hus, som står ved Porten, boede en from Mand, temmelig gammel, som hed Christian, hans Kone hed Ellen, hun var lidt yngre end hendes Mand. I dette Hus, hos disse gudfrygtige Ægtefolk logerede Magnus, og af medfødt Menneskekærlighed tog han mig til sig i samme Værelse, som han havde, og lod mig ligge i samme Seng som han selv, givende mig for ingen Betaling alt det, jeg behøvede, samt lod mig spise ved samme Bord som han selv. Jeg gjorde ikke andet, end jeg daglig gik to Gange med ham ned i Stalden For at kæmme og strigle Hestene og passe dem omhyggeligt, samt to Gange lede dem ud for at drikke og få frisk Luft og slå paa Tromme for dem.^) Han havde to andre Tjenere, som daglig fejede Staldene. Denne min Tjeneste varede ikke længe, næppe 6 Uger, thi Kongen sendte Bud til Magnus, at han saa hurtig som muligt skulde komme til ham. Men da Magnus rejste, bad han Ægtefolkene, som han boede hos, at lade mig få alt, hvad jeg behøvede. Derefter rejste han fra Kjøbenhavn til Jylland, thi Kongen holdt dengang Hof i Jylland med 80 Hoffolk. Det skete en Aften, da Magnus gik fra Slottet (Antagelig slottet i Kolding) til det Sted, hvor han logerede, at han, da han var ukendt i Byen, gik til en urigtig Dør, inden for hvilken en af Kongens Drabanter opholdt sig og da han gentagne Gange bankede paa Døren, blev Drabanten, som var indenfor, vred, løb til Døren og dræbte ham med sin Hellebard, for hvilket han måtte miste Hovedet. Da dette hørtes til Kjøbenhavn, og jeg fik det at vide, blev jeg meget sorgfuld lige som mange andre, thi Magnus var meget vel lidt.
Nu var jeg i stor Nød og Forlegenhed. En Dag talte Ellen med mig og spurgte mig, om jeg havde nogle Penge til at betale hende for Kost og Logement, men jeg havde ingen. Den gode Kone gik da en Dag ud at forsøge, om hun ikke kunde skaffe mig Tjeneste hos en Håndværksmester, men da det var saa nær ved Julen og enhver havde saa mange Svende, som de behøvede, saa lykkedes det ikke.
En Dag gik jeg for at more mig ned til Skibs- broerne. Der stod blandt andre en ung Mand, som hed Ambrosius. Han spurgte mig om Navn og Familie og hvilken Landsmand jeg var, hvilket jeg alt sammen besvarede paa det nøjagtigste. Denne Mand kendte mig og min Broder Halldor, og tog mig hjem med sig, hvor hans Svoger og Søster boede, — meget gode Folk og bekendte i Staden. Svogeren hed Hans Jacobsen og var den ypperste Kældermester paa Bremerholm. Han tilbød at lade mig dertil indskrive for en vis Løn om Året, ^^^ J^S S^^ ^^ fuldstændigt Afslag paa dette, thi jeg var dengang ikke til sinds at gå i Kongens Tjeneste, skønt det skete siden efter. Siden gik han op paa Slottet og traf Kongens Sølv-Pop (den som daglig vogter Kongens Sølvtøj) og prøvede at skaffe mig Tjeneste hos ham som Svend. Han lovede at give bestemt Svar Morgenen efter, men medens han var oppe paa Slottet, blev jeg opfordret af en Mand ved en Mand ved Navn Rasmus, som var Kandestøber, at lade mig indskrive i Kongens Tjeneste som Bøsseskytte.^) Han roste dette meget
1) Artilleriet var før 1645 Ikke organiseret i noget Korps, men der var til
Tøjhuset i København, Kronborgs Fæstning og Flåden benyttet en Afdeling
Bøsseskytter, der stod under Befaling af Tøjhusets forstander (.Øverste-Arke-
llmeøter*, .TøHunker*), der var stillet direkte under Rigshofmesteren eller
Kjøbenhavns Statholder. Arkellmestre forestod Regnskabet og Arbejdet.
Bøsseskytterne var hvervede I årssold til at tjene såvel til lands som til havs.
og priste 1 høje Toner Tøjhusets Befalingsmænd, især Mester Hans som paa den Tid var sat over Kongens Bøsseskytter tilligemed Tøj junkeren, som hed Adolphus Fridericus Gråbow, som nylig var kommen fra Holsten og boede ikke langt fra det Sted, hvor jeg og Rasmus just nu stod og talte sammen. Det blev saa bestemt, formedelst hans ivrige Overtalelser, at jeg lovede at indtræde i Tjenesten i Paahør af og med Haandslag med Junker Grabow, der befalede oftnævnte Rasmus, som var kongelig Bøsseskytte, at følge mig i Byen hjem til en Mand, der hed Jon Halldorsson, en Islænder stammende fra Øf jorden, som ligeledes var Bøsseskytte. Grabow lovede ham at betale for den Kost, jeg nød hos ham, indtil jeg blev indskrevet under Kongl. Majestæts Regiment. Hos denne Jon Halldorsson blev jeg fra nu af i tre Aar, og han var min trofasteste Ven og Kammerat indtil hans Død, hvilket maa regnes For en stor Gave af Gud og ikke mindst i et fremmed Land. Tre Uger senere blev jeg tillige med 25 andre indskrevet under Regimentet, men der manglede 350 Mand paa et helt Regiment, hvilket dog bestandig skulde være fuldstændigt efter Kongl. Majestæts Befaling, og da for første Gang svor jeg Kongl. Majestæt Huldskab og Troskab tillige med det hele Regiment. Kongen var ikke dengang tilstede. De bar sig således ad, at der indenfor Skranken i Tøjhuset blev sat et Bord med Salt og Brød, og det skal betyde Christus og hans Ord. Det at sværge saaledes kaldes at sværge paa Salt.
Sex Uger senere fik jeg Befaling til at holde Vagt ved Tøjhuset; indtil den Tid havde jeg Fripas og Spillerum og Lov til at gaa omkring i Byen og behøvede ikke at arbejde, hvilket jeg havde forud for andre, der kom til samme Tid som jeg under Regimentet. Thi den gode og fromme Tøjmester Hans var mig særdeles god og naadig, som om jeg havde været hans egen Søn, hvorfor mine Jævnlige holdt af mig, saa jeg blev anset for at være en af de fermeste blandt mine Kammerater, hvilket Guds Naade lod mig fattige og fremmede Mand trøste mig ved.
De fleste af mine Landsmænd, som var komne fra Island og som jeg traf dernede, viste sig gode og hjælpsomme mod mig, trofaste og uden Svig. Da jeg først kom derhen, var der Thorlak Thorkelsson fra Holar, der senere blev Præst og ordineret til det Sogn, som hedder Oure, i hvilket Kald han dog aldrig kom til at virke , thi han døde i Kjøbenhavn. Han var min elskelige og gode Ven^). Item var ogsaa fra Holar kommen derhen Jon Gissurarson, en from Mand, som senere blev Skolemester i Skalholt og paa Holar og derefter Præst og Klosterholder paa Mulastad paa Nordlandet. Item Finn Bødvarsson fra Borgarfjord i SydFjerdingen, min fromme og elskelige Ven, som i Kjøbenhavn hensov i Herrens Naade.') Item Gudmund Jonsson fra Hitardal, en from og god Mand, som sammen med de andre før nævnte viste mig Ære, Kærlighed og Velgerninger. Han døde ogsaa i Kjøbenhavn og disse tre Studenter fik alle en hæderlig Begravelse. Item Pål Sveinsson, som var der samtidig med disse, han var Bartskær, stammede fra Holt i Ønundarijorden, en from Mand og altid min gode Ven; han døde i Kjøbenhavn og blev ærlig begravet i Helliggejstkirkens såkaldte Urtegaard, og jeg kastede Muld paa hans Grav sammen med 6 andre herlige unge Mænd, som var bleven købt dertil.
1) Thorlåk Thorkelsson fik w/g 1617 Tilladelse af Konsistorium til at op- rette en privat Forberedelsesskole 1 Kføbenhavn, og blev w/7 1621 Prest ved Hvidovre Kirke. Han er den første Islænder efter Reformationen, der fik prsstellg Ansættelse I Danmark, men han døde allerede et halvt Aar efter i Januar 1622. (Kirkehist. Samlinger III 1. S. 810 ff.)