Fiskeri og Udrustning
Når handelsmanden nordpå kom til at spille en så vigtig rolle, var det fordi han overtog en af de største samfundsopgaver på den tid, det at være "utreder" for sine fiskere og bønder.
Utrederen er i Nordland den som skaffer almuen alt det de behøver til fiskeriet. Der gælder både mad og hyre, båd og fangstredskaber . De Nordlændinger som på 16 - 1700 tallet sendte deres produkter til Bergen med bygdefarsjekterne, havde købmanden på Bryggen som sin utreder. Han modtog deres tran og fisk og sendte dem til gengæld det han mente kunne udlignes med det han havde modtaget. Men som før sagt, hvis skyldmændene i en årrække var ude af stand til at levere varer, mistede de snart deres kredit i Bergen. Trondheims borgerne på deres side var nok utredere hvis de boede fast nordpå. Tremånders borger måtte også drive en vis utreder virksomhed, selv om de ikke var " i landet" på den tid af året hvor forsyning af udrustning til fiskeriet skete. De var dog først og fremmest kræmmere, drev småhandel og omsætning af varer som den store handel i Bergen mindre befattede sig med.
Men i Nordland kunne også velstående mænd af forskellig stand og stilling blive utredere når der var behov. Som nævnt i indledningen var der ingen anden udvej for den bonde som havde mistet kreditten i Bergen, end at gå til nærmeste mand, som drev jektebrug eller handel, tigge sig til udrustning og blive hans skyldmand. Det var de stormænd som før et nævnt i afsnittet om Jekte skipper, knaper og andre handlende. De var Nordlands første lokale handelsmænd og var forløber den rolle handelsstederne kom til at spille.
En sådan utreder i gammel stil var Petter Dass. Hans skildring af utrederens ansvar og bekymring rammer nok mest forholdene i hans egen tid, men har også en vis betydning for senere slægter. For det første har Alstahaug præsten udrustet sine gene folk til fiskeri, og så kommer efterpå skyldmændene og skal have deres:
Foruden alt dette de skyldmænder kom Med krumpede tarme, med indsvunden Vom Og deres utredning de kræver. De larmed og gjorde saa megen uskjel: Skaf os vor uredning, vi svælter ihjel, Thi tiderne gjøres os snæver! Og kan vi vor Børsel hos dig ikke faa, Da nødes vi hen til en anden gaa Og alt det, vi ejer, pantsætte; Anlangen skylden, vi bundet har paa, Da vid, at den faar paa restantsen at staa Hvorefter du har dig at rette! Hvad var her at gjøre? vi sang eller sprang. Vi måtte dem skaffe; vi gad deres Trang Og ynkelig jammer ei høre. Saa blev dem leveret en temmelig del Af korn og af gryn og af rug og af mel, Og hampen at lægge i snøre, Uagtet de før i Skyldbøgerne stod. Opskreven så høit, at de aldrig var god Den tiende Del at betale.
Hr. Petter Dass tillægger at de fleste vist slet ikke tænkte på at betale deres gæld, men ville bare lade tingene stå til døden kom og slettede restancen. Han så klart den moralske fare i utreder systemet, men det var ikke tiden hverken for ham eller andre at ordne det anderledes uden den tids handelsvilkår. For fiskerbonden var det fristende at stole på at udredderen her nordpå altid kunne hjælpe når det kneb. Det var anderledes med købmanden i Bergen, han var langt borte og det krævede ikke større overvindelse at lukke for kreditten i det øjeblik det var nødvendigt for hans forretning. Men handelsmanden nordpå havde de stakkels mennesker boende omkring sig, tæt inde på livet. De var hans medarbejdere i distriktets næringsliv, hans medborgere i bygden og sognebrødre, undertiden hans sognebarn. Han mødtes med dem i kirken under ordets tugt og for Herrens alter. Det var ikke godt at skulle se dem i øjnene som man havde nægtet det tørre brød. Da var det bedre at strække sig så lang man magtede, på grund af kristen pligt og medfølelse, selv om forstanden sagde nej. Det var som Petter Dass siger: "Vi gad Deres Trang og ynkelig Jammer ei hører."
Nu var forholdene som nævnt særlig vanskelige i Petter Dass´s dage. Der kom også perioder i 1700tallet hvor tilgangen var stor til de lokale handelsmænd. Jo mere de leverede til skyldmændene, jo mere måtte de for egen regning hente i Bergen. Eller for at citere Petter Dass:
"Og se, der foor al vor fortjeneste hen, vor debet derover his Garpum igen - Alt høier og hæier opkommer." Garpus - Bergens købmanden - var til syvende og sidst den som havde fat i begge ender.
Alligevel er det nok så tydeligt at de mere ordnede handelsformer som kom med gæstgiverierne nordpå, sammen med den almindelige økonomiske fremgang på slutningen af 1700 tallet, skabte bedre forhold i utredningen. Risikoen blev nok større med de nye og dyrere redskaber, men fortjenesten og den almene velstand steg også. Udover det 19 århundrede var fiskerne forsat afhængig af handelsmandens hjælp, men samtidig havde handelshusene vokset sig stærkere og bedre i stand til at løse deres opgave. En række af de enkelte steders historie viser at handelsmanden forstod at følge med tiden, føre kredit væsenet over i nye former og støtte aktivt efterhånden som fiskeriet blev mere moderniseret.
Det vidnerom en høj moral både hos handelsherren og fisker, når man var kommet så langt som på Kvaløy i Ulrich Qvales dage. En gammel fisker fortalte "at om vinteren når mandfolkene skulle fiske, og det så dårligt ud både med udrustning for dem som skulle rejse og med mad og udkomme for dem som hjemme sad, da rejste de til Kvaløy, for der viste de at de fik hvad de trængte, og aldrig var der tale om penge. Men den mand var æreløs blandt sine egene, hvis han ikke prøvede at betale hvad han skyldte, når han kom igen fra fiskeriet."
Nordlands både på fiskeri
Det er klart at handelsmandens stilling gav dem stor magt og yndighed, og det ud ti at være vanskeligt at påvise at de misbrugte den. At handelsmanden blev en lille Vorherre for sine folk var på et vist sæt både ret og nødvendigt. Han kendte sine pappenhejmere, og havde magt til at hjælpe der hvor det virkelig trængtes. Men han var også manden for at sige nej og give en advarsel der hvor det var den bedste medicin. Typisk er en fortælling om Zahl på Kjerringøy, som aldrig tålte at folk drak sig fulde. Der kom engang en fisker fra Hopen i Bodin. Han skulle på vinterfiskeri, men havde intet at købe for. Hos Zahl fik han alt hvad han behøvede på kredit. Fiskeren havde medbragt brændevin med, på Kjerringøy var der den gang intet at få. Og om aftenen så Zahl at manden havde druknet sig fuld. Han bad da sine folk om at gå ned i båden og bære alt manden havde modtaget op igen.
Købmand Zahl Kjerringøy
Mange lignende episoder kan sikkert fortælles. Et sted kom en mand og bad om 2 mark sirup af den bedste slags, den til 2skilling marken. Men handelsmanden var selv i butikken og svarede: "nej det har du ikke råd til, du må klare dig ed den til 1½ skilling marken." Med dette måtte manden gå, og godtfolk fandt det helt i orden. Så stor en mand som handelsmanden var, måtte han have lov til at bestemme sådant. Til gengæld blev det forventet af ham at han holdt liv i kone og børn mens manden var på vinterfiskeri, og om nødvendigt hjalp familien over et dårligt år eller to. Forholdet mellem utreder og fisker kan vanskeligt måles i vor tids målestok. Det var et tillidsforhold mellem den mægtige og den svage, ordningen kan se ud som uretfærdig, men gav i virkeligheden balance og tryghed.
Når nye handelsformer og interesser trængte sig ind mellem de to parter, kunne der let opstå stridigheder. Det er barsk, men levende skildre af Regine Normann i "Krabvaag".
Regine Normann
En opkøber har været i bugten og drevet fiskeopkøb i konkurrence med handelsmanden på stedet, som kaldes Iversen og øjensynligt ikke var en af de største herrer, nok så lurvet at se til. Men folk havde respekt for ham, og han har hele tiden været en sådan aparte gemen mand. Nu er han "plent urimelig krakilsk, næsten ikke til at komme nær". Han sidder på sit kontoret og sværger på at "ikke en eneste fik kredit hos ham, om de så hængte sig". Han skulle, for en gangs skyld lære dem at lade være med at snyde ham lige for næsen, som de havde gjort forrige vinter, da de for væk og solgte fisken til opkøberen på bugten, selv om han havde skriftlig kontrakt på hver evig eneste torsk.
Krabvågningerne tog det med ro, aldeles stoppe kreditten kunne Iversen ikke. Ham måtte værsgo holde liv i dem til fiskeriet kom igen, og siden blev der vel et råd.
Han vidste det selv ligeså godt. Forresten var han sikret ved pant i alt, de ejede og havde, så kneb det, kunne han altid klemme dem lidt,: Og tærged de ham, skulle de bættedø få føle det.
Værre gik det for fjordingene som var flest husmænd og fattigfolk, som søgte til ham og søgte udstyr. Rundrygget på buede ben trippede de ind på kontoret, lukkede døren bag sig og bad goddag. Iversen så optaget ud, bare skrev, så det kradsede på papiret. Fjordingen blev utryg, klemte om sydvesten og gumlede på skråen, så sig om efter spytbakken, glemte sig og sendte spyttet ud på gulvet og strøg det ud med søstøvlen, indtil han endelig fik mumlet sit ærinde frem. Iversen huggede i et kort nej. Den anden prøvede at lirke, men straks blev han vild og barsk, hunsede og hånte. De kunne ryge og rejse ud til opkøberen, som de gjorde forrige vinte, eller hvorhen de ville for hans skyld. Sydvesten dirrede i den tjære bredde næve, kæberne bed hårde i skråen. Sultede kone og børn? havd betød det for ham. Ingen hjalp ham med at føde sine. Efter megen snak og lang akkordering fulgte der, for deres vedkommende, som boede i fiskeværet og kunne kalde en ko og en båd for sin, en pant skrivelse på akt han ejede og kunne have lykke til at fiske i vinterens løb. En bindende fuldmagt til handelsmanden at han kunne tage sig tilrette på nemmeste måde efter loven, underskrevet og bekræftet af vitterlighedsvidner. Fiskeren takkede, knugede sydveste og trippede ud igen. Men fra dempå kramboden lød en hånlig hvisken: Ha du forskrev dæg tel han? - Ha du sælt sjæla di" Svaret blev givet med et glimt i øjenkrogen: " ja desværre, æg ha saa" og øjnene rundt om blinkede i forståelse. De var ligeglade med kontrakten som de så stort på, når først opkøberen igen lå i bugten. Men den, som slet ingen kontakt fik at underskrive, kom svagere og mere kroget ud end da hangik ind. Bad et stille farvel og roede med lange åretag den tomme båd mod det fattige hjem med de mange munde, som ventede på mad."
Det er digtning og en yderlighed til begge sider, men med baggrund i virkeligheden. Jo større stedet og manden var, desto mere velvillig kunne han være i sin kreditgivning, og des mere kunne han bære over med svagheder og svig hos sine skyldmænd. Men selv for den største og stærkeste kunne det vel mangen en gang bliv bittert, når små landhandler opstod i nærheden og brød ind i den gamle orden. Og endnu værre når de økonomiske vanskeligheder fulgtes af politisk kamp, ofte fyldt med bagvaskelse og forvrængninger fra dem som intet fattede om den gamle tid.
Det utrederen skaffede sine skyldmænd, var så at sige råvarerne til fiskeriet. Forudsætningerne var at en stor del måtte bearbejdes i fiske hjemmene, og det skete i hen over efteråret op til tiden for fiskeriet. Hampen blev spundet af kvinderne på hamperok, siden sad mændene og snoede garnet til håndsnøre, bandt det til liner og bandt det til torskegarn. Det var mange slags hjemmegjort redskaber som blev lavet af snøre, et af de mindste var forfang, men der var mange, kroge og lodder købte de hos handelsmanden.
Sejlet på nordlandsbåden var fra starten af syet af vadmel, som kvinderne vævede hjemme. På 17 - 1800tallet blev det almindeligt at købe sejldug i Bergen eller hos handelsmanden. Men længe fortsatte de med at bruge hjemgjorte skøder på kanten af sejlet, disse reb fremstillede de med små væveredskaber hjemme på gården, og materialet var lange hår fra hest og ko. Disse reb hold sig blødere i frost og skumsprøjt end almindelig hampetov. Olietøjet bestod af søstøvler, lang skind kofte, og skindhat (sydvest). Som bukser bugte de nogen gange skind, men senere klaverduk (en fin sejldug), syet i en vid facon sådan som sømænd længere sydpå brugte. Desuden brugte de gerne et fangskinn (skødesind). Søstøvlerne var nok for de meste syet af bygde skomageren, råmaterialet var støvlehud og bundlæder af hjemmelavet skind. Men nogen gange måtte de købe det på bua. Olietøjet var lavet af gedeskind, godt imprægneret med tran, og skindklæderne blev syet som håndarbejde på gårdene. Skindhatte(sydvest) blev også lavet i bygderne, men mest af folk som havde gode redskaber og håndelag for det. Når mændene var ude på vinterfiskeriet, havde de almindelige bukser og vadmelskofte under skinklæderne, og hue undr sydvesten. luffer, strømper og trøjer af uld blev alt sammen strikket hjemme på gårdene.
Men så var der "bortfarkosten" (provianten). Den måtte, alle som ikke selv var bønder med kornavl, hente hos Utrederen . Men også bønderne måtte i de dårlige år ty til at hente hos handelsmanden. Melet blev ført hjem, og så gik det løs med bagning i lange baner, både flatbrød og stompbrød. Flatbrød blev stegt på taget af ildstedet, stompen blev bagt i de store murede bageovne som fandtes på hver anden gård, ofte ude i fri luft. Alle disse forskellige arbejder med udrustning til fiskeriet kunne også foregå på handelsstedet. De fleste handelsmænd havde mindst en om end ikke flere både som de bemande med egne folk og udrustede til fiskeri. Mange steder var handelsmanden selv med på fiskeriet, og ikke kun dem som boede i Lofoten, men også en del af dem som måtte rejse i dagevis. Det var da almindeligt at handelsmanden var høvedsmand (øverstbefalende) på sin båd i den tid han var med ude. Han var jo som regel også jekteskipper, vant til at give ordre og blive adlydt. For handelsmanden af den gamle skole var der intet fornedrende at i at tage med ud på fiskerbåden. Han måtte være en torsk hvis han ikke var med til at høste af havets rigdom. Gud lod sin velsignelse gå i land. Og høvedsmanden navn har altid i Nordland været et hædersnavn, den største ære en god mand kunne nyde blandt sin bygde medborger.
Mange handelsmænd var da også "all round" i alt som vedkom havet. En stormand som Søren Schøning på Grøtøy var sømand med liv og lyst. Selv var han høvedsmand på båden, og selv fører og kjentmann (stedkendt person) på jekta.
Søren Schøning
Han kendte jektesejlads ud og ind, og der er mange historier om hans sømandskab. Han var bedre hjemme på et sejlfartøj frem for dampskib, det sidste var der så meget smadder med. Mindst to gange forliste han totalt, den ene gang ude på Folla, da bjærgede han sig ind til Brønnøy. En anden gang kæntrede han udenfor Kabelvåg en vinteraften 1836, og da mistede han både jekt og last. Derfor måtte han siden hen på vinteren rejse over Vestfjorden for at hente salt på Grøtøy. Men han havde aldrig mere en mand med i fembøringen.
Når julenvar overstået, begyndte arbejdet med at gøre alt klart til Lofot færden. Bådene med sejl, årer og tovværk blev efterset. Redskaberne blev efterset og lagt på sin plads. Mandskaberne holdt sig klar og havde fået det de behøvede af klæder. På krambua var det et rend af folk som lige skulle gøre de sidste indkøb. Hele udrustningen var mærkelig konstant op gennem århundrede, bestem at generationers erfaring og traditioner, kun med små forandringer efter som redskaber og kost skiftede.
Petter Dass beskriver nøje den udrustning som hver mand medbragt i tiden omkring 1700:
"Vi baged Mad-Kisterne strax efter jul Vi fyldte dem ganske med Brød og med sul Og skaffed dem alle sin Fore. Vi laged vor Drenge tre Maaneders kost, Et Bismerpund Smør og et Bismerpund Ost Og Fladbrød, to viktige Vagger, Saa Suppe-Mel. Kjød, og saa Stompbrød, et pund, Saa Jeren-Sten, Skind-Stak og Støvler saa rund, Saa Dybsagn med Angler og Kroge. Men dermed end ikke fornøies de vil, Et anker med Syre vi skaffed dem til Og lod deres Madkiste stappe. Ja, at jeg skal kortelig melde derom, Vi skaffede dem, indtil Staburet blev tom, Selv aade vi Maaltider knappe."
Den sidstelinje er også så kort, men fortæller i al sin enkelthed en lang historie om det savn et kapitalfattigt land måtte lide for at skaffe udrustning til fiskeriet som alles ve og vel beroede på.
Bortfarkosten(proviant) var stort set den samme i en beretning fra Senja og Troms i 1768. Det var efter "gammel mådeher i landet" 2 våger flatbrød, i bismerpund andet brød, en del ost, smør og kød m.v. så som lefser (brød) og lidt brændevin "til en nød tørst i ondt vejr", 1 anker syre og ½ våg mel til suppen. Til vår fiskeriet forholdsvis mindre af hver sort. Man bemærker at brændevinen er kommen til, og det svare helt til udviklingen af brændevins handelen på 1700tallet. Brændevins dunken blev en trofast følgesvend i båden, og som regel under høvedsmandens varetægt og kun til brug når folkene trængte til noget at varme sig på. I en opgørelse fra sognepræst Heltzen i Rana 1834 er rationen af forskellige madvarer praktisk den samme, bare nøjere bestem, f.eks. 20 lefser. Men dertil kommer ½ kvarter sild, 1 a 2 kander brændevin og nogen mark tobak. Endnu i 1879 udviser opsynschefens liste praktisk talt samme Lofot kost. Kravene er kun steget nogle grader: Af kød en hel fåreskank, sild efter behov, 2 kander brændevin, 3 mark tobak, og som noget helt nyt 2 a 3 pund kaffe.
Når handelsmanden eller en anden havde udrustet sin dreng til fiskeri, skaffet ham fuld kost og redskaber, olietøj og søstøvler, så fiskede drengen for sin herres regning og havde ikke andet end en almindelig løn for arbejde plus 1/6 af fiskefangsten. Løse og ledige karle kunne få samme udrustning mod at levere halvdelen af fangsten til deres herre, de kaldtes da halvlottskarer.
Ved overgangen til nye fangstmetoder spillede storbønder, jekteskipper og handelsmænd en ledende rolle. De gamle fiskeredskaber var håndsnøre, dypsagn, "juksa" (fiskeline til dybt vand - pilk) som det hed i folkemunde. Lige indtil slutningen af 1700tallet var dette det eneste lovlige fangstredskab på havet. Men allerede længe før kom der nye og bedre redskaber i brug. Liner er kendt allerede fra omkring 1600, og der blev fra første stund en strid om dem. Linerne behøvede et stort område, og så længe der ikke var nogen afgrænsninger for de forskellige brug af fiskehavet, blev det til kiv og slagsmål. Allerede i 1627 måtte lensherren o Nordland, Frants Kaas til Indyr, forbyde brugen af liner.
Indyr
Der kom mange senere klager og Christian IV sendte i 1644 lensherren Knud Steensøn en irettesættelse fordi forbuddet ikke blev overholdt, især da samme line fiskeri skulle "være den gemene mand til skade på deres næring og binæring, så og deraf skal forårsages stor Guds fortørnelse med banden, slagsmål og anden ulykke".
Alligevel fortsatte brugen af liner både her og der langs kysten. Som ved alle sådanne forandringer kom modstanden fra dem som ikke havde råd til at anskaffe de nye redskaber. Men jekte skipper, knaper, handelsmænd og storbønder havde råd til det. De kom derfor til at gå foran i udviklingen af fiske fangst redskaber. Skiftende og offentlige skrivelser viser at de brugte både liner og torskegarn længe før disse fangst redskaber var tilladt på Lofoten. Først i 1768 tillod amtmanden at liner blev brugt i Vestlofoten fra Valbergflesa til Moskenes, men ikke før gregumis eller 12 marts, altså når der var en måneds til tilbage af fiskesæsonen. Denne vedtagelse blev bekræftet ved kgl. res. af 29. maj 1775. Alligevel blev der brugt liner andre steder i Lofoten og ellers langs kysten. Omkring 1774 kom det til en krise om brug af liner. Året før havde været mislykket, og da der nu havde samlet sig store torskestimer på Høla og i Vågerenna, (fiskefarvandet udenfor Vågan), satte folk uden videre liner det og fik storfangst. Selv lensmanden i Vågan var med og drev sit eget line fiskeri fra egen båd. Dette ville myndighederne ikke stiltiende sidde og kigge på, der blev straks nedsat en kommission som afhørte og dømte en række fiskere. Der gjaldt 145 personer i alt, som dømtes til hel, halv eller fjerdedels inddragning af båd, fangst og redskab. For mange ville det være en katastrofe hvis dommen blev effektueret.
Sagen giktil højesteret i København, og da gjorde Nordlændingene som så ofte før. De sndte et par af deres bedste mænd til Kongen for at bede om at lineforbuddet blev ophævet og straffen eftergivet. En af diise mænd var pr. tradition lensmand Niels Bye i Meløy, indgiftet i Benkestok slægten. En anden som også tidligere havde været nedover var biskop Bangs oldefar Mikkel Nielsen Havsten af Harøy. Han fik audiens og "forklarede da for kongen hvorledes fiskeriet gik for sig, brugte almindelig tråd til line og knappenåle til kroge, og så satte han sin line ud i audiensværelset. Kongen gav han ret, straffen blev eftergivet og forbuddet mod linefiskeri trukket tilbage".
En tredje som også nævnes er Nils Gjertsen fra Alstahaug. Han havde været med på linefiskeri i 1774 og blev idømt bøder. Når hans navn nævnes, hænger det sikkert sammen med at han har forfattet det berømte stridsdigt fra disse år, som siden gik fra mund til mund indtil det i 1842 blev trykt i Bergen.
Her nogle af versene:
-
Ak alt for slette Tider I verden vi har, Den tid, somvi nu slider, Jeg siger aabenbar Er slet forvirrede, Enhver fornuftig Bonde Det mærke kan og se.
-
De som i Norden leve, De har et fattigt Land, De må for Brødet sveve På Sø og Salten vand! Der er ei anden vei, Skal de sit Liv opholde, Thi Landet siger: Nei.
-
Det maa dog nok fortryges Og være til Fortræd, At Havet skal forbydes Som aldrig før er skeet! I mange Hundred Aar Han saadant aldrig hændet, Det ser man skrevet staar.
-
Skjønt Folket for at reddes fra slig Elendighed, Samdrægtig selv tilstedes Paa Havets Grunde ned Lod sætteLinerne, Da saa man der paafulgte En stor modsigelse.
21.Befalinger udginge: Som sandt bevises kan At stevenet blev til Tinge Det hele Heldeland Med Saltens Fogderi, Samt Senjen, Vesteraalen, Lofoden blev ei fri.
- I denne sag og Tvisste Gid Kongen, Christian. Vort lands Mishandling vidste, Og saa enhver hans stand, Da blev der anden Skik, Maaske der fandtes meget Som en forandring fik.
Faktum er at kongen tillod linefiskeri 1784-85. Sagen mod fiskerne lå uafgjorte ved domstolene i ti år, og bøderne var endnu ikke betalt, men ved kongelig reskript af 4 februar 1784 blev straffen eftergivet og sagen hævet. Ved kongelig resolution af 1. februar 1786 blev line linefiskeriet tilladt overalt, dog ikke før 4. marts. Med det sidste tog ingen dog hensyn til og bestemmelsen forsvandt med fiskeriloven af 1. juli 1816.
Torskegarn skal først været blevet opfundet og brugt på Møre i 1685, og vakte helt fra første færd stor strid. Garnfiskeriet var endnu mere end linefiskeriet en kostbar affære, og derfor i starten kun for de velstående. Omkring 1750 var torskegarn i brug på Lofoten, og amtmanden indskærpede i 1753 forbuddet mod at bruge andet en dypdagn (pilk). I 1760årne var garnfiskeriet kommet nordover til Senja og Troms. Sorenskriver Thomæsøn beretter i 1768 at "nu for nogen år siden har en del fundet for godt at bruge torkegarn, som vel gav fordel for de formuende, der havde lejlighed til at bekoste mange garn, men ikke for de fattige. Der har været strid nok om torskegarns brug på andre steder, men det er lige så godt for det gemene bedste at de ej bruges i fiskeværerne, thi hvor en stor ansamling idelig er af torskegarns - sætning i havet, der foruroliges fiske og til sidst afskyr derfra".
Stridigheder og uro fulgte med torskegarnet, efterhånden som det bredte sig nordover kysten. Thomæsøns opfattelse, den at garnet skræmte fisken bort, var også den menige mands syn på sagen. Der blev strid mellem garn og linefiskerne, og mellem disse og juksefiskerne (pilkefisker). Det hændte at garnene viklede sig sammen, så ejerne kom i slagsmål og gik løs på hinanden med årer og andet så lå først for. Blev det så til proces' ved retten, var det vanskeligt at lade falde en dom i sager hvor der hverken var lovens bogstav eller gammel sædvane.
Nogenembedsmænd tog parti mod garnfiskeriet, andre så mere fordomsfrit på sagen. Sorenskriver Bull mente at begrænsninger bare øgede fattigdommen i bygderne, og at modstanden hos den lavere almue bundede i had, jalousi, uvidenhed og urimelige fordomme. Der blev da også lempet på forbuddet efterhånden. Kommissionen af 1785 - 86 kom med et forslag som blev lovfæstet 1. februar 1786. Garnfiskeriet blev da tilladt i Raftsundet, men kun i tiden efter 26. februar. Bestemmelsen var vel ment, men når torsken ikke tog hensyn til den og samlede sig på andre steder og til andre tider, fulgte garnfiskeriet bare med. Blev det så godt garnfiskeri, gik det som I.P. Rist siger i 1801: Da "skråler dovenskaben og misundelse af fuld hals over vindskibelighedens held". I virkeligheden blev torskegarn fra 1796 brugt overalt i Lofoten og ved loven af 1816 tilladt i stor udstrækning.
Fra Troms har man et godt eksempel på hvordan knaper og handelsmand gik i spidsen på dette område. I november 1790 fik amtmanden et andragende fra skipper Hans Heggelund, Søren M. Heggelund, H. Norum, Jeremias Figenschou og gæstgiver Jørgen Brose Kragh m. fl. i Tromsø. Brevskriverne " forestillede sig den nytte og fordel de har set af torskegarn og liners brug andre steder i Nordlandene, og med bedrøvelse erfaret Guds velsignelse af fisk i havet, uden at kunne blive sammen mægtig". så længe amtets forbud mod torskegarn stod ved magt. De nævnte udtrykkeligt at også her at de fattige som ikke ejede torskegarn, var dem som var modstander af garnfiskeri. De ansøgte om lov til at bruge torskegarn og liner i Ulsfjord og andre steder i Karlsøy sogn. Amtmanden svarede at fandt andraget seriøst, og tillod den slags fiskeri i de kommende år, men de måtte vogte sig for at lukke for de almindelige fiskepladser med garn og liner. De skulle også på fredelig og rimelig måde komme overens med juksefiskerne, så de ikke blev forhindret i der fiskeri på de gamle fiskepladser. Til sommer sæson fiskeriet efter sej blev der i 1768 brugt og sikkert længe før denne tid de almindelige dorg (mede snor, man slæber efter båden) og sej-trøer (fiskestang). Man var da også begyndt at bruge synkenot efter sej ide på revene. Men Thomæsøn skriver at "hvor der er et lille sund og sejen altid kommer der, er søkkenots mængde skadelig for det almindelige, thi sejen skyr". Stadig samme fordom mod nye fangstredskaber. Til kveite og flynder fiskeri på grundene brugte man fra gammel tid skotler (stangeredskab), ofte gaffelformet med tre kroge, som med et raskt stød kørtes ind i fisken. Sådanne redskaber er kendt helt tilbage fra stenalderen, og nævnes i skrifter nordpå fra 1600årene. Ude på havet brugte de gangvad, en slags line, med stærke kveitekroge.
Håkjerringlenke til fangst af den tran rige hajart (pighaj) kendes også fra gammel tid. Derudover havde de harpuner til fangst af små hvaler, og enkelte også gevær til jagt på sæl ude på holmene og sælområderne. Sildegarn og laksegarn er gamle og godkendte redskaber allerede på 16 - 1700 tallet. Det store not fangster kommer efterhånden og kilenøter Fangst garn til laks) er noget helt nyt.
Håkjerring
Kvaite
Til slut skal også nævnes nordlands båden som var fiskebondens stolthed, hans kæledække og trofaste ven. De store jekter blive omtalt i et andet afsnit. i nær slægt med dem var tendeingerne, som efter Thomæsøns beretning i 1768 var noget forskellig i størrelse, men de blev brugt til fiske afhentning på fiskestederne og lignende transport, kun sjældent til Bergen. Noget mindre var fartøjet kaldet salgbåter, de benyttedes også til afhentning af fisk, især af Trondheims borger til deres rundrejse i distrikterne. I trom brugte man også en salgs brede og korte både kaldet komse, tit transport af brænde, hø, mel og lignende. Så kommer fembøringen med 5 rorsrum, den egentlige "storbåd" som var bedst til fiskeri og dernæst firerumbåden eller åttringen. Under den i størrelse er halvfjerderomsbåten, som også kaldes bunkromsbåt eller kobbromsbåt. Så kommer treromsbåten eller seksringen, efter den halvtredjeromsbåten og til slut toromsbåten som nogle få kalder "bakse". Sådan var inddelingen efter Thomøsøns beretning. Og han tillægger at de to mindste bådtyper bruges mest hjemme til daglig brug for et eller to mennesker, og til korte ærinder. Men fembøringen og åttringen bruges "til langvejs færd", som fiskeri langt borte. Halvfjerderomsbåden er brugbar for op til tre mand, til nærliggende fiskeri. Han nævner ikke seksringen, som måske var den mest udbredte, den blev også meget brugt til dagsfiskeri og sommerfiskeri.
Fembørring
Oversikt over størrelser av nordlandsbåter
Oversikten over ulike størrelsene av nordlandsbåter er en relativ oversikt. Båten finnes i meget forskjellige størrelser, men det er ingen eksakte standardlengder; antall fot går på skjønnet til båtbyggeren og bruken båten er tiltenkt. De fleste størrelsene er de samme som på store deler av resten av kysten, og en del av betegnelsene er også de samme, mens noen kun finnes på Nordlandsbåter, f. eks. betegnelsen 'fembøring'.
Færingen er grunnbåten i systemet, og den er rundt 14 fot. De største båtene var rundt 44 fot, men det finnes flere beretninger om ekstra store fembøringer. Den største som nevnes i litteraturen er på 58 fot. Av de rundt 160 oppmålte nordlandsbåtene finnes det således nesten ikke to like lange båter. De har omtrent alle sammen forskjellige lengder. På tross av dette finnes det likevel flere ulike kategorier med eget type navn. Navnet kunne variere i ulike regioner i Nord-Norge.
Hundromfæring
Hundromsfæring
Færingen Også kjent som: kjeks, sjun, toroms eller to-roring. Den er mellom 14 og 16 fot. Den har to rom, framrom og atterrom, i tillegg til framskott og etterskott. Kan ros med to par årer.
Hundromsfæringen Også kjent som kjeks og halvtredjerømming. Den har i tillegg et halvt rom på midten mellom framrommet og atterromet, og er rundt 17 fot.
Seksringen Også kjent som kobbroms-båt, trerømming, treroring. Navnet seksring skal visst være mest brukt i Vesterålen: Båten har 3 hovedrom: framrom, midtrom og attrom. Den er rundt 20 fot og har tre par årer.
Halvfjerderømmingen Er også kjent som Seksring, Treogenhalvroms,, Kobberomsbåt (kobbring) og Bunkeromsbåt. I Vesterålen ble den og kjent som Stor færing. Den er rundt 22 fot. Ros også med tre par årer, men har et halvt rom mer en seksringen framrom, halvrom (bunkerrom kobberrom), bakrom (attersegla), atterrom (høvedsmannsrom).
Firroringen Også kjent som skottkeiping. Firroringen rundt 24 fot og har fire par årer. Den har 4 rom, framrom, fremmersegla, bakrom (attersegla) og atterrom (høvedsmannsrom).
Halvfemterømmingen Er og kjent som skottkeiping, Kobberomsbåt (kobring) og Bunkeromsbåt. Den har et halvt rom mer enn firroingen og er rundt 28-30 fot. Framrom, fremmersegla, halvrom (kobberom, bunkerrom), bakrom (attersegla), atterrom (høvedsmannsrom).
5 roms Åttringen Hadde oppringelig fire årepar. Den er rundt 34 fot. Rommene har benevningene framrom, fremmersegla, attersegla (steinrom), bakrom, atterrom (høvedsmannsrom).
6 roms Åttringen Hadde fem årepar og var og kjent som storåttring, seksroring og fembøring. Båten var mellom 34 og 42 fot og hadde disse rommene, skottrom, framrom, fremmersegla, attersegla (steinrom), bakrom, atterrom (høvedsmannsrom).
Fembøringen Er den største nordlandsbåten og har fem eller seks årepar. 1: skottrom, 2: framrom, 3: fremmersegla, 4-5: attersegla (steinrom), 6: bakrom, 7: atterrom (høvedsmannsrom). Den kunne bli opptil 48 fot.
Stor-fembøring
Er en betegnelse for de ekstra store fembøringene. 1: skottrom, 2: framrom, 3-4: fremmersegla, 5-6: attersegla (steinrom), 7: bakrom, 8: atterrom (høvedsmannsrom). I Gratangen i Troms prates det ennå om en enorm fembøring på 52 fot som ble bygd der.
På Helgeland havde de ifølge Heltzens beskrivelse fra 1834 omtrent de samme typer men yderligere et par mellemstørrelser, og med lidt andre navne. Hansindeling er regnet ovenfra:
Seksbøring eller fembørring med sædvanligvis 6 par årer, åtting med 4 eller 5 par årer, halvfemterømmong eller skottkeiping, firroring med 4 par årer, halvfjerderømming med 3 par årer, trerømming eller skrsring, ligeså med 3 par årer, men et halvrum mindre end foregående, hundromfærring eller halvtredjerømming og færing .
Bådene blev bygget i stort antal af folk i skov bygderne på Helgeland, især i Bindalen, Vefsen, Rana og Saltdalen. Mange steder i disse dale blev bådene bygget på gårdene langt oppe til lands. Siden blev de så på vinterfører kørt ned til havet og solgt til de skovfattige kyst egne. Det var en stor omsætning af Nordlands både på markederne på Lofoten. Men ellers blev der bygget både overalt i fjordene. Fjordbygderne i Troms havde en betydelig båd bygning med Fyrretræ som grundmateriale, lige fra Astafjorden og Salangsegnen i syd til Malangen, Balsfjord og Lyngen i nord. Denne bygning af både var meget stor fra 1760 og fremover, den blev lettere efterhånden som der kom flere savværker i distriktet. Men efterhånden blev der mindre og mindre af brugbar skov og fra midten af 1800tallet købte stadig flere af Troms-væringerne storbåde af ranværinger og andre i Lofoten.
Alle Nordlands både brugte det gamle, maleriske råsejl. Fembøringen kunne desuden føre et topseejl, og de store både havde vimpel i masten. Hus(kahyt) kom først i bådene fra 1860 årerne, og det føltes dengang som et vældigt fremskidt.
Navn: Rana
Skibstype: Storottring fra Nordland, Norge
Byggested: Hemnessberget i Ranfjorden
Byggeår: 1892
Byggemateriale: Gran
Mål: Længde 10,8 m bredde 2,7 m, dybgang 0,55 m
Rig: Råsejl og topsejl
Besætning 5 mand
Andet: Sejlareal i alt 33 kvm
Nordlandsbåd fra Norge – såkaldt åfjordstype.
Bygget til vinterfiskeri efter torsk omkring øerne Lofoten og Vesterålen i Nordnorge. Nordlandsbåden og nabobåden fra Åfjord i Nord Trøndelag blev kaldt "De sidste Vikinger", fordi de med deres maleriske skrog og råsejlsrig fortsat var i brug helt op til omkring 1920. Båden fører råsejl og topsejl.
Fembørrng på vej til Bergen