Vagan
Finneset i Vågan Handelssted
Hvis man i dag vil rejse fra Svolvær til Kabelvåg, er det nemmeste at tage landevejen. Men den blev først færdig til Oscar II´s besøg i 1873, så før den tid skete al forbindelse af søvejen. Det er jo også kun et kort, men morsom rejse med båd, ud og ind mellem et utal af holme og skær, og samtidig med de høje Lofotfjeldene rugende over det hele. Inde i bugten er der lunt og trygt, og her lå i gamle dage det kendte handelssted Finneset.
Vågan var fra gammel tid, den vigtigste fiskeplads på Lofoten og var i middelalderen lidt af en by, med "vågabog" som gjaldt handels og fiskerettigheder.
I 1591 skrev fogden Erik Hansen Schønnebøl at stedet var – ikke andet end en forarmet fiskeplads, og boede kun 10 eller 12 arme elendige stavkarle (omvandrende tiggere). De fastboende mænd på fiskestederne kaldtes gerne værmænd – og de betalte en vis afgift til kongen, som ejede fiskepladserne, da de fra gammel tid var almen ejendom. Af denne grund blev gårdene i Vågan ikke værdi sat for 1740. Efter jordbogen blev fiskestedet delt i Storvågen, Kappelvågen, Tollefneset, Finneset og Præstskjeen. Værmændene betalte 3 mk. hver om året foruden skat efter taksten.
På Finneset, som i 1740 blev sat til 1 pd, boede omkring 1700 sognepræsten i Vågan Gjert Estensen, som døde i 1706. Hans enke Dorothea de Fine blev boende på Finneset, førte stort hus og forventede som præsteenke at blive forsørget af den næste præst i embedet. Men den nye præst som kom i 1707 var Hans Egede, som allerede var gift med sin Gertrud Rask, og præsteenken hævnede sig da ved at chikanere dem på alle måder. Det var en af grundene til at Egede i 1717 forlod kaldet og drog ud på sin Grønlands mission.
Mens Finneset havde været præstebolig fra omkring 1670 og måske også tidligere, blev det vistnok fra enkens død sådan at præsten boede i Kabelvåg, og Finneset blev handelssted. Egedes efterfølger i Vågan var Elias Jacobsen Schønning, og hos ham voksede den senere professor Gerhard Schønning op, men sine første barne og skoleår levede han i enkens hjem på Finneset. Efter Elias Schønings død i 1738 sad hans enke med Storvågan, Kabelvåg og Tollefneset, mens Finneset med Holmen var overtaget af fru Karen Jæger. Ved denne tid var Finneset kræmmersæde for trondhjemsborgeren Hans Ulrich Frey, som i 1760 svarede skat for sig selv, hustru, to drenge og en pige.
En datter af ham er født 1738, så det er muligt at han var på Finneset så tidligt.
Samtidig sad Jæger familien på selve gården, og endnu i 1780 sad Eleasar Jæger, antagelig søn af fru Karen, med en del af Finneset. Resten blev benyttet af Gabriel Røgh, som var den første gæstgiver på Finneset og antagelig giftede sig ind i Jæger familien. Røgh havde gæstgiverbevilling på stedet 20 februar 1770 og 6. juni 1775. Afgiften 20 spd. Viser at indtægterne af gæstgiveri var usædvanlig store. Og det selv om der var et andet gæstgiveri i Kabelvåg lige ved, hvor Arnt Schøning på Grøtøy siden 1762 havde en bevilling.
Gabriel Røgh ejede en stor del af pak og fiskehusene i Vågan været.
I 1780 var Røgh død, og gæstgiveriet blev antagelig videreført af enken, indtil stedet i 1791 blev købt af Jon Rener Dybfest, som var blevet gift med enken Birgitte Jentoft Schøning på Grøtøy. De solgte Grøtøy i 1793 med en stor fortjeneste og havde planlagt at slå sig ned for godt på Finneset. Men her døde Jon R. Dybfest allerede i 1794. Kort før havde han fået sin nære slægtning Lars Nicolay Rener opover fra Trondheim som betjent ved handelen. Han var søn af trondhjemsborgeren Anders Røst Rener på Kjeøy. Lars styrede nu forretningen for enken, indtil han i 1796 blev hendes tredje mand – skønt han var 17 år yngre end hende. Han skildres som en nobel og god mand, afholdt af stedbørnene – mellem dem Arnt Schøning, den senere ejer af Grøtøy. På grund af sin dygtighed og rigdom var Rener anset i vide kredse, og mødte bl.a. som suppleant for Nordland på det første ordentlige storting 1815 – 16. Det var sikkert under ham at den store hovedbygning på Finneset blev opført, som vi kender den fra en gammel akvarel udført af præstedatteren Stine Colban.
Rener fik gæstgiverbevilling på Finneset 7 juli 1798. Ligesom Jon Dybfest ejede han også Digermulen og drev gæstgiveri på også på det sted. I de gode år omkring 1800 må Rener formentlig have skovlet penge ind, alene afgiften var 55 rdl. i årlig afgift for Finneset er dobbelt så høj, som for de bedste gæstgiveri i Lofoten. Folketællingen 1801 viser at han førte et stort hus med 17 personer på gården. Efter sin hustrus død i 1827 flyttede Lars R. Dybfest til Henningsvær og ægtede 1830 enken efter Jørgen Zahl der. Han var medlem af Lofot kommissionen 1840 og døde i Henningsvær 1844.
Helt fra 1813 havde Hartvig Jentoft Schøning været stedfaren i Reners forretning på Finneset. Han begyndte på egen hånd og forpagtede en tid hele Svolvær, men i 1819 købte han Finneset af Rener. Han fik gæstgiverbevilling 14 juli 1820 og drev handel her og i Kabelvåg. Halvbroderen Hans Erich Dybfest havde allerede 9. juli 1819 fået bevilling på Digermulen. Hartvig Jentoft var gift med Sophie Bergitte Stav, hvis far var nordlandshandler i Trondheim. Han var siges det, en forsigtig mand som ikke ville tage nogen form for risiko, med en hæderlig type af den gamle skole, rolig og stærk i modgang. Sine gamle dage tilbragte han på Godøynes, men besøgte ofte sit kære Finneset og familien ellers, til han døde i 1872.
Finneset havde han i 1861 overdraget til sønnen Ole Meldal Schøning for 6000 spd. Allerede et år senere gik forretningen konkurs, men alligevel blev han en formuende mand da Kabelvåg ekspanderede på hans ejendom. Han blev boende på Finneset, hvor hans hustru Marit Johnsen fra Øyen i Lom anlagde en berømt blomster have foran huset, særlig kendt for sit flor af smukke roser. I 1893 solgte de stedet til Martin Hoff Ekroll i Skrova for 75.000 kr. og bosatte sig i København. Men det gik dårligt for Ekroll, og han måtte overgive stedet fra sig til Vågan Sparebank. Stedet stod forladt og haven var i forfald, til Løndal købte det omkring 1909 og skabte Vågan folkehøjskole i de gamle bygninger. Han fik hele herligheden for 12.000 kr. og kunne siden med fordel sælge jorden til fordel for skolen.
Stedet er siden blevet indrettet til sit nye formål. Den gamle gæstestue på Finneset blev gerne kaldt "Filipstue" fordi borgerkongen Ludvig Filip havde boet der under sit ophold på stedet 1795. Den var måske det oprindelige beboelses hus på gården, og havde tapetserede vægge med malerier, som det nu er næsten intet tilbage af.
