Sørejserne

Christian den Fjerde var ikke blot bygherre og statsmand, men også en dristig sømand der personligt satte kursen mod Nordishavets farvande. Kapitlet åbner med kongens rejse til Nordnorge i 1599, da han med otte orlogsskibe sejlede til Vardø for at hævde dansk-norsk suverænitet over Nordkalotten. De samtidige dagbøger af Jonas Carisius og Sivert Grubbe giver levende øjenvidneskildringer af togtet. Derefter følger historien om Det Ostindiske Kompagni, stiftet 1616 på hollandsk forbillede, og den unge Ove Gjeddes ekspedition med Elephanten og David mod Ceylon og Coromandelkysten. Forhandlingerne med kejseren af​​Candy og Naichen af​​Tanjour førte til grundlæggelsen af ​​den danske koloni Tranquebar i 1620, et handelscentrum der bestod i over to hundrede år. Sideløbende fortælles den tragiske beretning om Jens Munk, den barkede søkaptajn af norsk fødsel, der i 1619 sejlede mod Nordvestpassagen med Enhiørningen og Lamprenen og overvintrede under forfærdelige omstændigheder i det canadiske ishav, hvorfra kun tre mænd vendte hjem. Fra originale logbøger, skibsartikler og traktater til moderne historikeres vurderinger tegner kapitlet billedet af en søfartsnation, der under Christian den Fjerde rakte ud mod verdens yderste hjørner.