Herefter kom, i maj 1662, en ny lensherre, eller som det nu hed, en amtmand, til Finnmark, Christoffer Orning til Orninggård på Stord. Af Finmarks historikeren dr. Wessel får han bevis for at være en selv for den tid usædvanlig overtroisk og brutal herre hans kendte gerninger tyder ikke på at det er for stærke ord. Blandt den mange fyldige oplysninger som findes om ham og hans familie er del sjøpass, som blev udstedt til ham gennem en lang årrække og som viser at han var en af dem som prøvede lykken, som redder i den store ekspansion som norsk skibsfart var inde i med Bergen som centrum, noget som burde falde naturligt for en sunnhordlending, som var vokset op med handel på Skotland og så op til byen Bergen som "BYEN". Nogen bedring i hans økonomi bragte denne rederivirksomhed ham dog ikke. I 1669 sad han hjemme på Orninggård, som han ved flere lejligheder før Vardøhus tiden havde pantsat til sin rige onkel Axel Mowarr, og "hans economiske forfatning må have været mådeligt". Av hans data skal her kun nævnes at han i 1655 var en af kancelli herremændene på slottet i København, under krigen 1657 – 1659 var kgl. skibshøvedsmand og i 1660 i belønning fik fem små priseskuder som lå i Norge. I marts 1661 får han udnævnelsen til Vardøhus, og i august samme år bliver han, hedder det i kancelliskrivelsen, fordi "han sig haver til ægteskab indladet med Jomfru Ingeborg Rosenkrantz og hende imod hendes ven ers villie oc samtøche her af riget bortført, af kongelig nåde denne gang tilgivet". Hun var datter af den initiativrige lensherre til Agdeside, herr Palle Rosenkrantz, som ledede anlægget af Kristiansand. Ingeborg Rosenkrantz fulgte sin mand til Vardøhus, om deres eneste barn, Ingeborg, som døde som lille, levede da ved vi ikke. Nogen måneder før, var tre forviste i al hast sendt op til fæstningen, en afsat præst, Engelbret Madsen og lægen og astrologen Ambrosius Rhodius med hustru, som var sønnedatter af Frederik den andens livlæge. Om Anne Rhodius formoder dr. Wessel at hun var sindssyg, det kan jo være, det kan jo være, af akterne vi har i dag fremgår det at hun var en utrolig kværulant, blottet for hensyn til andre mennesker. En bitter konflikt med statholderen og borgmesteren i Christiania, hvor Rhodius støtter sin kone, varte så stor opsigt at den optager adskillig plads i Christianias historie. Men den dybere årsag til forvisningen var af politisk natur. Rhodius havde i 1657 i et syn forudset udgangen på denne ulyksalige krig og blev anset for så politisk farlig i en urolig tid, at man under ægteparrets fængsling på Akershus forsøgte at forhindre al korrespondance. Orning fik også streng besked om at holde pen og blæk væk fra dem. Anne Rhodius kom til at spille en skæbnesvanger rolle i det seks måneder lange drama, som skulle udspille sig i Nord. Det tog sin begyndelse på Tinget i Vadsø sidst i september 1662. Dorthe Lauritsdatter, som er repræsentant for Finmarks hårdt prøvede "utredere" (datidens købmænd og skibsproviant), er på ny anklaget af Lauritz Braass. Siden sidst er to af hans drenge, Rasmus og Helge døde under mystiske omstændigheder. Vidnerne, blandt dem to af Braass drenge, fortæller hvad de har sagt før deres død og de insinuerer at Dorthe har sat ondt i dem. Forholdet er at Dorthe mand, Mogens, havde tilbudt den tjeneste, men den ene svarede, at til foråret ville følge husbonden tilbage til Bergen, den anden bad Braass om at blive løst fra tjenesten og fik det svar at han lige så godt som dem kunne give ham mad og klæder. Da det kommer til stykket vil Braass heller ikke nu stå som Dorthes anklager og føre sagen til ende med "ordentlig rettergang efter loven og recessen" – fogdens ord – han ville kun have sagen belyst ved retten. Almuen giver denne gang Dorthe et godt skudsmål og tinget ender med at sagen henvises til lagmanden. Sådan skulle det ikke gå. Dorthe blev ført til Vardøhus, kom da omsider til sin rette sandheds bekendelse, som det hedder i akterne. Sammen med to andre kvinder, en fra Vadsø og en fra Ekkerø, fik hun sin dom 6. november. Nye anklager var nu kommet til. Høsten 1661 sejlede Jens Ottesens skib med en last tilhørende Braass sydover og kom i havsnød udenfor Domen og gennem Bussesundet. Det skyldtes af fire troldkvinder fra Andersby, Vadsø og Ekkerø for ud over Varangerfjorden på et tøndebånd og fløj op på Domen som en due, ørn, krage og svane, hvor de løste deres vindknuder. Dorthe først og fløj ud på skibet. To Vardøkvinder fortæller senere at de også var med, de var sæler og lavede uvejret ud for "Westersanden", mens de inde fra fjorden rejste uvejret fra Steilnes og for med det ud til skibet. Inkonsekvenser og sund fornuft tæller ikke i disse sager) Men hvad hjalp det? De magtede ikke at få magt over skibet, fordi besætningen påkaldte herren og havde en meget stærk tro på Gud. Stormen vakte rigtignok helt til skibet havde passeret forbi Nordkapp, så langt forfulgte troldkvinderne det. I tiden herefter skabte fæstningsbåden skræk og jammer når den stod ind i Varangerfjorden og nordover langs kysten, hvor den kastede anker. Og den 1. december får tre nye kvinder fra Vadsø og Ekkerø deres dom. Nu får Finnmark også kendskab til at der findes heksebørn. En dag hen under jul blive tre små piger fra Vadsø ført til fæstningen, to søstre, Karen, 8 år og "den bitte Ingeborg", døtrene til en af de brændte Vadsøkvinder – og dem 12-årige Maren, niece til en anden. Nogen sød juletid kan der næppe være tale om på fæstningen det år. Troldkvinde fangehullet var overfyldt, derfor måtte småpigerne opbevares et andet sted, Karen blev sendt til amtmandsboligen, og man tør vove den antagelse at Maren blev placeret i det såkaldte langhuset, hos de forviste. Ungerne fabler vildt og skaffer den gamle præst hr. Hans, et noget besværligt job, han skal lære dem katekismen – det er ekstra vanskeligt idet heksebørn ikke er i stand til at lære katekismen. Som vi senere skal høre lykkedes det langt om længe Maren. Den 26. Januar bliver tinget sat. Først bliver småpigerne taget i forhør. Deres "tilståelser" fylder mange sider i retsprotokollen, sorenskriveren skriver bogstaveligt talt så blækket sprøjter. Af Karen får amtmanden at vide at tre troldkvinder i forklædning som krage har været på slottet for at dræbe ham med knappenåle, men de kunne ingenting udrette, fordi han stadig læste og bad Gud om nåde. Da han med sin hustru var på Vadsø, var der to udenfor huset for at gøre ondt, men de magtede ingenting, fordi de mente at stuen var fuld af herlige og fine mennesker i hvide skjorter. (Dette fænomen bliver i en andens tilståelse præsideret nærmere: Det var den herre Jesus og hans engle som var i stuen.) Sensationen blev alligevel Maren. Hun var af den onde selv blevet inviteret ned til helvede, "hvortil vejen synes hende meget lang". Finnmarks barnets beskrivelse stemme nøje overens med tidens groteske billedlige fremstillinger. Dernede så hun bl.a. de kvinder som sad i fangehullet og skulle forhøres. Under barnets fortællinger blev desuden fem nye kvinder anklaget. En af fangerne, Ingeborg Krog fra Makkaur, blev så hentet fra fangehullet. Hun havde ingenting at tilstå. Tre dage senere kom hun på ny i forhør, men vil fremdeles ikke tilstå. Først efter Ornings tid for vi kendskab til hendes videre skæbne. Hue er et af de heroiske mennesker som også denne forfølgelse kan fremvise. Afslutningen på januar tinget blev at tre kvinder blev dømt. Herefter går tæppet op for Vadsøtinget 27. februar "udi vor gunstige Landsherres nærværelse" Først kommer turen til tjenestepigen Ellen fra Sunnhordland, en af dem som er anklaget af børnene. Efter at hun har nægte alt, bliver hun probert på sjøen, ført for retten og tilstår. Ellen må herefter højt læse nogle "avindbønner" som hun kan; den første er bare en velsignelse som man læser over køer som ikke vil give mælk, men den anden er en kendt avindsbøn som bruges til at forbande andres kreaturer med og den bliver hun ofte bedt om, siger hun. "Jeg gik mig over vindene Hede, der mødte mig alle mine Avindsmænd, med fæ og får og gram og vrede", begynder den. Om de onde anslag mod amtmanden kan hun fortælle at sommeren før var en uendelig hob af troldkvinder samlet mod ham på slottet, de strømmede til fra mange steder i Norge syd som nord. Efter Ellens dom blev klokkerkonen fremstillet for retten. Villads klokker havde nemlig for anden gang været så uheldig at gifte sig med en heks. Men det er ikke ret meget hun har at bekende, men hun var jo, ifølge Karen, udenfor huset hvor amtmanden sov under sit forrige besøg på stedet. Domsafsigelsen over børnene er næste akt i hekseprocessen. Skønt man på Vardøhus efter lensherrens tilskyndelse har forsøgt at omvende dem ved præstens formaninger og daglige flid med indlæringer, har man kunne udrette noget og forstå af det de bekender at de endnu ikke kan komme tilbage fra den onde. De to er jo også ofret til ham av sin mor, så han vil ikke slippe dem. Under henvisning til dette og efter præstens betænkninger indstiller fogeden derpå at de skal straffes med livet, for at de ikke skal fortsætte med slige fandens kunstner og for at han ikke skal få dem til at forføre andre børn. Men lagretten havde aldrig før haft med børnehekse at gøre, så "efterdi det var nogle små, umøndige børn og ganske vankundige" henviser de sagen til overdommeren, lagmanden. Søstrene blev da antagelig hjemme på Vadsø, men Maren blev til al ulykke taget med tilbage til Vardø. På Vadsøtinget havde hun bl.a. kunnet fortælle, at da amtmandens frue efter deres besøg blev tilbage på Vadsø, havde Margrete, en af fangerne på slottet, været hos fanden og bedt ham om noget til at gøre hende ondt med "wdi hendes welb hoffuit" Før vi fortsætter mod klimaks og afslutningen på denne Norges mest rabiate heksejagt, skal der falde et par ord til orientering for at undgå gentagelser. Det var jo ikke sådan den vinter at det kun var en eller to kvinder som blev fremstillet for retten. Der var også hekse i lensherreboligens store stue, hvor forførerne foregik med afhøring af op til 6 hekse i de samme dage. Der udspillede sig dramatiske scener, med konfrontationer og en særlig ondartet ny form for nervekrig, håndspålæggelse. En eller flere, som havde tilstået, lagde hænderne på en genstridig og svor at hun var lige så god en heks som dem selv. Et andet karakteristisk træk er at det fantastiske og infantile tager overhånd. Det skyldes naturligvis delvis at et pigebarn fabulerer, senere skal vi høre hvordan hun bliver hjulpet – men hele mentaliteten er, på baggrund af det der sker, om muligt endnu mere uhyggelig og oprørende end tidligere. I væsentlig grad drejer forhørene sig om en forherligelse af amtmanden og om heksesabbatten. Denne forherligelsen af Orning bringer på ny her i Finnmark tanken hen på Skotland, hvor vi ved at han opholdt sig i 1657. Af alle heksekunster i Nordeuropa har næppe nogen vakt så stor opsigt som de danske og skotske hekses samarbejde i 1589. Det lykkedes dem nemlig ved hjælp af voldsomme storme at forhindre den dansk marines nyeste skib. Som for øvrigt viste sig at være pil råddent – i at bringe prinsesse Anna, Christian den fjerdes søster over til Skotland, hvor hun skulle fejre bryllup med Jakob den første.