KAP. IV
Om det, som skete, medens jeg var i London, og medens de Danske dvælede der, samt hvorledes fem Rådsherrer gjorde Anslag mod Kong Jacob den Sjette af England. En Aften, som Kong Jacob kom sejlende nedefra Gravesend i Oktober Måned (paa de Både, som kaldes Kongebåde og er 18 i Tallet og roes af 10 — 12 Mand hver) og med ham næsten 200 Mand, var der blevet lagt Krudt under den Bro, som Kongen plejede at stige i Land paa. Men en Kone, som plejede at sælge Æbler ved Stranden, gav Kongen et Vink herom, saa han formedelst Guds Beskærmelse kom derfra med Livet. Tre af de Sammensvorne blev grebne, men de to ikke, medens vi dvælede der. Da lod Kongen holde en stor Forsamling. Den blev holdt lige nedenfor Londons Slot paa en jævn og vid Mark, og derhen kom mange Folk. Efter at man havde forhørt de Sammensvorne samt fældet Dom, blev de dømte til Radbrækning Led for Led, men så længe dette stod paa, skulde vi blive dér, for at hele Sagen og Dommen ganske fuldstændig kunde blive optegnet og sendt til Kongen af Danmark.^)
Men nu maa jeg tale om noget, som skete og angik Danmark i den samme Sommer År 1615. To af Kongen af Danmarks Skibe „Victor' og Jupiter"" tog en bekendt Sørøver oppe ved Rusland i det hvide Hav, nær ved det Sted, som kaldes Arkhangelsk; Sørøverkaptajnen hed Mandaus; han havde været Sørøver i 15 Aar, og havde bestemt sig til, dengang dette skete, at lure paa et hollandsk Skib, men det lykkedes ikke, thi han blev forinden taget til Fange.^) Han var Staldbroder til den Røver, som blev dræbt paa Vatneyri, og som havde svoret, at han skulde ødelægge hele Island.') Der var kun fem Dages Mellemrum mellem disse to Staldbrødres Død. Kaptajn Mandaus blev hængt udenfor Østerport i en Vippegalge og tillige med ham hans Næstkommanderende og hans Styrmand. Denne Mandaus havde 5 Brødre i England, som alle var Håndværksmænd.
Nu må jeg vende tilbage til min Fortælling. En Dag efter at jeg var kommen til de Danske ombord paa det Skib, som kaldtes ,»St. Peder', og Kaptajnen Christian Ross, kom en Torsdag Eftermiddag en af disse Brødre Mandaus som var Ankersmed og meget rig, ved Navn Ruben, til os. Han spørger Christian RosSy om han ikke kunde sige ham noget om hans Broder Mandaus, som Kongen af Danmarks Skibe havde taget til Fange ved Rusland. Christian svarede, at han hang i en Galge udenfor Østerport i Kjøbenhavn. Denne Ruben blev ilde til mode ved dette Svar, skiftede Farve, hilste og gik i Land.
Tre Dage derefter kom Bud fra Kong Jacob til vor Højstkommanderende, Adam Bülow,(1) som var en af de fornemste Adelsmænd i Danmark at disse 5 Brødre Mandaus vilde hævne sig paa os, og udsende 3 Krigsskibe for at dræbe os, og man fortalte i Byen mange Ting om deres Rustninger. Kongen sendte fra Slottet til os 80 Musketter, som vi kalde Luntebøsser, og andre nødvendige Våben til Forsvar mod disse vore Fjender. Da Adam Bülow havde fået Tilladelse til at rejse, sejlede vi derfra om Natten langsomt ned til Gravesend.
Lidt neden for London, ved Buckhavn (?) ligger Kongens Krigsskibe, store og vældige at se til, indenfor Estakaderne. Vort Ophold i Gravesend var kun kort. Lige overfor denne By laa to store engelske Krigsskibe.
Da jeg fik Skibslejlighed med de Danske og tog Tjeneste hos den førnævnte Adam Bülow, fik jeg to ærlige Mænd til Kammerater paa Skibet St. Peder; den ene hed Magnus, en Nordmand, som var Kongen af Danmarks Staldknægt, en god og from Mand; den anden hed Jacob Pedersen, der havde været syv År i London for at lære at væve Guld- og Sølv-Tresser og andet deslige, som de kalder Possementeri. Disse to Mænd var begge meget gode og venlige imod mig, ligesom og alle de andre paa Skibet.
1) Adam Bülow var Kongens Staldmester fra 1611 til han døde 1619, og Prinsernes Ridelærer. Han deltog i Kalmarkrigen og mistede der sit ene øje. Han blev gentagne Gange sendt til England med Gaver af kostbare Hingste og Hopper til den engelske Kongefamilie.