Jektebrug og Bergens handel
I Nordlændingernes søfart og skibe er en stærk tradition der går helt tilbage til Sagatiden. Et ord som fembøring går tilbage til det gammel norske byrqing. Ordet betyder fartøj som bærer godt, og kunne bruges som små handelsskibe. Hvordan skibene så langs Nordlands kysten i 1300 - 1600 tallet ved man kun lidt om. Men de har måske i begyndelsen været brede skuder lig vikingeskibet. Et navn som Bussesundet ved Vardø er sammensat af det gamle norske bussa, som betyder et bred buget handelsfartøj.
Ordet bruges endnu hos et tings vidne fra Troms i 1760. Et andet stort handelsfartøj var den gammel norske karfi (karve) som blev roet af 12 - 13 mand. Endnu i 1720-årene bruges ordet "karvebåd" om et mindre fartøj som tilhørte præstegården i Tromsø.
Osebergskibet karve med 15 årepar
Den skude på 14 læster som Tromsømanden Michel Olssøn ejede i 1536, var måske em jekt, et fartøj af ældre type. Som før nævnt, anvendes såkaldte tendringer til levering af fisk på kortere afstande, og endnu i 1760 årene i blandt til Bergen. Det var et fartøj af nordlands bådtypen som var spidst i begge ender, men senere platgattet
Jekterne har nok fået sin form i slutningen af middelalderen, jektevengen og senere klaverbygningen er et lån fra sydligere breddegrader, men stævn rejsningen og sejlføringen er arv fra norsk skibsbygning.
På det ældste billede fra Bergen, fra omkring 1600, ser an et par små skuder med fiskelast ligge i bugten. De ligner nærmest en tendring, med ror og rorpind midt agter. På nordlands jekternes kaj ved Bryggen ligger et større en mastet fartøj , nærmest en mellemting mellem jekt og kogge, afskåret agter om med et lille sving over den agter del af fartøjet.
Old Bergen Map
Et fa de ældste billeder fra Trondheim fra 1674 viser både en jekt under sejl og andre optrukket på bredden af Nidelva. Alle disse jekter har flad agte med kahyt, så på den tid er den nok så kendte type allerede fuldt udviklet.
Trondheim 1674
Fra gammel tid af, blev de fleste jekter bygget i Nordland. Inde i fjord bygderne på Helgeland var der jo storskov nok, og bønderne drev jekte og bådebyggeri i stor stil. Længere mod nord var det ofte søfinnerne der var jekte bygger. 1601 nævnes skov til jekte bygning i Tysfjord, Sørreisa, Malangen, Lyngen og Kvenangen. Der kunne bygges jekter af forskellige størrelser alt efter hvad skoven var til, fra 10-12 optil 50 - 60 lester. Eller kom det jo an på behovet hvor stor jekterne var. En fortegnelse fra 1652 viser at jekterne på Helgeland var på kun 9 lester i gennemsnit, I salten Senja og Troms 13½ læst, i Lofoten 15, Vesterålen 21 og Andenes 23 læster, altså størst hvor de bedste fiskepladser var.
Kommercelæst blev brugt til måling af skibe i Danmark indtil 1867. Målet var lig 5.200 danske pund = 2.600 kg, eller et rumfang på 82,5 kubikfod à 63 pund, der var vægten af 1 kubikfod søvand. Et skibs indvendige mål divideret med 150 gav antallet af kommercelæster.
Afrejse med kejte Trondheim 9 september 1849 med Håbet
Tilbakereisen til Trondhjem med jekten "Sølivet", 16 September 1849
Omkring 1770 var der ikke længere brugbart tømmer til jekte byggeri i Senja, så indbyggerne måtte købe jekter fra Salten. Men fremdeles der brugbar tømmer at få fra urskovene ved Malangsbotn op mod Målselv. Her fik både Senja og Troms jekte bygger anvist tømmer, til slutningen af 1700 tallet. Thomæsøn skrive i 1768 at der sjældent bygges større jekter i Nordland end 24 alen køllængde, og det er endog sjældent at finne en så stor jekt. En jekt af den størrelse laster sine 600 våger fisk og kræver en 12 mands besætning. Mindre jekter manøvreres af 10 mand , endnu mindre af 9 - 8 mand. Men "er det mindre en t mands jekt kalder man dem tendringer".
På den senere tid, var jekte større, som en naturligfølge af væksten i Nordlands næringsliv på 17 - 1800 tallet. Ti mands besætning var det almindelige, tolvmands jekten ikke sjælden og enkelte store jekter havde 16 mand. Størrelsen blev regnet i "tynnrom" og sådan at 1 læst var 18 tynnrom á 7 våger. En jekt som den nævnte på 6000 våger var således på op imod 50 læster. Toldbøgerne udviser at de allerfleste jekter omkring 1800 var langt mindre, 20-30-40 læster efter behovet. Giæver-jekta på Maursund nævnes af V Buch i 1807 son den største som dengang rejste på Bergen, og den var 36½ cl. Udover midten af 1800 tallet var der måske jekter på 40 læster og derover mere almindelige og man endte op til slut i storjekter på 30 meters køllængde og 100 læster last, men det vare en undtagelse.
Levetiden for en jekte var ikke særlig lang 15-20 måske optil 30 år. Værdien var selvsagt højst forskellig, alt efter om det var en stor eller lille jekte, ny eller brugt. En gammel jekte med tilbehør hos Hans Olsen Normann i Tussøy var i 1746 værdisat til kun 150 rdl. mens en helt ny jekte tilhørende Knud Olsen på Storsteinnes ved Tromsø i 1730 var ansat til 420 rdl. Man får et begreb om værdiansættelsen en jekt havde for en bygde skipper, når man ser at hele boets arvemasse var 1200 rdl. Jekta med tilbehør udgjorde en tredjedel af hans aktiver og nær halvparten af hans formue. Samme jekte blev vistnok overtaget af Provst Junghans, ved hans hustrus død i 1737 blev den betegnet som halvbrugt og værdisat til kun 300 rdl. I 1756 blev jekte til Chr. Mechelborg på Hestmannen takseret til 550 rdl., en så var den også en af de største, på hele 50 læster. Sådan omtrent holdt priserne sig, indtil opgangen kom samtidig med de første gæstgiverier. Da blev der helt andre priser på jekter. Som eksempel kan nævnes at gæstgiver J.A. Ursin i Skrova i 1812 efterlod sig to jekter, den ene på 18½ cl og noget brugt, den anden på bare 10 cl. men ny. Hver enkelte af dem var værdisat til 2000 rdl. Senere kom en anden penge værdi, så sammenligningen er vaskeligere. Amtmand Blomm sætter i 1830 værdien på en ny jekt til 3500 á 4000 spd. Udover midten og sidste halvdel af 1800-tallet blev jekter temmelig kostbare fortøjer at anskaffe. Men så længe Bergens sejladsen stod på, var de langt mere fordelagtige end andre fartøjer på denne sejlads.
I modsætning til Nordlands bådene havde jekterne tunge og svære former. De var sådan bygget at de skulle have stor volume, og tage mest mulig last. Derfor blev de bred bugede at se på, bredden var stor i forhold til længden - fra en tredjedel til op til halvdelen. Fra starten af var jekterne klikbygget på spant med jernnagler senere fik man også kravelbyggede jekter, eller man lagde forhudning udenpå den gamle beklædning.
Agterstavnen var afskåret på tværs med spejl, og i bagerste del af jekta var der som regel en kahyt ned vinduer. En jekte model fra 1770-årene i Tromsø Museum har runde vinduer, omgivet af rokoko ornamenter, mens en yngre jekte model far 1814 har større og firkantet vinduer. Inde i kahytten var det et par køjer og måske et lille bord, her holdt skipper og styrmand til, sammen med evt. rejsende som var med på turen. På de ældre jekter var der også en mindre kahyt til mandskabet, som havde køjer og tilholdssted der. Senere da jekterne blevstørre, fik mandskabet enge kahyt fremme i stævnen.
Kun på kahytten for og agter var der fast dæk. Eller svar jekta et åbent fartøj som kunne medtage en forholdsvis stor last af lette varer. De tunge vare som trantønder og skind blev stuvet i bunden af laste, mens de lette fiskevarer blev stablet langt opover masten. Størsteparten af fiskelasten lå således over rælingen på jekten og var stærkt udsat for vejrlig og skumsprøjt. Lasten blev derfor tildækket med sammentømret plader. Både dækplader og sideskot var løse og selv om de blev støttet af opstander på siden, kunne de let gå løs på havet. På senere tider gav man derfor jekterne en kravelbygget bordgang langs med lønningen mellem for og agter kahyt, så søen ikke så let brød ind.
Stævnen på jekterne var særlig kraftig og ragede 5 - 6 fod op over rælingen. På stævnpartiet fæstede man taljer og blokke for bogliner og stag. Masten var fremstillet af en eneste træstamme og blev afstivet med indtil 6 vanter foruden barduner og stag. Nederst var den fæstet i en kraftig træblok, kølsvinet, som lå i bunden af fartøjet. På masten førstes et råsejl som kunne være 12 m. bredt og 16 m. højt. Den nedre del af sejlet var opdelt i 4 - 5 bonetter, som var fæstet kant til kant. Skulle man mindske sejl, blev bonetterne rebet efter behov. I stor storm måtte man rebet hele sejlet og "lense for tørrtaklan" Ved ronakken havde sejlet gerne et par firkantede stykker af grov sejldug eller vadmel. Hensigten med disse var vel først og fremmest at forstærke sejlet på de vigtige punkter. Men folketraditionen forklarede dem senere som sørgemærker over den afholdte digterpræst Petter Dass. Der kunne også bruges top sejl og en vimpel i toppen. Topsejlet blev hejst op ved hjælp af en talje og da måtte mand skabet have fat og trække. Jekten blev styret med agterror og rorpind, som gik indover kahystaget hvor styrmanden stod. På toppen af rorstammen kunne de have en "rormann" som var et krigerhoved med hjelm og hjelmbusk eller noget tilsvarende. Flagstangen på agterspejlet manglede heller ikke, og det siges at nordlands jekterne førte det gamle dannebrogsflag med den norske løve længere en andre fartøjer helt op i 1840 årerne.
Jekte med last
Last rum på jekte
Jekteejeren var i ældre tid en velstands bonde, en præst eller en anden formuende mand. I den senere tid blev det mere og mere gæstgiveren og handelsmanden som ejede jekterne. Jekte ejeren kaldtes i Nordland altid "skipper", og han fulgte gerne med jekten til Bergenfor at tage vare på lasten og den forretningsmæssige side af rejsen. Men ellers var det jekte styrmanden som havde kommandoen ombord og ansvaret for kurs og sejladsen. I lange tider var der almindelig klage over mangel på duelige styrmænd i Nordland. Især var det dårligt i krigsårene, da mange af dem var udskrevet til flåden eller fæstningerne. Ikke sjældent skortede det på mandskab i det hele taget. Leopold von Buch fortæller fra sin rejse i 1807 at Giævers jekt på Maursund, som havde hentet fisk norden for, måtte losse hele lasten og udsætte Bergens rejsen, da det var umuligt at opdrive mandskab.
Jekt og handelssted
Det er klart at jekterne med deres særegne facon og rigning var tunge at manøvrere og sejlpresset var voldsomt. De kunne ikke stagvende i stærk vind, for da risikerede man at masten knækkede og at hele riggen gik overbord. De måtte så "kovende", som det hed, og det var vanskeligt nok i trange farvande. Jekter var heller ikke velegnet til at krydse. Derfor var de mere end andre skibe afhængig af godt og rigtigt vejr. Fik de lænse (medvind) kunne det gå hurtigt. En jekte fra Kjerringøy skal engang have klaret turen til Bergen på under 3 døgn. Hans Figenschou fra Kvitnes sejlede i 1810 sin jekte "Pelicanen" den lange vej fra Bergen til Tromsø på 6 døgn. Men det normale for en Bergens tur var 6 - 8 uger, medregnet opholdet i byen. Var vejret imod, kunne jekte rejsen vare 5 uger hver vej.
På Petter Dass's tid - omkring 1700, var det almindeligt, at jekterne fra Senja og Troms kun sejlede en gang om året til Bergen, med egnene syd for tog to ture årligt. Dette kan dels hænge sammen med at jekterne fra det nordligste fogderiet også tog en Finnmarks tur om sommeren, da der her var så mange udliggere borger. Endnu i 1720 årerne gik bygdefars jekterne i nord kun en Bergens tur, mens f.eks. Bergens borgeren Henric Meyer i Astafjord i 1725 tog to turer. I den sidste del af 1700-årerne, da gæstgiverne overtog en stor del af farten, var det ikke usædvanligt at de også sejlede to ture. Op på 1800-tallet kunne driftige handelsmænd over hele det gamle Nordland sagtens lave to og tre ture årligt.
Forsikring vat ikke noget an kendte til i gammel tid, og tabt var tabt hvis jekten forliste. Heller ikke fyr og bøjer var der dengang man kunne sejle efter, det kom først så småt fra 1840 årene. Nordover kysten måtte styrmanden være "kendtmand" og jekte ruten var en fastlagt rute, som bl.a. er afsat på et gammelt kort fra 1700 årerne. Fra Finnmarks grænsen går ruten inden om Skjervøy og følger siden sundet sydover til Lofoten. Fra Lødinden stak jekterne indover til Helligvær i Salten, med et sving indenom Grøtøy. Siden gik det sydpå rundt om Støtterota og videre indenskærs til syd enden af Nærøysundet. Derfra var det udenskærs sejlads 18 - 20 timer til Hitra. Så stak de ind i Trondheims ruten eller Skeia, som gik til Kvitholmen. Fra den gik det ud på Hustadvika og udenskærs til Fedje. Hele strækningen fra Kvitholmen til Fedje kaldte norlændingerne Stadhavet. Fra Fedje ind i Hjeltefjorden til Bergen. Især det åbne hav ved Vestfjorden, Folla, Hustadvika og Stadhavet var meget frygtet. Her skete de fleste forlis, og her lå englænderne gerne på lur især i krigsårene. Det forekom også rene storforlis, som dengang Petter Dass med mange andre mistede deres jekta på Stadhavet:
Et Tusind sex hundrede niti til to Da vare der flere, der græd, end der lo, Den tid vore Jægter de stødte Paa banker og Grunde i store Stats-Hav, Man saa hverken Struv eller Stikke deraf, Det sendtes Neptuno til Byte.
Søkort ca. 1700
Jekte farten var og blev altid en dristig affære, men den skabte også en stamme af utreder og folk med havsejlads langs Nordlands kyste, en sømand tradition norlændingerne kan være stolte af.
Om vinteren stod jekterne som regel på land de fleste steder. Men allerede tidlig på året blev mange sat i søen for at følge fiskerflåden til Lofoten. Det var folk fra Helgeland og Salten som havde så lang vej til fiskepladserne at de måtte have jekterne til at føre noget af udrustningen til fiskepladserne, man slog sig sammen 20 - 30 både em en jekte, fra jekte ejeren fulgte kun styrmanden med, resten af besætningen bestod af en mand fra hver fiske skip. Jekten kunne siden blive liggende på pladsen som oplagsfartøj, og når fiskeriet var slut, sejlede den tilbage med lever, rogn og nogle redskaber. Andre medbragte det også med hjem og så foregik tran brændingen udover våren på hele Nordlands kysten. Jekterne gjorde sig siden klar til den første tur til Bergen.
Hele Nordland var i ældre tid afhængig af en regelmæssig jektefart med tilstrækkelig skibslastrum til transporten. Forholdet mellem jekte skipper, mandskab og bønder var sat i system af jekte artiklerne af 6. marts 1739, som var kommet i stand efter et møde amtmand Ove Schelderup holdt med almuen i Vågan sommeren før. Det som blev fastslået, var for det meste i samsvar med gammel skik og brug. Ved disse artikler blev det forbudt præster og andre embedsmænd, proprietærer og borge at drive bygdefar. Det skulle være forbeholdt "bønder" dvs. jekte skipper og knaper af bondestand. Men dette forhindrede ikke at gæstgivere over hele Nordland fra slutningen af 1700-tallet blev jekteskipper og overtog en stor del af transporten.
Ifølge jekte artiklerne skulle der opsættes skriftligkontakt på tinge mellem jekteskipper og hans "befragtere" - dem som sendte varer med hans jekte. Han havdepligt til at sejle deres produkter til og fra Bergen, og var der ikke plads på hans jekt, skulle han anvise anden skibslastrum. Kun i et sådant tilfælde kunne udenforstående overtage en del af bygdefars godset, det var eller strengt forbudt. På deres side var befragterne pligtige til at hjælpe med lastning og losning af jekten, ligeså medvirke ved søsætning og klargøring af jekten. Der forekom klager over bønderne som forsømte deres pligter. Gæstgiver Hartvig Jentoft på Vebbestad i Kvefjord klagede engang til fogeden Holmboe over at Bergens rejsen var blevet forsinket fordi han ikke fik den nødvendige folkehjælp af almuen.
Ingen befragter måtte uden aftale forlade jekte skipperen han havde indgået kontakt med. Man kender fra tingbøger en række eksempler på at befragtere blev idømt bøder og erstatning hvi de forlod deres bygdefar aftale. Der var også store bøder til den jekte skipper som narrede eb befragter fra en anden mands jekte bygdefar. I tiden efter 1800 gik ophørte man med at indgå skriftlig kontakt, men man følte sig alligevel moralsk bundet af de game vedtægter.
Befragterne måtte betale fragt til jekte skipperen og føringsløn til mandskabet. Før 1739 fik skipper hver 20de våg fisk og føringsmændene det samme. Senere blev det almindeligt at skipperen indkasserede både fragt og føring, og betalte mandskabet en fast hyre. Den skulle efter jekte artiklerne være 7½ rdl. for en føring tørfisk, og 6 rdl. for en føring tøndegods, for ubefarne folk på mindre jekter var satserne lavere. Dermed handlede det om for skipper at få mest mulig last og fragt. Den gamle fragtgodtgørelse blev snart for lille, og Heltzen siger i 1834 at jekteartiklerne forså vidt er forældet. Man satte fragt og hyre efter som priserne i Bergen stillede sig, men stort set var niveauet for disse takster mærkelig fast.
Når en jekteskipper sendte en ladning til Bergen, var der altid en større eller mindre del af lasten hans eget gods, som han havde dyrket eller forhandlet sig til. Resten var førings gods for andre i bygdefarten. I de gamle skipper lejers tid havde skipperen kun ansvaret for sit eget gods. Det som tilhørte bønderne, var overladt til "føringskarenes" varetægt. Hver enkelt af mandskabet var da føringskar for en flok medborger i bygden., de afleverede deres varer til købmanden i Bergen og modtog det han sendte tilbage til bygden.
I gæstgivernes tid blev der stadig mere sådan at bønderne tog udredning hos handelsmanden, og overlod ham næsten alle deres fiskeprodukter og fik fra ham det de behøvede. Handelsmanden kunne også levere varer til Bergen for andre bygder, han tog da fragt og føring af dem og betalte mandskabet en fast hyre. På denne måde blev handelsmanden en mellemmand med Nordlands befolkningen og Bergens købmanden. Til at begynde med kunne Bergens folkene ikke lide ordningen. Men det havde åbenbare fordele også for købmanden. I stedet for fattige fiskere fik købmanden nu handelsmanden som debitor. Og de fleste af gæstgiverne var så økonomisk velfunderet så købmanden havde en lagt bedre sikkerhed end før for sine leverancer. Overgangen til denne ordning sker samtidig med at gæstgiverne vokser frem i 1770 - 80-årene, og de gode tider med nye redskaber og øget fangst forsynede bygdekøbmændene med god udvikling. Der er grund til at tro på at denne forandring også bidrog stærkt til at bringe Bergens handelen ind fra på et fremtidigt sundt og godt spor. Så længe købmanden havde med enfoldige nordlands bønder og fordringsløse jekte skippere at gøre, havde de et tydeligt overtag som kunne udnyttes på forskellig måde. I gæstgiverne mødte købmanden mere sine ligemænd, nogen som socialt, økonomisk og handelsteknisk kunne måle sig med dem. Bergens holdning overfor Nordland måtte i det hele taget blive en anden, så snart de opblomstrende handelssteder og de nye byer nordpå skabte en fri konkurrence.
Når jekterne rejste til Bergen, holdt de gerne sammen i hold, to, tre og måske større flokke sammen. Det blev til et stort antal jekter som på en og samme tid stævnede mod Bergen. Der var der faste stevne (ankomst) tider som stod ved magt gennem flere hundrede år. Første stevne var omkring 1650 fra før pinse til noget efter pinse, men der kom norlændingerne ikke. Deres til var "St.Olufs stevne" altså ved olsok - 29 juli. I Petter Dass´s dage, omkring 1700, var det blevet almindeligt med tre stævner: første stevne ved korsmis (korsmesse, 3. maj) andet stævne ved St. hans - også kaldet mellem stevne - og tredje ved olsok, også kaldet høststevnen. Norlændingerne kom senere mest til første og sidste, Troms bygderne måske mest til mellemstevne. Til det første stevne fremførte de hovedparten af tran med den tørfisk som var tilbage fra året før. Sidste stevne var hovedstevne, og dertil førte de resten af tran, rogn og hovedparten af fisk.
Nogle tal fra tiden omkring 1800 kan give et fingerpeg om hvilke vare mængder handelsmændene fra Nordland førte til og fra Bergen. Tallene er fra Tromsø toldbøger og gælder jekter fra det nordligste fogderi i det gamle Nordland. Størrelsen på jekterne tillader at betragte eksemplerne som gode stikprøver både på vareart, mængde og rejsetid.
Gæstgiver Niels Giæver af Maursund passerede Tromsø 30. april 1796 på vej til Bergen med varer fra forskellige afsender. Jekta var "Nordstjernen" på 17½ cl. og medførte 206 tønder tran, 109 stk, rensdyrskind, 38 "dægger" bukkeskind, 51½ tønde fjer, 23½ våg talg, 1/3 våg smør, 2½ anker multegrøt, 2 anker reinsteg, ca. 2000 våger tørfisk. Han uklarede igen fra Bergen 4. juni og kom til Tromsø 24. samme med en ladning til 300 rdl. værdi. Hovedmassen af indkøbene havde han foretaget ved rejsen til forrige stevne. Da førte han 16. juli forskellige varer fra hjemhavn til Bergen, blandt andet også kvitrevskind (fjellrakk-skinn) og jerveskinn (fjellfrass-skinn). Fra Bergen udklarerede han 16. september og kom til Tromsø med en last værdi 800 rdl.
Maursund
Samme år rejser skipper og gæstgiver Rasmus Jensen Thrane fra Grundfjord med last fra forskellige befragter ind om Tromsø 24. april. Jekta "Jomfru Thrane" på 30 lester og medførte 260 tønder tran, 500 stk bukkeskind, 100 stk rensdyrskind, 8 våger fjer, 6 våger smør, 80 våger talg, 1 lærhud og 9000 våger tørfisk. Han udklarerede igen fra Bergen 31. maj og kom samtidig med Giæver til Tromsø 24, juni.
Eksemplerne viser at sejladsen Bergen Tromsø tog ca. 3 uger til en måned, og at det ofte blev nok så sendt på høsten før Troms jekterne kom nordover fra sidste stevne. I 1801 udklarerede Niels Giævers nye "Nordstjernen" på 36 ½ cl. fra Tromsø 10. juli og kom ikke tilbage for 18 december, altså lige før jul. Men det må hænge sammen med krigsfaren dette år. I 1810 udgik Hans Figenschou fra Kvitnes 17. juli, jekt "Pelicanen" på 23½ cl, til Bergen med 2500 våger fisk og 2000 tønder tran. Han kom tilbage 10. september efter den berømte sejlads på 6 døgn til Bergen. Hans svoger Søren M. Heggelund fra Oldervik udklarerede fra Tromsø 10. maj til Bergen Jekt "Ingeborg" på 16½ cl. medførende 2000 våger fisk, 100 tønder tran, 200 skind, og var tilbage igen 27. juli med melprodukter, kaffe, brændevin m.m. for egen regning.
Disse og andre opgørelser viser at Nordlændingernes vigtigste produkter til Bergen var Tørfisk, tran, rogn, sild, ran og rekling, smør, ost, talg, multebær, fjer og dun, skind af husdyr og forskellige vildtskind. Det de medtog hjem fra Bergen var korn og mel, hamp og færdigt tovværk, brændevin, manufaktur og kolonialvarer, foruden håndværksarbejder og andre småting. Men hovedprodukter sydover var tørfisk, tran og rogn, nordover korn, mel og brændevin.
Tallet på jekte som sejlede til Bergen voksede til stadighed i 16 og 1700-tallet og holdt sig til midten af 1800-årene. I Christian IVs dage vat jekter endnu små, og en optælling fra 1631 viser at hele Nordland med Senja og Troms havde hundrede jekter på tilsammen 603 lester. Holberg fortæller at på hans tid kunne på en gang 100 eller flere jekter komme sejlende ind i bugten til et stevne. I 1807 regner Leopold von Buch med 128 jekter i hele Nordland med Senja og Troms, men andre opgørelser viser at tallet må have været meget større. I 1833 var der 167 jekter i det egentlige Nordland, og i 1836 havde Senja og Trom 16. På denne tid var det mest handelsmænd som ejede jekterne.
Lad os prøve at følge en jekte på dens færd henover foråret og sommeren. Den kunne tilhøre et handelssted og samtidig være bygdefar for distriktet.
Er det en jekt som ikke har deltaget i Lofot-turen, må den nu søsættes. Det sker ved højvande og er lidt af en stor begivenhed på stedet. Almuen fra omegnen kommer til stede for at hjælpe til, og efter gammel skik bliver folkene rigeligt beværtet med for hjælpen. Snart ligge jekta og vugger på vandet og masten skal rejses. Det er et arbejde som kræver både dygtighed og omtanke, og som skal gøre jobbet må hverken være svage eller klodsede. Det vare ikke længe, så står masten og rig på plads, jekten er klar til langfart.
Men først skal jekten måske en tur til Lofoten for at hente fisk. Sperrene (to fisk bundet sammen ved hale for ophæng til tørre) må efter gammel skik hænge hjellen (ophængs stativet) til fiske henter dagen, som er fra 1786 1. juni, men i 1816 udsat til 12. juni. Der følger så en mand med fra hvert bådlaug og ser til at hver mand får sit. Disse folk kaldes fiskesøkere, og får en sperre fisk af hver hundrede for indsatsen. Fra distrikterne nord for Helgeland kommer de i både og henter fisk. Men der er en stor dag i fiskerlejerne. For fisken deles i lotter, tager de af bådleje og sejl leje til den som båd og sejl ejer, desuden rorbuleje og hjellevedleje for dem som ikke selv ejer hjelle. Endelig skal tiende betales til præst og kirke i sognet hvor fiskerlejet ligger. Men så tager fiskerne sin tiende for deres indsats. Det kaldes "vargtollen" som "går i "kanden" - dvs. tilfalder fiskehenterne og omsættes i brændevin i anledning af dagen.
Når bådene og jekten kommer hjem, begynder indtastningen ved handelsstedet. Det er travle dage med arbejde til mange hænder og med liv og afveksling for alle. Mandskab, styrmand og skipper skal udrustes med mad og klæder til Bergensturen, ladningen skal lastes ombord og stuves godt sammen. I bunden lastes tønder med tran og rogn, bukkeskind, tønder med fjer og dunke med multebær, sammen med andet tunggods. Ovenpå stables tørfisken som støttes af opstander med træplader som kiles godt fast. Til slut rebes det hele godt og solidt og de sidste plader lægges på toppen. Jekten ligger lastet og sejlklar uden ved bryggen.
Her bliver der afsked og vinket ligesom da bådene tager til Lofoten. Men stemningen er en anden præget af en lys og varm nordlandssommer og med store forventninger og tillid til et stort og stærkt fartøj. Handelsmanden er selv med som skipper, han har mangt og meget at ordne i Bergen. Og så har han måske taget sin ældste søn med. Gutten er kun 15 - 16 år, men han er i en stor og stærk alder - han kan måske have godt af at lære, mener faderen. De ror ombord og går op på kahyttens tag, der står styrmanden klar til at give sine ordre. Så hiver mandskabet ankeret op og begynder at sætte sejl. Det store råsejl med de sorte firkanter ved rå nokken stiger langsom til vejrs. Men så er det i top, vimplen slår ud i vinden og jekta begynder at skyde fart. Den unge skippersøn står agterst og vikler flaget ud af hjembusken på det udskårne rormannen. Så folder flaget sig ud i brisen, og det går varmt gennem det unge sind, mens han ser handelsstedet forsvinde bag odden.
Siden stævner jekten sydover på den vante rute, mens indlandsfjeldene og øer, holm og skær glider forbi i stadig skifte. Andre jekter kommer drivende for fulde sejl og slår ind på samme kurs. Snart er de en hel flok, og flere kommer til efterhånden som de kommer sydover mod Bergen. Indover Hjeltefjorden står en frisk hav brise og fylder hvert sejl, der hvor den store jekte flåde sigter mod målet, laste til toppen med Nordlands grøde.
Så dukker byen og bugten frem under de syn fjelde, hvor skyerne driver omkring toppene. Gamle og vante øjne tager imod synet med genkendelsens glæde og et glimt af minder. Skippersønnes unge blik favner det hel med undre og forventning. Så mange skibe og så store skibe. Der inde Bergenshus med kongegården og tårnet, på den anden side Nordnes med Skandsen. Længere indover åbner bugten sig, med Mariakirkens to tårne bag Bryggens lange husrække, med vippebomme på rad og række mod søen og jekter for anker udenfor. Under Strandsiden med Nykirken ligge andre række af skuder med små både som ror frem og tilbage. Så falder sejlet, og jekterne glider ind på sin vante anker plads udenfor bryggen.
indsejling
Det bliver travle dage. Bergens købmanden kommer ud fra sit kontor og tager i mod disse nordlands skippere og handelsmænd, som ikke så lidt agtet i denne by. Der ligger de på rad og række, skipper med gode navne både ude og hjemme. Der går endnu sagn i Nordland om hvordan de 7 brødre Ellingsen af Benkestok slægten kunne ligge ved siden af hinanden i Bergens bugten med rigt lastede jekter. Og der er Kildal og Qvale, Dreyer og Meyer, Jentoft og Jæger, Sverdrup og Zahl og hvad de nu hedder alle sammen. Bergens købmanden forstår at betjene og begå sig til alles tilfredshed. De bliver høfligt og kurant ekspederet, i løbet af de få hektiske uger hvor jekte lasten skal losses og de nye varer lastes. Det sker alt sammen på Bryggen efter en gammel indarbejdet tradition med erfarne og hurtige folk fra øverst til nederst.
På Bryggen er man kun beskæftiget med hovedartiklerne. De vejer og bedømmer tørfisken med kyndig hånd, meget kan være dårlig behandlet, andet fået skade af havet undervejs. Ikke alt bliver taget for gode fisk. Men stort set går det uden kontroversen mellem norlændingerne og købmanden. Han skaffer til gengæld for fisken korn, melprodukter, brændevin, tobak og kolonialvarer til daglig brød, og lige dan lærred, klaverduk, hamp, tovværk, snøre ,kroge og anden fangst udstyr. De som har været føringsmænd, får et kontantbeløb af købmanden så de kan "gå på byen og købe". De besøger de små handlere og håndværker som skaffer det de selv og deres medborge i bygden behøver af mindre varer. Skipperen har også sine forbindelser blandt sejlmager, smede, skomager, skrædder, høker og små handler, alle skal besøges i den korte liggetid.
En dag er de købmandens gæster. Føringsmændene trække i deres bedste tøj og tropper op i købmandens klevstue (spisekammer/stue), hvor de bliver beværtet med gryngrød med sirup på. Der er kridtpiber og tobak i lange baner, og snakken går om løst og fast. Men den store skipper og gæstgiver fra Handelsstedet bliver budt ind i købmanden privatstue og trakteret som en af hans gelikere (ligemand). Mindre kan i virkeligheden ikke gøre det, for måske er handelsmanden nordfra den rigeste af de to, hvis alt blev gjort op.
Så ligger jekten atter fuld lastet, og en dag sejler en flok ud af bugten og sætter kurs nordpå af den lange rute. Gode dage med en behagelig brise er det for det meste her midt sommer. Rigtig blide ansigter ses overalt "på dæk". Der hjemme venter hele bygden spændt på at jekten skal komme tilbage fra byen.
Handelsstedet ligger sommerklædt den dag mændene kommer hjem. Flaget bliver hejst på gården så snart jekten bliver set i sundet, fra alle kanter strømmer alle ned på kajen, alle har ventet på noget og har noget i vente. Nu glider jekten ind i havnen, eller hales ind til kajen. Velkomst råb og hilsner veksles og sømændene kommer iland med kister og pakker. Det er dette de har ventet mest på, de som har siddet hjemme. Her vanker der ikke bare gode sager som kaffe og brun sukker, men også kavringer og hvedebrød. Børnene får Bergens kringler og legetøj, koner og kærester får tørklæder, sjal, ringe og andet sådant, som ed et ord kaldtes "bernblom" (Bergens blomster).
Oppe i stuerne hos handelsmanden er der også ren festdag. Skipperen, sønnen og jekte styrmanden har samme slags gaver med, og hver har sit at fortælle om vind, vejr, hav og skær. Men den unge mand har mest at berette om den store, store by med de mange skibe og utallige gader og huse med alskens gode og ønskværdige ting. Måske har han fået en ny jakke som sidder utrolig fint og flot på den smalle krop og de stærke skuldre. Knægten er vokset og begynder at få skæg på hagen.
Siden kommer der travle dage med at få alle varerne i land, stuve dem bort i pakhuse og lager, leverer til alle dem som venter. Når jekten er tømt, skal den måske en tur ud i fiskerlejerne efter sommerfisk, eller ind i fjorden for at hente tømmer og skurlast (udsavet men uhøvlet træ). Men for de fleste jekter er sommerens rejser slut. Nu er det tid at få jekten på land, før efterårs stormene sætter ind. Nogle skippere tog nok risikoen med at lade jekta ligge på havnen vinteren over, men der gik da let makk (orm) i den, og hvem kunne være tryg for Vorherres hårde værd.
Dagen før jekte optagningen er atter en af de store dage. Alt der kan krybe og gå på land, eller orke at ro på havet, stævner til jekte optagningen ved handelsstedet. Det er en fælles arbejdes og festdag for hele bygden, en rigtig Nordlandsk doning (dovning - frivillig arbejdsdag) i stort format. At det store fartøj skal op på land, er næsten utroligt, alligevel så går det med god hjælp fra folkehjælpen.
Højvande må det være, så jekten flyder længst mulig op på stenene på stranden. Så er det med taljer, tov og spil, tak for tag op over en lille bedding. Under dette arbejde må mændene ofte hvile og få sig en hjertestyrkning. Det er skipperens sag at holde hjælpe mandskabet med mad og dram, så længe arbejdet være. Derfor må jekteskipper, efter amtmand Knagenheims udsagn i 1778, have mere brændevin end andre. På et handelssted med brændevinsret ordner sagen sig uden vanskeligheder. Traktementet består ellers for en stor del af store bergenskavringer elle "jektekavringer", som er særlig indkøbt til dette formål.
Jekte optagningen kan vare både to og tre dage, efter vejret og folkehjælpen er til det. Men så til slut står jekten på sin plads. Den bliver skruet fast med svære "jekteskruer" af træ, og siden afstivet så selv den stærkeste stormflod ikke kan nå den. Siden går folk hver til sit. Der falder ro over handelsstedet og gårdene, jordens og havets grøde er vel i hus, og folk kan med fortrøstning se vinteren imøde.
