KAP: XXIX
Henimod Middag saa vi et lille skib nærme sig fra Ø.S.Ø og vi troede først, at det var vare Kammerater, men det var Buscaviere, som farer på Hval- og Fiskefangst. De sejlede tre Gange omkring vort Skib i den Tro, at vi havde været i Søslag, og vovede ikke at komme os nær trods vore indstændige Anmodninger om at hjælpe os i vor Nød og bringe os i Land for tredobbelt Løn. Vi var nu kommen 90 Mil paa denne Side Berberiet og var langt ude i det vestlige Hav, 150 Mill S.O. for os laa Spanien og England var 500 Mil borte fra os. Skibet var uden Sejl og uden Ror og var helt blottet for Proviant.
Vore Folk var modløse og fortvivlede og mente, at vi maatte gaa tilgrunde, hvis vi ikke mødte et Skib paa Vejen, som kunde hjælpe os i Land. Jeg ærgrede mig meget over den Slags Mennesker, eftersom de baade i Medgang og Modgang viste, at det var, som om de ingen Anelse havde om at frygte eller elske Gud og derfor intet at vente af ham. De hørte taalmodig paa mig, skøndt de syntes, at mine Ord var for haarde. jeg hævdede, at den Gud, som hidtil saa faderligt havde beskyttet os og frelst os fra Døden, ogsaa vilde føre os i Land, naar han fandt det for godt. Præsten bad mig ikke at blive træt af at formane Folkene i hans Sted, thi nu blev han stadig mere og mere syg af Vattersot ligesom daglig flere og flere af Folkene.
Vi havde havt det Held, at vore Ræer var bleven liggende paa Rælingen, da Sejlene blæste bort, og Kaptajn Christopher Boye lod nu hugge en Fokkemast og en Sejlraa til. Vi havde også to nye Sejl ombord. Han lod derefter tømre et Ror af en 7 Alen lang Bjælke, som de kalder Pentelbjælke, og slog Bolte ud af Skibets Kroge til Roret og lagde Jernlænger derom. det blev alt boret koldt. Men Sejlene kunde vi ikke tage ind igen, thi hele Takkelagen med den Træer (gl. dansk for Stænger, Ræer osv.) var borte.
Da vort lille Ror med store Anstrængelser var blevet anbragt og vort Sejl hejst og rettet efter Vinden, fik vi Nordvest-Vind i en fjorten Dages Tid, hvilket bragte os lykkelig og vel fremad.
En Dag kort efter vor Ulykke saa vi et stort tyrkisk Skib S.V. for os. Nogle af Folkene vilde hellere at, Tyrken tog os end at vi skulde dø af Sult, thi vi havde jo Kongens Skriftlige Ord for, at vi skulde blive løskøbte af deres Magt, hvis den Ulykke skulde ramme os. Derimod bad jeg og mange andre denne Nat til Gud om at lade os slippe og komme den af Sigte, hvilket ogsaa blev os forundt.
Dagen efter Ulykken blev der sendt Folk ned i Brødrummet for at undersøge, hvad der forefandtes af Levnedsmidler. De fandt kun nogle faa Smuler, og selv disse var fordærvede af Kakerlaker som der vrimler af ombord og som i Indien flyver ud paa Skibene om Natten. Da dette blev meldt til Skibets Raad, vilde min Kaptajn Christopher Boye og flere andre, at vor Hovmester Peter Frandsen skulde hænges, men da Købmændene var hollandske ligesom Peter, var de af anden Mening, og de blev enige om, at han skulde straffes senere, hvis vi slap derfra med Livet.
I Kahytten led de samme Kvaler som vi andre paa Grund af Mangel paa Føde, thi alting var blevet ødelagt, og vi havde kun denne Smule fordærvet Brød. Guberbator (Henrik Hess) havde to Dyr, en Hjort og et stort indisk Svin hjem med sig, men vilde på ingen Maade lade dem dræbe, selv om han havde sin egen Død for Øje. Folkene aftalte da en Aften, at de vilde dræbe disse Dyr, og man mente, at de høje Herrer i Kahytten ikke vilde spise selvdøde Dyr. Om Morgenen blev det saa foregivet, at Dyrene var omkomne i Mærket om Natten ved gen Skyld. Men glade blev de høje Herrer alligevel ved at spise de "selvdøde" Dyr, thi der var nu Nødstilstand ombord, og delte Kødet med os. Sent en Aften tilbød en Hollænder ved Navn Jon at dræbe Katten, for at vi kunde spise den. Men jeg sagde, at jeg vilde vente noget, før vi greb til den Udvej. Vi havde tilstrækkelig Drikkevand og et Fad med Fedt, som Kokken havde tænkt at sælge til Skomagere, men som han overlod til os alle. Sammen med Brødkrummerne slog det lidt til i og uden for Kahytten.
Da vi havde havt Nordvestvind i 14 dage og var kommen saa langt paa Hjemvejen, at vi kun havde 100 Mil tilbage til England, fik vi stærk Modvind fra S.O. og Ø, der slog os ud af Kurs og drev os N.V. langt bort fra Land saa at vi tilsidst kun var 150 Mil fra Island. Den 4. Søndag efter Paaske (15 Maj) blev jeg kaldt ind i Kahytten og spurgt tilraads, om vi skulde sejle til Island, hvis Vinden holdt sig. Men jeg sagde, at det langtfra var raadeligt, eftersom vi næsten var uden Ror og Sejl, thi hvis der Ror vi benyttede blev ubrugeligt, vilde vi komme i den største Livsfare, og da jeg havde paavist dette og anført mange andre Grunde, opgav de Tanken om at sejle til Island.
Da der var taget Beslutning om denne Sag, gik jeg bort og sagde, at vi med Guds Naade snart vilde faa Hjælp. Lidt efter fik vi atter N.V. Vind med Taage og slud.
Men der var en stadig voxende Jammer og Elendighed ombord paa Grund af den Vattersot, som angreb Mandskabet, og af hvilken man blev oppustet som en Blære, medens vi drev omkring der i 8 uger, mistede vi 15 af vore bedste Folk, før vi fik Land i sigte, de blev indsvøbte og kastede i Søren, og en Psalme sundet over dem paa kristelig Vis.
Næste Søndag før Christi Himmelfartsdag (22. Maj) omtrent ved Sextiden om Eftermiddagen saa vi Land. Det var en Ø.V. for England, som kaldes Scilly (50 kilometer ud for Englands syd vestligste Spids)- Der blev stor Glæde ombord, alle takkede Gud og mange af dem, der laa syge, slæbte sig op paa Dækket. Men da Natten var for Haanden, syntes Styrmændene og Skibets øverste Befalingsmænd, at det var bedst at søge tilsøs for Natten og styre fra Land, eftersom man kunde vente at støde på Grunde tæt inde ved Land.
Næste Morgen var alt Land forsvundet. Vi fik stærk Storm fra N.V, der varede i otte Dage, og i dette Uvejr mistede vi vort lille, skrøbelige Ror, som havde været os til stor Nytte i Modvind, men ikke i Medbør, og vi var da atter igen i den største Fare. Vi vidste ikke om vi var ved Frankrig, England eller Irland, thi disse Lande ligger tæt ved hinanden og har rød Ler paa Havbunden ved Kysterne.
Da Stormen fra N.V. endelig lagde sig, gik Vinden til S.O., og da Styrmændene loddede ved Midnatstid, fandt de 28 Favnes Dybde. De lod da Ankeret falde og Ræerne fire ned til Rælingen, men paa Grund af Udmattelse hos Mandskabet maatte de lade Sejlskøderne hænge i Søen, thi der var kun tre Mand paa Benene. Selv min Kaptajn Christopher Boye var nu ogsaa i Køjen, men mindst sw 8 sidste Dage, før han lagde sig, havde han krøbet om paa sine Knæ.
Tidlig næste Morgen hørte jeg Kahytsdøren paa øverste Dæk blive lukket op, saa hørte jeg intet mere før en kom hen til mig, jeg havde laant min seng til min gode Ven Anders Olufsen (Den seng som blevet lavet til ham i Ostindien). Det var Gubernator (Henrik Hess), som stod derude og spurgte, om jeg kunde komme ud til ham. Jeg svarede, at det kunde jeg vel, hvis han vilde hjælpe mig. Da jeg kom ud, sagde han, at vi var i stor Fare, thi vi vidste ikke, hvor vi var. Jeg sagde, at vi maatte vel snart se Land. Han førte mig tværs over Skibet til Strybordssiden. Der var Bygevejr med Solskin imellem. Jeg sagde, at det forekom mig at jeg saa Land der, hvor jeg pegede med Haanden. Han svarede Nej og sagde, at han vilde holde en Rosennobel mos en Daler. Dette stadfæstede vi med Haandsalg. Kort efter drev Bygen over og Solen skinnede frem paa en dejlig hvis Mur i Land. Han gik da bort fra mig og raabte "Land! Land!" og klappede i Hænderne.
Da lovpriste alle Gud med stor Glæde. Jeg blev ledet hen til Kanonerne og affyrede 15 Skud, thi Kanonerne var ladte. Mester Joris, vor første Styrmand, sagde at det var Irland, som ligger 29 Mil V. for England, omflydt af Havet.
En Mand fra Byen Youghal (En by omtrent midt paa Irlands Sydkyst) var gaaet ud at spadsere paa et Næs, der strakte sig Østpaa, da han hørte Skuddene og saa vort Skib, skøndt vi var omtrent to Mil fra Land. Han skyndte sig ind til Byens Øvrighed og fortalte, at han havde set et stort Skib, som stadig affyrede Kanonskud, og det forekom ham, at dets Takkelage var saare lille. Havne-Loserne fik Befaling til at skaffe Oplysning om Skibet. Da to Lodser, William og Robert sejlede, hver paa sin Sildeskude, omkap ud til vort Skib, the den ventede, at de, der kom først, vilde erholde en stor Pengebelønning. Men Vejret var uroligt med Byger og Vindstød, og vi kunde ikke tro andet end at de maatte kuldsejle, indtil den ene opgav Sejladsen og Fortjenesten.
Han, som kom ud til os, raabte højt, hvorledes det stod til hos os, og hvorfor Skiber var? Vi svarede ham i Korthed, og at vi blot ønskede at faa Skibet bragt i Havn. Han tilbød sin Hjælp og forlangte Tegn og et Pant af Skibets Chef paa, at vi ikke vilde benytte os af andre end ham, og Kaptajn Sixt Jacobsen "Perlens" egentlige Kaptajn, gav ham som Pant sin røde Fløjs Pung med et vedhængende forgyldt Signet, som, naar al Aftale var opfyldt paa begge Sider igen skulde være frit og indløses af Kaptajnen.
Som jeg tidligere har omtalt, var der hver Dag død nogle af Besætningen ombord, de allerfleste var dødsyge, den ene kunde ikke bringe den anden Hjælp, end ikke dem noget at drikke, saa at man kun hørte Jammerklage overalt baade af Sult og af Sygdom. Ingen af Lodserne havde Fødemidler med sig, med Undtagelse af en uopskaaren Torsk, som strax blev kogt og uddelt til 117 mand, mig tilfaldt det forreste Finneben og en smule Kød hængende derved, hvilket jeg tyggede op altsammen.
Folkene i Lodsbaaden fik vor Baad bragt i Vandet ved Hjælp af nogle at vore Folk, som knap havde kræfter nok til Arbejdet. De hejste saa min Kaptajn Christopher Boye ned i den, siddende i en Stol, samt Præsten og nogle andre, som ikke paa nogen Maade kunde hjælpe sig selv. Da min Kaptajn var kommen i Baaden, stirrede jeg ned paa ham, raabte til ham og bad ham huske paa mig, hvis han og jeg levede, saa at jeg kunde komme i Land hurtigst mulig. Men han vinkede til mig med et Tørklæde og lovede, at hvi han levede, skulde det ske, saa hurtigt det kunde lade sig gøre. Før vi skiltes fra dem, tog ve en hjærtelig Afsked med dem, idet vi overgav det i Guds Haand og Villie, om vi nogensinde skulde mødes igen (Præsten og Kaptajnen blev ført i land 3 juni).
To af vore Folk døde, inden de naaede ind til Land og to andre strax efter ved deres første Maaltid, da de fik fersk Føde at smage i Land. Vore Folk fik en Kærlig Modtagelse i Byen Youghal og blev beværtede med al Slags Mad og herlige Drikke. Min Kaptajn Christopher Boye levede 2 Nætter og døde saa. Han fik en hæderlig Bisættelse, der kostede 300 Daler. Den store Jærnklokke, hvor med der ikke var ringet i 13 Aar, blev brugt på hans Begravelsesdag med andre passende Ceremonier, ham til den sidste Ære og Honnør.
Da dette skete, var jeg endnu ikke kommen i Land. Natten efter at vor Baad var roet ind, blev den sendt tilbage af Byen Youghals Øvrighed med al Slags Mad og Drikke nemlig: 2 hele Oxer, 12 slagtede Faar, 12 Tønder Strong Beer, 2 Tønder Tvebakker, 2 Tønder Skonroggen (Tvebakker af sigtet Rugmel), 1 Tønde Smør, 3 Tønder Vin, hvoraf 1 med fransk Brændevin, 2 med spansk Vin og den tredie med fransk Kirkevin. Dermed fulgte nye Tallerkener, Hvede, Salt, Eddike, Kar og Kander. Endvidere Urter og Lægeplanter, mange slags destillerede Vine og Tobak.
Med samme Baad kom nogle faa af vore Folk tilbage sammen med de Irlændere, som skulde ro os ind. Desuden blev der paa Stadens Raadhus udtaget 100 mand, som skulde danne en beskyttelsesvagt for vort Skib, medens Sundheden ombord var saa daarlig, og skibet ikke var bragt i Havn. Disse 100 Mand aflagde Ed paa at holde ærlig og retskaffen Vagt uden al Svig. De skulde ogsaa, naar de var i Land og hørte Skud fra Skibet, i største Hast tage derud, the det traf sig netop paa den Tid, at en berygtet Sørøver og Fribytter krydsede i Farvandene og øvede Vold mod Handelsskibe og fredelige Søfarende og var ved Ran og Manddrab en Skræk for dem. Han blev almindelig kaldet Kaptajn Compan, var af flamsk Herkomst og havde en Flaade paa 7 Skibe. Han var en erfaren Mand, udmærket Sømand og en vældig Sviregast. Generalstaterne i Holland, hvor han havde Kone og Børn, havde skrevet ham til, om at afholde sig fra sine onde Gerninger og havde tilbudt ham en stilling som Admiral samt Adelsrettigheder i Holland, dermed fulgte ogsaa en kærlig Sjrivelse fra hans Ægtehustru. Men han vidste godt, hvor meget deres Tilbud og Raad var værd og vovede derfor ikke at modtage det. Hans Trommeslager Cornelis blev syg af Skørbug i Hovedet, bragt i Land i Youghal, hvor han fik Kost og Tæring hos os og rejste siden til Danmark med "Perlen". Han fortalte os udførlig om hele hans (Compans) Færd ombord og i Land, hvorledes han lod holde Gudstjeneste ombord Morgen og Aften og paa mange Maader overholdt kristelig Skik, men alligevel vedblev med sine umenneskelige Røverier og Overfald.
KAP: XXX
Nu vender jeg tilbage til, da de omtalte Fødemidler blev bragt ombord og vi skulde nyde fersk føde. Inder der kunde blive tillavet et egentligt Maaltid, gav vor Hovmester alle Lov at vælge, hvad de ønskede at faa først af Mad eller Drikke. Nogle bad om Brød, andre om Ost, andre om Æg,. Jeg bad om en Drik Øl, og da jeg havde drukket omtrent en Pægl, rakte jeg Halvpotkanden med resten til Hovmesteren og blev derpaa hjulpet op paa Dækket og frem i Gallionen, hvor jeg viklede reb om begge Arme og satte mig paa en Stol. Jeg var da omtrent en Times Tid fuldstændig bevidstløs og anede intet som helst om, hvad der gik for sig omkring mig. Da jeg endelig kom til Sands og Samling igen, forekom mig, som om jeg var befriet for et helt Bjærg, og som om Gud havde givet mig nyt Liv. Da jeg igen kom ned under Dækket, blev de andre forbavsede ved at se mig i live, thi de troede at jeg laa død etsteds, thi 2 Mand var døde i den korte Tid jeg var borte. Kort efter døde min gode Ven Erik Lange og den brave gamle Mand Niels Geertsen, saaledes mistede vi den ene efter den anden. Fra den Tid vi sejlede fra Indien og til vi kom i Havn, døde i alt 35 af vore bedste Folk, hvor iblandt Jacob Styrmand, Niels Geertsen, den første af Assistenterne, hans Stedøn Anders, Mester William Bartskærer, den ene Sejlmager og vor Konstabel Søren Knabstrup, en meget voldsom Mand.
Det vrede næsten 8 Dage, inden der blev lavet et Nød-Ror af Fyrretræ for at bringe Skibet i Havn, naar der kom Springflod, thi derpaa maatte vi vente, da der var tre Rev tværs for Havne mundingen, hvor man skulde løbe ind, og som var betegnede med forankrede Tønder som Sømærke.
Dagen før vi fik vort store Skib i Havn, det stak 22 Favne med Fragten, var 7 favne bredt mellem Rælingerne paa øverste Dæk, 7 favne fra Skansen til Havfladen, 40 Favne langt og havde samme højde til Mastetoppen, saa vi to store Skibe omtrent en Sømil tilhavs, men set fra dem synes vi at ligge under Land. Der blev strax skudt, og de 100 Edsvorne kom strax ud til vort Skib for at forsvare det, men Gud lod i sin Naade Skibene sejle bort. Det var Kaptajn Compan, der senere, da han erfarede, hvorledes vi var stillede, skal have været meget ærgerlig over at have ladet os slippe sig af Hænderne.
Lørdag efter Pinse (11.Juni), Kl. 9 om Formiddagen blev vort Skib af den Havnelods, som først var kommen til os, og under hans Kommando uden Skade paa Skib og Godt for den fastsatte Betaling bragt over de nævnte Rev og lagt for Anker, hvor der var den bedste Ankerplads nogen kunde ønske sig. Medens denne Indsejling stod på, var saa at sige alle Byens Indbyggere ude paa Stranden, baade dem pa Bysiden, saa vel som alle Folk fra Landsbyerne paa den anden Side af Floden lige over for Byen. Det var en yndig og herlig Egn, hvor man saa hen.
Da Indsejlingen begyndte, bad vor Lods først alle om at knæle til Bøn og bede Gud om Lykke til et heldigt Udfald. Da der var holdt Bøn, befalede han alle at tie, og ingen maatte sige et Ord før Skibet var over Revlerne, men staa stille langs Rælingen paa begge Sider, saa at Rorgængeren ikke hørte nogen anden Stemme end Lodsens. Da vi slap over det inderste Rev, udbrød Lodsen og alle ombord i et mægtigt Jubelraab, som enstemmigt og med blottede Hoveder blev besvaret fra Land af den store Menneskemængde. Tilsidst takkede alle Ombord Gud i al Ydmyghed, for at vi lykkelig var kommen i Land. Saa blev der skudt med Kanoner, blæst og trommet, og vi blev ført i Land paa dem smukke Strandbred, hvor der var samlet en stor Mængde Mennesker.
En brav Kvinde ved Navn Elisabeth, der var gift med en Skibskaptajn ved Navn William Grayer, gik hen til mig, efter at hun havde set sig om i vor hele Skare, tog mig i Haanden, saa lidt paa mig og spurgte mig hvad jeg hed og hvad Landsmand jeg var. Da jeg havde fortalt hende det, spurgte hun mig om jeg vilde følges med hende og betro mig til hendes Pleje og Omsorg. Jeg modtog hendes Tilbud med Tak. Hun ledede mig saa ved Haanden som en Moder sit lille Barn, og mine syge Kammerater stirrede efter os. Da jeg kom i hendes Hus, bød hun mig velkommen til alt hvad hun kunde gøre for mig, og satte fersk Mad for mig og godt Øl, skar selv Maden for mig og sagde, at hendes salige Fader havde havt den samme Skade paa sin højre Haand som jeg, og ved Mindet om hans Lemlæstelse var hun, da saa mig, bleven tilskyndet at gøre godt imod mig. Hun bad mig om at tillade hende at opsøge endnu en Mand, for at vi kunde være to i samme Pleje. Hun gik da ud og kom igen med vor Hovmester, Peter Frandsen. Hun beholdt os under sin moderlige Pleje og Omsorg i samfulde 11 uger.
KAP: XXXI
Nu er at berette, at Kaptajnen paa "Perlen", Sixt Jacobsen, var ærgerlig pa fem af os, som ikke vilde ligge i Sygehuset, hvor der naturligvis maatte være megen uro, hvor 53 Mand laa syge, alle ude af Stand til at hjælpe sig selv. Han truede os med, at vi skulde faa Lov til at betale for os selv, ikke en Penning vilde han betale for os, naar vi forsmaaede hans Tilbud og Kompagniets naadige Velgerning, hvilket var en stor Usandhed, thi vi troede først, at enhver af os havde Lov til selv at skaffe os Vært og Logi, hvor han kunde. De fem Mand var Præsten Hr. Matthias (Præsten Hr. Mads Rasmussen kom til at bo hos en dansk Kvinde Anne Bagers, hvor han lå syg u 11 uger), Hovmesteren Peter, Christian Johansen, Anders Olufsen og jeg, Jon Olafsson. Jeg kom hurtig til at savne min kjære faderlige Ven, Kaptajn Christopher Boye, som i Herren var hensovet.
Landets Folk søgte at gøre os Opholdet behageligt paa alle Maader. De fleste velhavende Folk i den nærmeste Omegn besøgte os af Barmhjærtlighed og bragte os Mad og Drikke, Vin og Frugter til Forfriskning, ja endog mange adelig Mænd, højbaarne Fruer og Jomfruer, baade engelske og irske, besøgte os med stor Høflighed og Nedladenhed og priste Gud, som havde bragt os levende ud fra en saa stor Fare. Vi fik ogsaa Besøg af en højfornem Greve, nemlig Greven af Corck, som var den fornemste af de tre Grever, der førte Regeringen over Irland paa den engelske Konges Caroli Vegne og blev kaldt Præsident. Han var ledsaget af sin kære Frue med to Børn, de skænkede 3 Jacober, som er lig med 12 Daler, til vore Folk, som Drikkepenge. Næsten hver Dag fik vi Besøg af Fremmede, som gav os Drikkepenge, hvorfor vi daglig holdt Gilde med Musik og stor Glæde. Greven indbød Halvdelen af Folkene til at besøge sig i Cork, og da vi kom til hans Slot, fik vi en herlig Modtagelse og blev trakterede med Mad og Drikke og meget andet godt paa den elskværdigste og kærligste Maade, 3 Dage og 3 Nætter.
Da vi kom tilbage, sendte Befalingsmændene de to Herremænd, som havde været ombord paa "Perlen" (Søren Harboe og Arend von Kalden) til Danmark for at berette Kongen og Kompagniet om vor Ulykke og Skade og bringe Breve fra os til Slægt og Venner.
KAP: XXXII
Disse Herremænd rejste tidlig om Sommeren fra Irland til London, hvor de blev opholdt i en hel Maaned paa Grund af en Farsot, som rasede der og var saa hæftig, at man regnede ud, at der i en halv måned døde 600 Mennesker daglig. Den ene af disse Adelmænd blev ogsaa syg i London, hvorved deres Hjemrejse blev forsinket, men tilsidst kom de dog i god Behold til Kjøbenhavn og berettede det Ostindiske Kompagni om vor ulyksalige Hjemrejse og om alt andet, som vedrørte os. Men Kongen var da nylig rejst til Tyskland for at kriges med Kejseren og Papisterne. Denne Krig fik et sørgeligt Udfald, Danmark til stor Skade, thi Kejserens Krigsmagt faldt ind i Holsten og Jylland med Sværd, Ild og Ran, ødelæggende og brændende i Byer og paa Land, med Drab af Mænd og Voldtægt af Koner og Jomfruer, som Krigsfolk Sædvane er.
Af denne Grund blev Kompagniet hindret i strax at sende os Hjælp og det, som vi havde anmodet om, hvilket især var: Mast, Takkelage, Sejl, Ræer og Ror til "Perlen", og desuden mange andre Ting, som vi trængte til, baade Proviant og andet.
Paa samme Tid rygtedes ogsaa vor sørgelige Rejse i Holland. Da lod en Hollænder som hed Simon Johansen, der havde været vor første Købmand paa Udrejsen, og som nu var bosat i Holland, alt det skaffe tilveje, som han hørte vi manglede, og bragte det til os i Irland sent om Sommeren paa Skib, tilligemed udmærket Proviant, længe før de Danske bragte det fra Kjøbenhavn. Han satte selv "Perlen" fuldstændig i Stand med sine Arbejdere, saa at den laa klar til at sejle, da Hjælpen fra Danmark kom. Denne Simon Johansen havde før sejlet omkring hele Jorden med Hollænderne og var godt kendt i mange Lande.
KAP. XXXIII
Da Herremændene var bortrejst, havde vi stadig Fremmede i Besøg. Blandt andet kom en rig Mand af dem, man kalder Gentlemen, en Slags halvadelig Herrer, til os langt inde fra Landet, vek 30 mil. Han opholdt sig hos os i 14 eller 15 Dage, baade ombord paa Skibet og i Land, og holdt daglig Gilde for os. Engang da han sad og drak sammen med vor Rektor og flere andre i et Hus i Land, tog han sin Pung frem, i hvilken han sagde at have havt 60 Rosenobler i purt Guld, foruden andre Penge i Sølv, som han alle havde spenderet, og nu var der kun fire Rosenobler tilbage som han maatte beholde til Tærepenge paa Hjemrejsen, thi han skulde sættes over tre Floder, og det kostede ham en Rosenobel at sættes over hver af dem. Han hældte disse 4 Rosenobler ud i sin hule Haand og holdt dem frem for Morskabs Skyld. Men vor Rektor slog af Kaadhed under hans Haand, saa at alle 4 Rosenobler fløj ham ud af Haanden over Bordet og ned under dette paa Gulvet, hvorved der, som ventes kunde, opstod Klammeri imellem dem, saa at de sprang op fra Bordet og vilde slaaes, hvilket dog blev forhindret ved de Tilstedeværendes Mellemkomst. Man syntes, det var ilde gjort af Rektor til Løn for den Godhed, som denne Gentleman havde udvist mod os. Der blev strax søgt efter de 4 Rosenobler baade under Bordet og andre Steder i Huset, men man fandt kun tre af dem, en manglede og blev aldrig funden. Derefter rejste den rige Mand hjem.
Der opstod det rygte mellem os, om det var sandt eller ej, ved jeg ikke, at vor Rektor selv havde stjaalet det manglende Guldstykke, og jo længere Tiden gik, desto stærkere blev dette Rygte og blev almindelig troet. Nu gik der en Tid, medens Simon Johansen med sine Folk og os var i Færd med at tiltakle "Perlen". Størstedelen af os var kommen ombord, men formedelst Grundene ved Indsejlingen kunde Skibet ikke bringes ud af Havnen, men maatte vente paa næste Springflod. Der blev paa den Tid atter talt om Rygte, at Rektor havde taget det før omtalte Guldstykke, og Hans Kok, om hvem jeg før har berettet, og som ikke nærede Venskab til Rektor, sagde, at nu skulde han bringe dette Rygte til at forstumme.
En morgen da Rektor laa i sin Seng i Kahytten, kom Hans løbende derind med en stor sortskaftet Kniv i Haanden, som han jog ham i Brystet under Kravebenet, saa at han laa død tilbage i Sengen.
Derpaa foer Hans Kok hel rasende og fortrukken i Ansigtet igen ud af Kahytten og foer efter os paa Skibets øverste Dæk med den Blodige Kniv i Haanden. Her gik han stolt frem og tilbage og truede enhver med mange frygtelige Trusler og Skældsord. Se eller syn Mand kastede sig over ham alle paa en Gang, men han rystede dem af sig som ingen Ting. Endelig kom han hen til mig, hvor jeg stod, greb mig med den ene Haand i Trøjen og truede mig med den blodige sortskaftede Kniv. Der var ikke andet at vente, end at han vilde støde mig ned. Jeg bad for mig saa godt jeg kunde, men han ænsede mig kun lidt, blev ved at true, indtil han tilsidst ved Guds Naade veg bort fra mig og igen begyndte at gaa rasende op og ned af Dækket, idet han svang Kniven, saa det var frygteligt at se, og raabte, at jan kunde slaa os alle ihjel, hvis han vilde. Vi søgte at berolige ham med venlig Tiltale, lovede at bede godt for ham, saa at han ikke fik den haardeste Straf for Ugærningen, men en mildere Straf, hvis han vilde være fredeligere.
Herved blev han roligere, og tilsidst lod han sig nogenlunde villig tage til Fange af os, som nu var blevet mange om ham. Han blev saa forude ved Ankerspillet sat i en Stok med Benene og fik Haandhjærn paa. Kort efter at vi var gaaet fra ham agterud og der kun var nogle faa tilbage hos ham for at holde Vagt over ham, siger han til dm, at han vilde vise dem, hvilken Kraft de Reb, som han var bundet med, havde til at holde ham fast, og i det samme rystede han dem af sig i ders Paasyn. Han gik saa atter frem og tilbage med rasende Fagter og truede med at slaa hver eneste Mand ihjel ombord. Jeg gik da hen til ham og talte nogle venlige Ord til ham, hvortil han svarede, at hvis vi og vore Befalingsmænd paa Tro og Ære vilde love ham, at han ikke skulde komme i Galgen, men blive halshugget med Sværd for sine Misgerninger, skulde han forholde sig rolig. Alle lovede ham det. Men da gik det op for os af hans Ord, at han havde forskrevet sig til Djævelen på 21 Aar, og at dette var det tyvende, thi han gik hen til Rælingen, tog et Blad Papir eller en Tavle ud af Barmen og kastede det langt u i Søen og sagde, at nu havde Djævelen ikke noget over ham at sige, da de fastsatte 21 Aar ikke var forbi, og han derfor var vel tilfreds med at dø for sine Misgærninger. Han blev nu atter sluttet i Jærn og senere ført i Land og indsat i et Fængsel med Vagt udenfor. Nogle Dage efter blev han dømt til Døden efter irsk Lov. Da han blev ført til Retterstedet og saa Galgen, forstod han, at han skulde hænges og sagde, at hans Landsmænd og Overordnede havde bedraget ham, da de havde lovet ham, at han skulde blive rettet ned Sværd, hvis han havde vidst, at han ikke kunde stole paa dem, skulde de ikke saa let have faaet ham fanget. Irlænderne skyndte sig med at hænge ham, og saaledes endte han sit onde Liv og døde uden Anger.
Dette skete sent om Sommeren, efter at vi den 6. eller 7. Søndag efter Påske løb ind i Havnen ved Youghal 1625. Der skete eller ikke noget mærkeligt i dette Tidsrum, saa vidt jeg kan huske.
Da "Perlen" var fuldstændig sejlklar og istandsat af Simon Johansen og hans Folk med vor Bistand, vilde han sejle bort of lade "Perlen" slæbe ud af Havnen engang ved høj Flodtid, men Forsøger mislykkedes fuldstændig, og "Perlen" maatte blive der endnu længere. Paa den Tid eller lidt senere kom der Skib fra Kjøbenhavn, som det ostindiske Kompagni havde udsendt til os med Proviant og hvad andet der behøvedes til Istandsættelse af "perlen". Kaptajnen paa dette Skib var den samme, som var med os paa Udrejsen til Indien med salig Kaptajn Christopher Boye.
Da "perlens" Ophold blev saa langvarigt og der var kommen en Mængde Søfolk, som vilde hjem med den, thi Simon Johansen vilde lade sine Folk tage til Kjøbenhavn med sig, for af faa godtgjort sine Udgifter hos det ostindiske Kompagni, syntes Kaptajn Sixt Jacobsen, at der var for mange Mennesker ombord og Provianten næppe tilstrækkelig. Han befalede derfor, at de Folk, der var taget med som Passagerer fra Indien oh ikke hørte til Skibets Besætning, skulde gaa fraborde og selv skaffe sig Skibslejlighed hjem. Blandt disse var jeg. Da vi nu længtes meget efter at komme hjem til Kjøbenhavn, og da vi ikke vidste, hvor længe "Perlen" vilde komme til at ligge der, samt også fordi Sixt Jacobsen ikke vilde betale Kost Penge af Kompagniets Kasse til nogen af os, som havde ligget i Land under vor Sygdom, af hvilke 5 døde, og endelig ogsaa fordi vi ikke havde Lyst til at leve sammen med den blandede Besætning af forskellige Religioner, som nu var ombord paa "Perlen", nemlig Papister, Kalvinister, Gendøbere, Jesuitter og andre, saa lod vi Kaptajn Sixt Jacobsen raade.
Vi 53 Mand, som havde været Passagerer med "Perlen" hjem fra Indien, hyrede et Skib fra Irland om Efteraaret Anno 1625, der førte os til den nordlige Del af Helgeland i Norge, hvor vi kom lidt før Vinteren begyndte, og hvorfra vi rejste snart tilsøs snart tillands over Norge og Jylland til Kjøbenhavn, hvortil vi, efter en møjsommelig Rejse ankom 14 dage eller 3 uger efter Vinterens Begyndelse.
Vi havde efterladt al vor Ejendom ombord i "Perlen" undtagen den Smule, som vi førte med os til Tæring paa Rejsen, og som næsten var opbrugt, da vi kom hjem. Men alt andet, hvad vi ejede, havde vi ladet blive tilbage, fordi vi troede, at den snart vilde følge efter os, hvilket dog ikke skete. ("Perlen" afsejlede fra Youghal 29. juni 1626 og kom til Kjøbenhavn 30. juli.) Alt mit Gods vat o min gode Kaptajns salig Christopher Boyes Forvaring. Da jeg kom til Ulykke i Indien, blev det alt i Vidners Nærværelse taxeret og opskrevet efter den Indiske Taxt, og Kisten med hele den Indhold blev i alt vurderet til 600 Rdlr. Den blev saa baaren ned i Kahytten for at overgives mig, hvis Gud vilde at jeg kom mig igen, eller til mine Arvinger, i Fals jeg døde, og dette vilde sikkert ogsaa være sket, hvis Gud havde givet min salige Kaptajn et længere Liv, thi han var en brav og retskaffen Mand og vilde aldrig tilegne sig noget med Urette, Naar de indiske Varer kommer til Kjøbenhavn, blive de der solgt for ti Gange saa meget, som man har givet for dem i Indien, saa at det, der købes i Indien for en Rigsdaler, sælges i Kjøbenhavn for ti Rigsdaler.
Da vi kom hjem til Kjøbenhavn, var vor Konge draget til Tyskland i den Krig, som han paa Lutheranernes Vegne førte med Kejseren, og under hans Fraværelse blev Riget styret af hans ældste Søn, Prins Christian V og Riget Raad. Til ham indsendte jeg om Vinteren en ydmyg Supplication, hvori jeg bad om Hans Majestæts naadigste Bistand og Bestemmelse om at faa Erstatning for Lemlæstelse af min Haand af det ostindiske Kompagni efter Artiklernes Indhold, eftersom jeg var fuldstændig ude af stand til at forsørge mig selv med mine Hænders Arbejde. Paa samme Maade androg jeg om, at det vilde behage Hans Majestæt at se i Naade til mig arme og Fattige Mand, saa at der maatte blive mig anvist en af Kgl. Majestæts Gaarde i mit Fædreland til Livsophold eller andre kgl. Indtægter her i Landet (Island), eftersom jeg havde været i Hans Majestæts Tjeneste i fulde 11 Aar.
Paa denne min Ansøgning fik jeg et godt og gunstigt Svar fra den naadige Fyrste, som tilstillede mig et Misive til Høvidsmanden over Island, at han saa hurtigt som mulig skulde sørge for mig.
Hvilket Brev lød som følger:
C5tus V. G. T. Wider att efftersom Neruerende Jon Oluffsen Islender sig for Os underdanigst beklager huorledes hand ehn thid lang schall haffue verrit wdi Hans Kong. Mayttz thieniste och siden medveritt paa den ostindiske reise, huor hand schall vere bleffuen lemmellest, saa hand sitt liffs ophold mett Naagen Arbeide icke schal kunde forhuerue, och han derfor nogen Jord der paa Island thil sin underholdning paa visse affgifft begierer. Da bede vi Eder och Naadigst begiere, att i effter sammen hans begiering hannem befóderlig ehre att hand Naagen Jord derpaa forsch. Iszland fpr aarlig affgift kand bekomme.
Koldinghuuss den 23. Martij Anno 1626.
Samtidig indsendte jeg en ydmyg Supplik til det ostindiske Kompagnis velvise Rhedere, hori jeg androg, om at de af Naade og Barmhjærtelighed vilde anvise mig noget til Livsophold til Erstatning for den Skade og for det Tag af mine Fingre, som jeg havde lidt på Rejsen i deres Tjeneste, efter Artiklernes Ordlyd og Indhold, hvilket Andragende paa en Maade fik en gunstig Modtagelse hos nogle, medens andre ikke vilde tage Hensyn ytil det, saa at der var delte Meninger om hvorledes Erstatningen skulde beregnes, eftersom jeg havde mistet den højre eller den venstre Haand eller beregnes endnu mindre end hel Haanden. Sagen blev derfor henlagt til Hans Kgl. Majestæts Afgørelse, naar han igen kom hjem til Kjøbenhavn fra Krigen i Tyskland. Denne Krig havde denne Vinter en elendig og sørgelig Udgang, saa at Hans Majestæt af Danmark mistede hele sin og de Lutherskes Hær og kun slap bort med Nød og Næppe, selv tredie. Tyskerne og Monsieur Tilly, som var Kejserens General, tog den danske Konges Lejr til Bytte med hele dens Indhold, og kort Tid efter faldt de med en stor Hær ind i vor Konges Riger og Lande, to eller tre Dage, efter at Kongen var kommen hjem. De kom uventet og fandt alt uforberedt, de brændte og ødelagde Byer og Fæstninger, staj og røvede alt, hvad de kunde faa fat paa. mishandlede Befolkningen, baade Mænd og Kvinder, saaledes som de Relationer, der paa den Tid udgik i Trykken, noksom udviser.
Eftersom det stod saa elendigt til i Riget og Kongen var fuldt optaget af andre Ting, tak det ud med at forelægge Kgl. Majestæt min Ansøgning om Skadeserstatning, saa jeg fik intet. Da jeg saa, at dette ikke vilde gaa, raadede mange af mine Venner mig til at give en paalidelig Mand i Kjøbenhavn min Fuldmagt til paa mine Vegne at indkræve og modtage, hvad Kgl. Majestæt maatte dømme Kompagniet til at udrede mig i Skadeserstatning. Jeg var nemlig fast besluttet paa at tage hjem næste Sommer til Island, dette mit fattige Fødeland, thi efter min Ulykke var al min Hu vendt fra Danmark og fra at opholde mig der. Mine gode Raadgivere sagde ogsaa til mig, at visselig vilde Hans Majestæt vise mig Retfærdighed efter Artiklernes Ord, naar han fik bedre Stunder, at tænke over Sagen.
Jeg gav derfor en Guldmagt til min gode Ven og Velgører Søren (Willadsen) Skrædder.
JON OLAFSSONS FULDMAGT TIL SØREN SKRÆDDER.
Kendest Jeg Jon Olafsson Barnnfød ud I Island och met dette her obne bref vitterligt giør foralle att Jeg annamer og Tiltager Erlig og velagt Dannemand Sofrin Villattson Borger og Induoner her udy Kiobenhafnn udi Mitt sted og giffuer visseligen fullmagt at anname og Opbere paa Myne Vegne Udi Myb fravverelse lige som Jeg self personligen tilsteder var, huis som mig Tilkommer efftee Kongl. Maytt. Artyculer lyudelse for den store skade som jeg hafuer bekommet Udi Compagnyens Tieniste pa den Ostindiske Reyse, som er 3 finger paa den høyre hand dy foriste, Iten half domelfynger paa den venste so vel som den Neste fynger, som er blefuenn krumm, den lille fynger a (?) den samme hand er blefuenn styf. In Summa at Jeg ekkj er megtig at Knappe myne Kleder, meget mindre at fortiene mitt braud, som gug og dy Compagnyens herrer selfuer er vitterligt, og dy hafuer set met deris Øyenn. Her hos er min ydmyg bon at I gode herrer laader denne myn fullmegtig Sofren Villatsson oppbere og bekomme effter Artyculernis lydelse, sa mange penge som i ville mig her udi befordre,, effter eders Christilig gemott, som I Kand andsuare for gud og Christeleg Ofrighed. Til beuising og Tryggelegre bekrefftelse at dette her udi sandhed er sette eg mitt Nafnn met egenn hand her under. Acthum Kaupinnhafnn den 10. Mat Anno 1626.
Jon Olafsson Ostindyfar Islender.
Men uagtet denne min Fuldmagt fik hverken han eller jeg noget som helst, skøndt han idelig bragte Sagen for Rhederne, og jeg maatte derfor bære min Ulykke og Lemlæstelse uden nogensomhelst Erstatning. Dertil kom, ar "Perlen" stadig ikke kom hjem til Kjøbenhavn. Jeg bad derfor Søren Skrædder paa mine Vegne at modtage alt mit Gods, hvis "Perlen" ikke kom før jeg var rejst, og gav ham Fuldmagt dertil og til at sende mig det til Island. Men den Vinter og det Foraar jeg opholdt mig i Kjøbenhavn, kom Skibet ikke, hvilket forvoldte mig stor Bekymring efter alt det andet. Søren Skrædder vilde sikkert trolig have sendt det hele til, hvis han nogensinde havde modtaget det, thi han var er redelig Mand. Han skrev mig senere op til Island, at Kaptajn Sixt Jacobsen strax, da Skibet var færdig med at losse i Kjøbenhavn, var afsejlet til Holland, efter at han havde overgivet salig Christopher Boyes Gods til dennes Arvinger. Men om han havde overgivet mine Sager, som havde været i Christopher Boyes Varetægt, til disse Arvinger, sammen med det andet, eller om han havde ført det med sig til Holland kunde han ikke sige. Jeg mistede derfor alt og maatte gaa tomhændet derfra.
KAP. XXXIV
Da Foraaret var forbi og Sommeren begyndte, rustede de islandske Købmænd deres Skibe for at sejle her op til Island. Jeg tog med det Skib som skulde sejle til Skutulsfjord. Jeg tog Afsked med mine gode Venner, Kammerater og Bekendte i Kjøbenhavn, og gik saa ombord i Jesu Navn.
Efter nogle Uger kom vi saa i god Behold til Skutulsfjord.